Job
2 Nu indtraf den dag da gudssønnerne* kom og stillede sig foran Jehova, og blandt dem kom også Satan* og stillede sig foran Jehova.+
2 Jehova sagde da til Satan: „Hvor kommer du fra?“ hvortil Satan svarede Jehova og sagde: „Jeg har strejfet om på jorden og vandret omkring på den.“+ 3 Jehova sagde derpå til Satan: „Har du rettet dit hjerte mod min tjener Job?+ For der er ingen som han på jorden: en uangribelig og retskaffen+ mand som frygter Gud+ og viger fra det onde.+ Ja, han holder stadig fast ved sin uangribelighed,+ selv om du ægger+ mig mod ham, til at opsluge ham uden grund.“+ 4 Men Satan+ svarede Jehova og sagde: „Hud for hud; et menneske giver alt hvad han har, for sin sjæl.*+ 5 Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og hans kød, [og se] om han ikke vil forbande* dig lige op i dit ansigt.“+
6 Da sagde Jehova til Satan: „Se, han er i din hånd! Kun skal du bevare hans sjæl!“* 7 Derpå gik Satan bort fra Jehovas ansigt*+ og slog Job med ondartede bylder+ fra fodsål til isse. 8 Han tog sig da et potteskår til at skrabe sig med mens han sad i asken.+
9 Omsider sagde hans kone til ham: „Holder du stadig fast ved din uangribelighed?+ Forband* Gud og dø!“ 10 Men han sagde til hende: „Du taler som en af de uforstandige+ kvinder taler. Skal vi blot tage imod det gode fra den [sande] Gud og ikke tage imod det dårlige?“+ Og i alt dette syndede Job ikke med sine læber.+
11 Imidlertid hørte tre af Jobs venner om hele den ulykke der var kommet over ham, og de kom hver fra sit sted, temanitten+ Eʹlifaz og sjuhitten+ Bilʹdad og na’amatitten Zoʹfar,+ og de mødtes efter fælles aftale+ for at gå hen og vise ham deres deltagelse og trøste ham.+ 12 Da de et stykke derfra løftede deres øjne, genkendte de ham ikke. De græd derfor højlydt og sønderrev hver deres ærmeløse overklædning+ og slyngede støv op mod himmelen og ned på deres hoveder.+ 13 Derpå sad de syv dage og syv nætter på jorden+ hos ham uden at sige et ord til ham, for de så at [hans] lidelser+ var meget store.