En maskil af Asaf.+
78 Mit folk, hør på min lov;
lyt opmærksomt til det jeg siger.
2 Jeg vil åbne min mund med ordsprog.
Jeg vil komme med gåder fra gamle dage.+
3 Det vi har hørt og kender,
det vores fædre har fortalt os om,+
4 det vil vi ikke skjule for vores sønner;
vi vil fortælle den kommende generation+
om Jehovas fantastiske gerninger og hans styrke,+
om de underfulde ting han har gjort.+
5 Han gav Jakobs efterkommere noget de skulle huske på,
han fastsatte en lov i Israel;
han befalede at vores forfædre
skulle gøre disse ting kendt for deres børn,+
6 så den kommende generation,
de børn der ville blive født, kunne få kendskab til dem.+
De ville så fortælle dem videre til deres børn,+
7 og børnene ville få tillid til Gud.
De ville ikke glemme Guds gerninger+
men holde hans bud.+
8 De ville ikke blive som deres forfædre,
en stædig og oprørsk generation,+
en generation hvis hjerte var uforudsigeligt,+
og hvis ånd ikke var trofast mod Gud.
9 Efraimitterne var bevæbnet med buer,
men de trak sig tilbage den dag der skulle kæmpes.
10 De holdt ikke deres pagt med Gud+
og nægtede at følge hans lov.+
11 De glemte også det han havde gjort,+
de utrolige ting han havde vist dem.+
12 Han gjorde mirakler for øjnene af deres forfædre,+
i Egyptens land, i Soans område.+
13 Han delte havet så de kunne gå igennem det,
han fik vandet til at rejse sig som en dæmning.+
14 Han førte dem med en sky om dagen
og natten lang med en lysende ild.+
15 Han kløvede klipper i ørkenen,
han gav dem rigelige mængder vand, som om de drak fra det store dyb.+
16 Han fik vandstrømme til at vælde ud af en klippe,
fik vandet til at fosse frem som floder.+
17 Men de blev ved med at synde mod ham
ved at gøre oprør mod Den Højeste dér i ørkenen.+
18 I deres hjerte udfordrede de Gud+
ved at kræve at få den mad de havde lyst til.
19 De gav sig til at tale imod Gud
og sige: “Kan Gud dække bord i ørkenen?”+
20 Han slog på en klippe
så vandet fossede frem og kilder strømmede ud.+
Alligevel spurgte de: “Kan han også give os brød,
og kan han skaffe kød til sit folk?”+
21 Da Jehova hørte dem, gjorde det ham oprørt;+
en ild+ blussede op mod Jakob,
hans vrede flammede op mod Israel+
22 fordi de ikke stolede på Gud;+
de troede ikke på at han kunne redde dem.
23 Så gav han befaling til skyerne,
og han åbnede himlens døre.
24 Han lod det regne med manna som de kunne spise;
han gav dem korn fra himlen.+
25 Mennesker spiste de mægtiges brød;+
han gav dem nok til at de blev mætte.+
26 Han lod østenvinden bryde løs i himlen,
og med sin styrke fik han en vind fra syd til at blæse.+
27 Og han lod det regne ned over dem med kød som var det støv,
så mange fugle som der er sandkorn ved havets bred.
28 Han lod dem falde ned midt i sin lejr,
hele vejen rundt om sine telte.
29 Og de spiste til de var overmætte;
han gav dem det de ville have.+
30 Men inden de helt havde stillet deres grådighed,
mens maden stadig var i deres mund,
31 flammede Guds vrede op imod dem.+
Han dræbte deres stærkeste mænd,+
slog Israels unge mænd til jorden.
32 Trods alt dette syndede de endnu mere,+
og de viste ikke tro på hans vidunderlige gerninger.+
33 Derfor gjorde han ende på deres dage som var de et pust;+
et pludseligt slag gjorde ende på deres år.
34 Hver gang han dræbte nogle af dem, søgte de ham igen;+
de vendte om og ledte efter Gud,
35 og de huskede at Gud var deres Klippe,+
at Den Højeste Gud var deres Løskøber.+
36 Men de prøvede at bedrage ham med deres mund,
og de løj for ham med deres tunge.
37 Deres hjerte holdt ikke fast ved ham,+
og de var ikke trofaste mod hans pagt.+
38 Men han var barmhjertig;+
han tilgav deres synd og gjorde det ikke af med dem.+
Ofte holdt han sin vrede tilbage+
i stedet for at give luft for al sin harme,
39 for han huskede at de bare var mennesker,+
en vind der blæser forbi og ikke vender tilbage.
40 Hvor ofte gjorde de ikke oprør mod ham i ødemarken+
og sårede ham i ørkenen!+
41 Gang på gang satte de Gud på prøve,+
bedrøvede Israels Hellige.
42 De huskede ikke på den magt han havde vist
den dag han reddede dem fra modstanderen,+
43 hvordan han havde gjort tegn i Egypten,+
mirakler i Soans område,
44 og hvordan han havde forvandlet Nilens kanaler til blod+
så de ikke kunne drikke af vandet.
45 Han sendte sværme af stikfluer ud for at æde dem+
og frøer til at bringe ødelæggelse over dem.+
46 Han gav deres afgrøder til de grådige græshopper,
frugten af deres arbejde til græshoppesværmen.+
47 Han ødelagde deres vinstokke
og deres morbærfigentræer med hagl.+
48 Han overgav deres lastdyr til haglen+
og lod deres husdyr blive ramt af lyn.
49 Han ramte dem med sin brændende vrede,
med raseri, harme og trængsler;
han sendte flokke af engle med ødelæggelse.
50 Han gav sin vrede frit løb.
Han skånede dem ikke for døden;
og han overgav dem til pest.
51 Til sidst slog han alle førstefødte i Egypten ihjel,+
deres livs første frugt i Kams telte.
52 Så førte han sit folk ud som en fåreflok+
og ledte det i ørkenen som en hjord.
53 Han førte dem så de var trygge
og ikke følte sig bange;+
havet dækkede deres fjender.+
54 Så bragte han dem til sit hellige landområde,+
dette bjergland som han havde taget med sin højre hånd.+
55 Han drev nationerne væk foran dem;+
han udmålte en arv til dem med sin målesnor+
og lod Israels stammer slå sig ned i deres egne hjem.+
56 Men de blev ved med at udfordre Den Højeste Gud og gøre oprør mod ham;+
de lyttede ikke til hans påmindelser.+
57 De vendte sig væk og var lige så forræderiske som deres forfædre.+
De var upålidelige som en slap bue.+
58 De blev ved med at krænke ham med deres offerhøje,+
og med deres gudebilleder gjorde de ham vred.+
59 Gud hørte det og blev oprørt,+
og derfor forkastede han Israel fuldstændigt.
60 Til sidst opgav han telthelligdommen i Shilo,+
det telt hvor han havde boet blandt menneskene.+
61 Han lod symbolet på sin styrke komme i fangenskab,
lod sin herlighed falde i fjendens hånd.+
62 Sit folk overgav han til sværdet,+
han blev vred på dem der var hans arv.
63 Hans unge mænd blev fortæret af ild,
og der blev ikke sunget nogen bryllupssange for hans jomfruer.
64 Hans præster faldt for sværdet,+
og deres enker græd ikke.+
65 Så vågnede Jehova som af søvne,+
som en stærk mand+ der vågner efter at have drukket vin.
66 Han slog sine modstandere tilbage+
og overgav dem til evig vanære.
67 Han forkastede Josefs telt,
valgte Efraims stamme fra.
68 I stedet valgte han Judas stamme,+
Zions Bjerg, som han elsker.+
69 Han gjorde sin helligdom lige så varig som himlen,+
som jorden, der er grundlagt til at bestå for evigt.+
70 Så udvalgte han David,+ sin tjener,
og tog ham væk fra fårefoldene,+
71 fra de diegivende får han passede.
Han gjorde ham til hyrde for sit folk, Jakob,+
for sin arv, Israel.+
72 Med oprigtigt hjerte var David hyrde for dem,+
og med kyndig hånd ledte han dem.+