Ifølge Markus
5 Så kom de over til den anden side af søen, til gerasenernes område.+ 2 Lige efter Jesus havde forladt båden, kom en mand der var besat af en uren ånd, hen imod ham fra gravene. 3 Han holdt til blandt gravene, og ikke engang med en lænke havde man kunnet holde ham bundet. 4 Han havde tit været bundet med fodlænker og kæder, men han rev kæderne over og sprængte fodlænkerne, og ingen var stærk nok til at overmande ham. 5 Både nat og dag råbte og skreg han blandt gravene og i bjergene og slog sig selv med sten. 6 Men da han på afstand fik øje på Jesus, løb han hen og bøjede sig for ham.+ 7 Så råbte han højt: “Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, Søn af Den Højeste Gud? Sværg ved Gud at du ikke vil pine mig.”+ 8 For Jesus havde sagt til ånden: “Kom ud af manden, du urene ånd.”+ 9 Men Jesus spurgte ham: “Hvad er dit navn?” Og han svarede: “Legion, for vi er mange.” 10 Og han blev ved med at bede Jesus om ikke at sende ånderne ud af landet.+
11 Der gik en stor flok svin+ og rodede efter føde på bjerget,+ 12 så ånderne bønfaldt ham: “Send os i svinene, og lad os gå i dem.” 13 Det gav han dem lov til. Så kom de urene ånder ud og gik i svinene, og flokken på omkring 2.000 fór ud over skrænten og ned i søen, hvor de druknede. 14 Men svinehyrderne flygtede og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se hvad der var sket.+ 15 De kom altså til Jesus og så den dæmonbesatte mand, ham der havde haft legionen i sig. Han sad påklædt og ved sin forstands fulde brug, og de blev bange. 16 Og de der havde set hvad der var sket med den dæmonbesatte og svinene, fortalte dem om det. 17 Så bad de Jesus om at forlade deres område.+
18 Mens han var ved at gå ombord i båden, spurgte manden der havde været dæmonbesat, om han ikke nok måtte komme med ham.+ 19 Det gav han ham ikke lov til, men sagde: “Tag hjem til dine slægtninge, og fortæl dem om alt det Jehova har gjort for dig, og om den barmhjertighed han har vist dig.” 20 Manden tog afsted og begyndte at fortælle i Dekapolis om alt det Jesus havde gjort for ham, og alle var forundrede.
21 Efter at Jesus igen var sejlet over til den anden bred, samledes en stor folkemængde om ham, og han var ved søen.+ 22 En af forstanderne for synagogen, ham der hed Jairus, kom nu, og da han fik øje på Jesus, kastede han sig ned for hans fødder.+ 23 Han bønfaldt ham igen og igen: “Min lille datter er meget syg. Vil du ikke nok komme og lægge dine hænder på hende+ så hun kan blive rask og leve?” 24 Så gik Jesus med ham, og en stor folkemængde fulgte efter og maste sig ind på ham.
25 Der var en kvinde som i 12 år+ havde haft konstante blødninger.+ 26 Hun havde gennemgået smertefulde behandlinger hos mange læger og brugt alle sine penge på det. Alligevel havde hun ikke fået det bedre, men faktisk værre. 27 Hun havde hørt om Jesus, og nu kom hun hen bag ham i menneskemyldret og rørte ved hans yderklædning,+ 28 for hun blev ved med at sige: “Hvis bare jeg rører ved hans yderklæder, bliver jeg rask.”*+ 29 I samme øjeblik standsede hendes blødning, og hun mærkede i sin krop at hun var blevet helbredt for den alvorlige sygdom.
30 Jesus kunne straks mærke at der var udgået kraft+ fra ham, og han vendte sig om i folkemængden og spurgte: “Hvem rørte ved mine yderklæder?”+ 31 Men hans disciple sagde til ham: “Du kan jo se at folk maser sig ind på dig, og så spørger du: ‘Hvem rørte ved mig?’” 32 Han så sig alligevel omkring for at se hvem der havde gjort det. 33 Kvinden blev bange og skælvede, for hun vidste hvad der var sket med hende, så hun kom og kastede sig ned foran ham og fortalte ham det hele. 34 Han sagde til hende: “Datter, din tro har gjort dig rask.* Gå med fred,+ nu hvor du er blevet helbredt for din alvorlige sygdom.”+
35 Mens han talte, kom der nogle mænd fra synagogeforstanderens hus og sagde: “Din datter er død! Hvorfor ulejlige Læreren mere?”+ 36 Men Jesus hørte det og sagde til synagogeforstanderen: “Vær ikke bange, du skal blot tro.”+ 37 Og han gav ikke nogen lov til at gå med, undtagen Peter, Jakob og Jakobs bror Johannes.+
38 De nåede frem til synagogeforstanderens hus, og han så de mange larmende mennesker der græd og jamrede højlydt.+ 39 Da han var kommet ind, sagde han til dem: “Hvorfor græder og larmer I? Pigen er ikke død, men sover.”+ 40 Så begyndte de at le hånligt ad ham. Men efter at have sendt dem alle ud tog han barnets far og mor og sine ledsagere med sig, og han gik ind hvor pigen lå. 41 Han tog barnets hånd og sagde til hende: “Talitá kum”, der betyder: “Lille pige, jeg siger til dig: Stå op!”+ 42 Med det samme stod pigen op og begyndte at gå omkring. (Hun var 12 år). Og de var helt ude af sig selv af glæde. 43 Men han forbød dem igen og igen* at fortælle det til nogen,+ og han sagde at de skulle give hende noget at spise.