Anden Mosebog
8 Jehova sagde nu til Moses: “Gå ind til Farao og sig til ham: ‘Sådan siger Jehova: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig.+ 2 Hvis du fortsat nægter at sende det bort, plager jeg hele dit område med frøer.+ 3 Nilen skal vrimle med frøer, og de skal kravle op og ind i dit hus, i dit soveværelse, på din seng, i dine tjeneres huse og på dit folk, i dine ovne og i dine dejfade.+ 4 Frøerne vil kravle op på dig selv, på dit folk og på alle dine tjenere.”’”
5 Jehova sagde senere til Moses: “Sig til Aron: ‘Ræk din hånd med staven ud over floderne, nilkanalerne og sumpene, og få frøerne til at kravle op over Egypten.’” 6 Så rakte Aron sin hånd ud over Egyptens vande, og frøerne kravlede op og dækkede Egyptens land. 7 Men præsterne der praktiserede magi, gjorde det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster, og de fik også frøer til at kravle op over Egyptens land.+ 8 Farao tilkaldte så Moses og Aron og sagde: “Bønfald Jehova om at fjerne frøerne fra mig og mit folk,+ for jeg vil sende folket bort så det kan bringe ofre til Jehova.” 9 Moses sagde til Farao: “Du får den ære at fortælle mig hvornår jeg skal bede om at frøerne bliver fjernet fra dig, dine tjenere, dit folk og dine huse. Kun i Nilen vil de være tilbage.” 10 Til det sagde han: “I morgen.” Så sagde han: “Det du har sagt, vil ske for at du kan forstå at der ikke er nogen som Jehova vores Gud.+ 11 Frøerne vil forsvinde fra dig, dine huse, dine tjenere og dit folk. Kun i Nilen vil de være tilbage.”+
12 Moses og Aron forlod så Farao, og Moses bønfaldt Jehova om at fjerne frøerne som Han havde bragt over Farao.+ 13 Så gjorde Jehova som Moses havde bedt om, og frøerne døde efterhånden i husene, på gårdspladserne og på markerne. 14 Man dyngede dem sammen i bunkevis, og landet kom til at stinke. 15 Da Farao så at plagen var standset, gjorde han sit hjerte hårdt,+ og han nægtede at høre på dem, nøjagtigt som Jehova havde sagt.
16 Jehova sagde så til Moses: “Sig til Aron: ‘Ræk din stav ud og slå på jordens støv, og det vil blive til myg i hele Egypten.’” 17 Og det gjorde de. Aron rakte sin hånd med staven ud og slog på jordens støv, og myggene kom over mennesker og dyr. Alt støv på jorden blev til myg i hele Egypten.+ 18 Præsterne der praktiserede magi, prøvede også at få myg frem ved hjælp af deres hemmelige kunster,+ men de kunne ikke. Og myggene kom over mennesker og dyr. 19 Derfor sagde præsterne der praktiserede magi, til Farao: “Det er Guds finger!”+ Men Faraos hjerte blev ved med at være hårdt, og han hørte ikke på dem, nøjagtigt som Jehova havde sagt.
20 Jehova sagde nu til Moses: “Stå tidligt op i morgen og stil dig foran Farao når han går ud til vandet! Sig til ham: ‘Sådan har Jehova sagt: “Send mit folk bort så det kan tilbede mig. 21 Men hvis du ikke sender mit folk bort, sender jeg stikfluer over dig, dine tjenere og dit folk og ind i dine huse; og husene i Egypten skal være fulde af stikfluer, og de vil tilmed dække den jord de* står på. 22 Den dag gør jeg en undtagelse med Goshen, hvor mit folk bor. Der vil der ikke være nogen stikfluer.+ På den måde skal du vide at jeg, Jehova, er her i landet.+ 23 Og jeg vil gøre forskel på mit folk og dit folk. Dette tegn vil ske i morgen.”’”
24 Og det gjorde Jehova. Store sværme af stikfluer trængte ind i Faraos hus og hans tjeneres huse og invaderede hele Egypten.+ Landet blev ødelagt af stikfluerne.+ 25 Til sidst tilkaldte Farao Moses og Aron og sagde: “Gå, I kan ofre til jeres Gud her i landet.” 26 Men Moses sagde: “Det vil ikke være passende, for det vi vil ofre til Jehova vores Gud, er afskyeligt for egypterne.+ Hvis vi for øjnene af egypterne bringer et offer der er afskyeligt for dem, vil de så ikke stene os? 27 Vi vil rejse tre dagsrejser ud i ørkenen, og der vil vi ofre til Jehova vores Gud, sådan som han har sagt vi skal.”+
28 Farao sagde nu: “Jeg vil sende jer bort så I kan ofre til Jehova jeres Gud i ørkenen. Bare I ikke rejser for langt væk. Gå i forbøn for mig.”+ 29 Moses sagde: “Nu forlader jeg dig, og jeg vil gå i forbøn for dig hos Jehova, og i morgen vil stikfluerne forsvinde fra Farao, hans tjenere og hans folk. Men Farao må holde op med at føre os bag lyset ved at nægte at sende folket bort så det kan ofre til Jehova.”+ 30 Moses forlod så Farao og gik i forbøn hos Jehova.+ 31 Så gjorde Jehova som Moses havde sagt, og stikfluerne forsvandt fra Farao, hans tjenere og hans folk. Der var ikke en eneste tilbage. 32 Også denne gang gjorde Farao sit hjerte hårdt, og han sendte ikke folket bort.