Job
2 Senere kom den dag hvor den sande Guds sønner*+ trådte frem for Jehova.+ Satan mødte op sammen med dem og trådte også frem for Jehova.+
2 Jehova sagde til Satan: “Hvor kommer du fra?” Satan svarede Jehova: “Jeg har strejfet om på jorden og vandret omkring på den.”+ 3 Og Jehova sagde til Satan: “Har du lagt mærke til* min tjener Job? Der er ingen som ham på jorden. Han er en god og retfærdig mand der er trofast i et og alt.*+ Han tilbeder* Gud og holder sig langt fra det der er ondt. Og han holder stadig fast ved sin integritet,+ selvom du prøver at udfordre mig+ til at knuse* ham uden nogen grund.” 4 Men Satan svarede Jehova: “Hud for hud. Et menneske vil give alt hvad det har, for sit liv.* 5 Men prøv til en forandring at række din hånd ud for at ramme hans kød og hans knogler. Så vil han helt sikkert forbande dig lige op i dit ansigt.”+
6 Jehova svarede Satan: “Se! Han er i din hånd!* Du må bare ikke tage hans liv!” 7 Så forlod Satan Jehova,* og han ramte Job med smertefulde bylder*+ fra hovedet til fødderne. 8 Og Job tog et potteskår til at skrabe sig med mens han sad i en askedynge.+
9 Til sidst sagde hans kone til ham: “Vil du virkelig blive ved med at være trofast?* Forband dog Gud, og dø!” 10 Men han svarede: “Nu taler du som en kvinde uden fornuft. Skulle vi kun tage imod det gode fra den sande Gud og ikke det dårlige?”+ Til trods for alt det Job kom ud for, syndede han ikke med sine ord.+
11 Tre mænd der kendte Job,* hørte om alle de ulykker der havde ramt ham, og de ankom fra hver sit sted – det var temanitten Elifaz,+ shuhitten+ Bildad+ og naamatitten Sofar.+ De havde aftalt at mødes for at tage hen og vise Job deres medfølelse og trøste ham. 12 Da de på afstand fik øje på ham, kunne de slet ikke kende ham. De begyndte at græde højt og at flænge deres tøj, og de kastede jord op i luften og ned på deres hoveder.+ 13 Så sad de på jorden sammen med ham i syv dage og syv nætter. Ingen af dem sagde et ord til ham, for de så hvor meget han led.+