Det andet brev til thessalonikerne
1 Fra Paulus, Silvanus og Timotheus+ til menigheden i Thessalonika, der er forenet med Gud, vores Far, og med Herren Jesus Kristus:
2 Vi ønsker jer ufortjent godhed og fred fra Gud, Faren, og fra Herren Jesus Kristus.
3 Vi må altid takke Gud for jer, brødre. Det har vi god grund til, for jeres tro bliver stærkere og stærkere, og den kærlighed I alle har til hinanden, bliver stadig større.+ 4 Vi taler om jer med stolthed+ blandt Guds menigheder på grund af den udholdenhed og tro I viser under al den forfølgelse og modgang I bliver udsat for.+ 5 Alt dette viser at Guds dom er retfærdig, og det vil føre til at I bliver regnet for værdige til Guds rige, som I lider for.+
6 Det er jo helt retfærdigt at Gud vil straffe dem* som udsætter jer for trængsler.+ 7 Men I der er udsat for trængsler, vil få lindring sammen med os når Herren Jesus+ bliver åbenbaret fra himlen med sine mægtige engle+ 8 i flammende ild, når han kommer for at bringe hævn over dem der ikke kender Gud,+ og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vores Herre Jesus.+ 9 De vil blive dømt og straffet med evig udslettelse,+ fjernet fra Herren og hans herlige kraft 10 når han kommer for at blive herliggjort sammen med sine hellige og for på den dag at blive beundret af alle dem der tror – og I troede virkelig på det vi kom og forkyndte for jer.+
11 Det er grunden til at vi altid beder for jer. Vi beder om at Gud må regne jer for værdige til den kaldelse+ han har givet jer, og om at han med sin kraft må fuldføre alt det gode der er hans ønske, og hjælpe jer med at gennemføre alt det som troen motiverer jer til at gøre. 12 Så vil vores Herre Jesus’ navn blive æret på grund af jer, og I vil blive æret fordi I er forenet med ham, i overensstemmelse med den ufortjente godhed fra vores Gud og fra Herren Jesus Kristus.