Rigdom gjorde mig ikke lykkelig

DE KENDER mig sikkert ikke personligt, men muligvis har De været gæst i mine forældres hjem. Hvis De altså er blandt det publikum der har besøgt vores hjem pr. fjernsyn. Det er blevet benyttet i film og TV-programmer, også i en film der for nylig har fået flere Emmy-priser.

Filmselskaberne betaler sædvanligvis mellem 1500 og 2500 dollars i leje om dagen. Huset, der blev bygget ved århundredskiftet, har cirka halvtreds værelser, og ligger i den sydlige del af Californien. Hvis man skulle bygge det i dag ville det sandsynligvis koste mellem en og to millioner dollars.

Det er indbegrebet af elegance — fuldt af værdifulde antikviteter og orientalske tæpper, mange værelser har smukke mahognipaneler, nogle belagt med rent guld. Der er en fireogtyve meter lang balsal, en indendørs swimmingpool og mange soveværelser. Udenfor er der en park og en privat tennisbane.

Et begunstiget liv fra barndommen

Lige fra jeg var barn til jeg blev voksen var mine forældre meget gavmilde mod mig; jeg havde mere i materiel henseende end jeg havde brug for. De købte flotte biler til mig og bekostede en omfattende uddannelse der indbefattede et fuldført juridisk studium. De var lige så gavmilde mod min yngre broder. Han ejede tyve biler før han var gammel nok til at få kørekort!

Min fader arbejdede meget hårdt i sine unge år for at kunne give os hvad han betragtede som „livets goder“. Han lærte mig alt om investeringer, da han jo gerne så at jeg blev millionær. Så det blev mit mål, og jeg var ikke i tvivl om at jeg med tiden ville nå det.

Vi var nært knyttet sammen i vores familie og gjorde mange ting i fællesskab. Vi tilbragte ofte weekenderne om bord på en af vore yachter. Mine forældre var også interesseret i at jeg fik en religiøs oplæring. Så om søndagen blev jeg sendt til den lutherske kirke.

Med al den materielle rigdom der omgav mig, vil de fleste sikkert tro at jeg var meget lykkelig. I virkeligheden var lige det modsatte tilfældet.

Hvorfor jeg ikke var lykkelig

En ting der bekymrede mig var at mange af mine venner beundrede mig for det jeg havde i materiel henseende, og nogle søgte mit selskab udelukkende af den grund. Men selv om jeg nød den anerkendelse der var forbundet med at være søn af en rig mand, blev jeg aldrig interesseret i „society-verdenen“. Jeg hadede mange af disse menneskers snobberi.

Da jeg led af et stort mindreværdskompleks, havde jeg svært ved at knytte mig til andre. For at overvinde dette begyndte jeg at blive meget interesseret i fysiske aktiviteter. Senere deltog jeg i brydekampe og andre sportskampe, og klarede mig godt. Senere hen meldte jeg mig til forskellige styrkeprøver, og jeg blev model på en kunstskole. Jeg nød al den anerkendelse jeg fik.

Med tiden blev mit mindreværdskompleks erstattet af indbildskhed og arrogance. Jeg betragtede blot piger som mål for mine egne selviske lyster, og dette medførte umoralitet.

Skuffet over verden mistede jeg tilliden til alle undtagen min egen familie. Jeg følte at jeg manglede noget som jeg ikke fik, selv om jeg ikke vidste hvad det var. Jeg blev mere og mere klar over hvor stor forskellen er på „fornøjelse“ og „lykke“. Folk har sikkert tænkt hvor „heldig“ jeg var, og hvor gerne de ville bytte med mig, men jeg kunne ikke forestille mig nogen der var mere ulykkelig end jeg.

Derfor blev jeg for en tid optaget af tanken om selvmord. I et afsidesliggende værelse i vort palæ råbte jeg til Gud og bad ham om at hjælpe mig med at finde det jeg savnede så meget. Jeg havde en god uddannelse, et godt helbred og tilbud om højt betalt arbejde. Jeg havde „nøgler“ der kunne åbne mange døre i materiel henseende, men den „nøgle“ jeg manglede var „nøglen til lykke“.

Var religionen løsningen?

Jeg havde opgivet at finde lykke gennem den organiserede religion, da jeg gennemskuede hykleriet. I årevis havde det været tydeligt for mig at kirkerne holdt folk i uvidenhed for at kunne få så meget fra dem som muligt i materiel henseende. Jeg syntes også at meget af det kirkerne gjorde, var i modstrid med Bibelen. Jeg overværede for eksempel engang et nøgenbryllup, og vielsen blev forrettet af en nøgen præst! Jeg tænkte ved mig selv: „Denne mand er en større hykler end selv jeg er.“

Ikke desto mindre var jeg meget interesseret i Bibelen og læste ofte i den privat. En dag kom der en dreng til min dør med bladene Vagttårnet og Vågn op! Jeg tog imod dem, og senere sendte han to damer for at de kunne tale med mig. Jeg inviterede dem ind, og det var min mening at afsløre deres tåbelige lære. I stedet for havde vi en behagelig drøftelse. Da de var ved at afslutte besøget spurgte de om der måtte komme en ung mand på min alder og besøge mig. Dette forslag tog jeg med glæde imod.

Den aften vi havde aftalt, kom den unge mand. Han blev vist op i biblioteket ovenpå for at vente på mig. Jeg havde læst bøger imod Jehovas Vidner, og jeg syntes jeg var godt forberedt til at afsløre hans religion. Men da jeg havde talt med ham i cirka en halv time, var jeg forbavset over hvor meget han vidste om Bibelen. Han talte med autoritet og dog med en usædvanlig ydmyghed og interesse for mig. Han havde ganske vist ikke fået den uddannelse som jeg havde, men han fortalte om den gode undervisning han fik inden for sit trossamfund. Dette gjorde et stort indtryk på mig, og min respekt for Jehovas Vidner voksede.

Han bekræftede hurtigt den tanke jeg selv havde, nemlig at Bibelen faktisk var guddommeligt inspireret, og senere hjalp han mig til at forstå mange bibelske læresætninger. På grund af det jeg havde hørt inden for den lutherske kirke, troede jeg at Bibelen lærte om treenigheden — at den almægtige Gud bestod af tre personer i én Gud. Jeg troede også at mennesker havde en udødelig sjæl. Hver uge i omkring tre måneder drøftede den unge mand og jeg alle de skriftsteder i Bibelen som jeg mente støttede disse læresætninger.

Efter en omhyggelig undersøgelse blev jeg overbevist om at jeg havde været et offer for falsk lære i min tidligere kirke. Noget andet jeg havde svært ved at acceptere, var at en kristen må forblive politisk neutral. (Joh. 17:16; 18:36) Jeg mente at indbyggerne i et land skulle forsvare flaget og endda være villige til at dø for det. Men i dette spørgsmål var jeg i virkeligheden en hykler, for jeg havde ikke personligt noget ønske om at komme ind i militæret, og jeg var villig til at gøre alt hvad jeg kunne for at slippe for det.

Ubeslutsomhed, dernæst forandring

Selv om jeg studerede Bibelen i nogen tid og kunne se hvor fornuftig dens lære var, tøvede jeg dog med at gøre noget ved det. For det ville kræve at jeg opgav mit umoralske liv. Der foregik således en kamp inden i mig.

Samtidig mødte jeg en smuk pige som jeg blev forelsket i. I modsætning til mig var hun tilbageholdende og hensynsfuld, og hun var meget god mod mig. Men jeg behandlede hende alligevel dårligt og sagde til hende at jeg kun ville gifte mig med hende hvis hun ikke ville indvende noget imod at jeg havde interesse i andre kvinder. Til trods for det blev vi gift og tog til Europa på bryllupsrejse.

Min kone kom fra en meget religiøs familie, og vi drøftede jævnlig det jeg havde lært. Hun forstod efterhånden at min interesse for Bibelen ikke var overfladisk, da jeg var optaget af at studere den flere timer om dagen. Jeg begyndte langsomt at gøre forandringer, idet jeg prøvede at leve et moralsk rent liv og bestræbte mig for at beherske mit temperament. Nu skulle man naturligvis tro at disse forandringer ville glæde min kone og min familie. Men lige det modsatte var tilfældet.

Da min interesse for Jehovas Vidner voksede, udtrykte min kone for første gang fortrydelse over at hun havde giftet sig med mig. Selv min egen familie stillede sig på hendes side, og det så ud til at vores ægteskab skulle opløses. Min fader sagde at hvis jeg gjorde dette mod min kone — altså hvis jeg blev et af Jehovas vidner — ville han bryde forbindelsen med mig, og jeg ville ikke få en rød øre.

Men jeg var besluttet på at holde fast ved den visdom fra Bibelen som jeg havde fået. Den var det mest værdifulde jeg nogen sinde havde erhvervet mig. For første gang i mit liv begyndte, jeg at føle mig virkelig lykkelig. Igen og igen læste jeg Ordsprogene 3:13-15, hvor der siges: „Lykkelig den, der har opnået visdom, den, der vinder sig indsigt; thi den er bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld; den er mere værd end perler, ingen klenodier opvejer den.“

Sand lykke

Med tiden besluttede min kone sig til at studere Bibelen sammen med mig, og hun begyndte at acceptere de ting hun lærte og at anvende dem på sig selv. Vi er lykkelige for at vi den 21. november 1970 begge blev døbt som Jehovas vidner og hermed symboliserede vor indvielse til Jehova Gud. Min kone blev kort tid efter heltidsforkynder. Cirka et år senere besluttede jeg mig til at blive det samme, fremfor at begynde at arbejde på fuld tid på et advokatkontor.

Eftersom mine forældre modsatte sig min beslutning, fandt jeg at det ville være bedre at forlade palæet og flytte ind i en lille lejlighed. En så stor forandring i vores tilværelse betød at vi måtte skære ned på vores levestandard. Jeg solgte mine biler, og vi købte en mere økonomisk bil og fik hver en cykel.

Tiden mildner ofte selv de største skuffelser. Efterhånden kunne mine forældre se at min kone og jeg virkelig var lykkelige og at vores venner inden for Jehovas Vidner var ordentlige mennesker med en god moral, og at de var interesseret i at hjælpe andre. Det var meget tydeligt for dem at Jehovas vidner var solide mennesker, og at de i hvert fald ikke var alkoholikere, som så mange af de rige er.

Efter nogen tid gik begge mine forældre ind på at jeg studerede Bibelen med dem, og af og til, når jeg har det privilegium at forrette en vielse eller holde et offentligt foredrag, kommer de endda til Jehovas Vidners rigssal. Jeg har også ledet bibelstudier med flere stuepiger som har arbejdet i mine forældres hjem. En niogfirsårig mand som har været i mine forældres tjeneste i mange år, overværer nu regelmæssigt de kristne møder. Dette gør mig meget lykkelig, da han har været som en bedstefader for mig.

Både min kone og jeg har lært at være tilfredse med lidt i materiel henseende, ligesom vi også kunne være tilfredse med at have overflod, nu da vi har fundet „nøglen til lykke“. Der er blevet åbnet „døre“ for os som aldrig har været åbne før. Vi har fred i sindet, og vi har venner som elsker os som hørte vi til deres egen familie. Men det allervigtigste er den tilfredshed det giver at vide at vi har et godt forhold til vores Skaber. — Indsendt.

[Tekstcitat på side 17]

„Den ’nøgle’ jeg manglede var ’nøglen til lykke’.“

[Tekstcitat på side 18]

„Det så ud til at vores ægteskab skulle opløses.“