„Man holder aldrig op med at være forældre“
FORFATTEREN John Updike skrev engang: „Om så sønnen er en velholdt senator på halvfjerds, og faderen en krumbøjet olding i kørestol, undgår den gamle dog ikke at bære forældreværdighedens tunge scepter.“ En fader til tre giver udtryk for det samme: „Man holder aldrig op med at være forældre. Vi bekymrer os stadig om børnene og pylrer om dem.“
Forældrene bør ikke skubbes til side blot fordi børnene er blevet voksne. „Hør på din fader som gav dig livet,“ siger Bibelen, „og foragt ikke din moder fordi hun er gammel.“ (Ordsprogene 23:22, NW) Dette råd er ikke udelukkende henvendt til børn, for den hvis moder er „gammel“, er sandsynligvis selv voksen. Forældre har årenes erfaring og visdom, og har derfor meget at tilbyde deres voksne børn i form af råd og vejledning. — Ordsprogene 16:31.
’Men hvordan skal man bære sig ad med at være forældre for et voksent menneske?’ spørger du måske. ’Man skal være meget forsigtig,’ svarer mange forældre. I begyndelsen kan børnene nemlig være temmelig usikre i deres nye rolle som voksne. De nyder måske uafhængigheden, men har stadig brug for en vis støtte og hjælp. Disse modsatte følelser kan gøre dem særdeles følsomme over for enhver form for vejledning. Som en moder forklarer, kan dette sætte én i et dilemma: „De skal have lov at mærke at de er voksne, men de skal på den anden side også vide at jeg er interesseret i dem.“
Hvor trækker man grænsen mellem at være interesseret og at blande sig? Og ved hvilket kunstgreb kan man udskifte sin naturlige lyst til at opdrage på dem, med en afbalanceret, behersket interesse?
Du må først og fremmest acceptere din ændrede rolle. Når spædbarnet vokser til, er du ikke længere barnepige. På samme måde må du nu udskifte den højt skattede rolle som opdrager med en rolle som rådgiver. At træffe beslutninger for dit barn på dette tidspunkt i livet ville være lige så malplaceret som at få ham til at bøvse eller at amme ham.
Som rådgiver har man ganske bestemte begrænsninger. Man kan ikke længere påberåbe sig sin forældremyndighed. (’Du skal gøre det fordi jeg siger det.’) Man må respektere at barnet nu er voksent. Men det er ikke let. En fader siger: „Jeg må passe meget på hvad jeg siger til mine børn. Jeg må være virkelig forsigtig for at være sikker på at jeg ikke sårer deres følelser eller blander mig i deres liv.“ Men behøver man at se sine voksne børn styrte sig hovedkulds i ulykke uden overhovedet at sige et ord?
En fader siger: „Jeg blander mig ikke i deres personlige anliggender. Og hvis de bortødsler nogle penge, hvad så? Det er jo bare penge. Men hvis et af mine børn var i færd med at gøre en fejl rent åndeligt eller moralsk, ville jeg føle mig fri til at give dem et godt råd, fordi jeg er deres fader.“ Er det ikke alle kristnes ansvar at ’hjælpe en på fode igen’ der er i færd med at begå et „fejltrin“? — Galaterne 6:1.
„Jamen jeg ville jo bare hjælpe!“
Der er ikke desto mindre nogle der begynder at blande sig i stedet for at hjælpe. (1 Timoteus 5:13) Nogle farer vild i en labyrint af følelser — kærlighed, frygt, ensomhed og en ganske naturlig interesse — og begynder derfor at anvende metoder der kan virke meget ødelæggende. For eksempel kan økonomisk hjælp blive til direkte bestikkelse eller et kneb for at kunne bestemme. (’Hvorfor skulle I dog flytte ud i den anden ende af byen? Vi kan da låne jer penge nok til en dejlig lille lejlighed lige i nærheden af os.’) Nogle anvender skjult sabotage. (’Må jeg ikke nok lave mad til jer to i aften. Min søn er jo da vant til min madlavning.’) Eller åbenlys indblanding. (’I vil ikke have børn endnu? Du ønsker altså at din moder og jeg skal dø uden at se vores børnebørn?’)
Pas på med at bruge den slags ’kneb’! Bogen Getting Along With Your Grown-Up Children [Hvordan man kommer ud af det med sine voksne børn] siger: „Forældre der giver deres voksne børn penge og dernæst fastsætter strenge betingelser for hvordan de skal anvendes, bruger i virkeligheden, ganske ubevidst, pengene til at købe sig ret til at bestemme over ’barnet’.“
Kvæl fristelsen til at komme med endeløse, unødvendige forslag, der kan forvandle en svigersøn eller en svigerdatter til en fjende. En skribent foreslår endda at man beslutter „aldrig at fortælle sin svigerdatter hvad ens søn godt kan lide, hvordan hans mad skal laves, hvordan hans hus skal indrettes, og så videre, medmindre man klart og tydeligt bliver spurgt“. Hold dine forslag for dig selv, i det mindste indtil dine børn har fundet sig til rette i ægteskabet og er knap så ømfindtlige.
„Jeg synes der er mange forældre der gør tingene i omvendt orden,“ siger Tom, der er fader til to. „Da de skulle have blandet sig i deres liv, gjorde de det ikke, og nu da deres børn er voksne, vil de absolut blande sig.“ Det rejser et nyt spørgsmål: Hvordan kan man forberede sine børn til at kunne stå på egne ben når tiden kommer?
[Illustration på side 7]
Du må udskifte rollen som opdrager med en rolle som rådgiver
[Illustration på side 8]
Vær ikke alt for kritisk over for din svigersøn eller svigerdatter