Du kan lære at klare stress!
„KAMPEN for at få arbejde, familieliv og andre forpligtelser til at gå op i en højere enhed er intensiveret i de senere år,“ hedder det i en ny bog om familielivet. Ja, vi lever i en tid med meget stress. Men det kommer ikke bag på dem der kender deres bibel, for i den er det forudsagt at der ville komme „kritiske tider“ som ville være „vanskelige at klare“. — 2 Timoteus 3:1-5.
„Stress er en normal følelse,“ siger Jesús, som er far til tre børn. „Man må derfor vide hvordan man kan tackle den.“ Det skal indrømmes at dét at klare stress er nemmere sagt end gjort. Der er dog nogle praktiske råd og bibelske principper som kan hjælpe os.
Håndtering af arbejdsrelateret stress
Er du meget stresset, måske på grund af visse forhold på dit arbejde? At lide i stilhed kan få dig til at føle dig endnu mere stresset. Som Bibelen siger i Ordsprogene 15:22, ’mislykkes planer når der ikke er fortroligt samråd’.
Eksperter der forsker i stress på arbejdspladsen, anbefaler at „man taler ud om problemet med sin arbejdsgiver. Arbejdsgivere kan ikke hjælpe hvis de ikke ved at der er et problem.“ Det vil ikke sige at man skal benytte lejligheden til at give luft for sin vrede og frustration. „Ro afværger store synder,“ siges der i Prædikeren 10:4. Vær saglig; undgå at have en fjendtlig attitude. Måske kan du overbevise din arbejdsgiver om at mindre arbejdsstress vil give større produktivitet.
Den samme fremgangsmåde kan også bruges i forbindelse med andre arbejdsrelaterede problemer, som for eksempel konflikter med arbejdskammerater. Vær på udkig efter konstruktive måder at løse sådanne problemer på; find om nødvendigt oplysninger om konfliktløsning. I dette blad er der blevet bragt en række artikler som kan være en hjælp.a Hvis situationen synes uløselig, kunne man måske overveje at finde sig et andet arbejde.
Hvordan man kan klare økonomisk pres
Bibelen indeholder også råd der kan hjælpe en til at klare økonomisk pres. Jesus gav denne tilskyndelse: „Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på.“ (Mattæus 6:25) Hvordan kan man det? Ved at have tillid til at Jehova Gud vil dække ens grundlæggende behov. (Mattæus 6:33) Guds løfte er ikke tomme ord. Det har millioner af kristne i dag erfaret.
Det er selvfølgelig også nødvendigt at have „praktisk visdom“ når det drejer sig om pengesager. (Ordsprogene 2:7; Prædikeren 7:12) Bibelen giver os denne påmindelse: „Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1 Timoteus 6:7, 8) Det er ikke alene muligt, men også gavnligt at lære at være tilfreds med mindre. Det kan føromtalte Leandro, som sidder i kørestol, tale med om. Han og hans kone gør en bevidst indsats for at være mere økonomiske. Leandro fortæller: „Vi prøver at spare. Hvis der for eksempel er tændt lys nogen steder uden grund, slukker vi det for at spare elektricitet. Med hensyn til kørsel planlægger vi hvor vi skal hen, og koordinerer vores ærinder så vi kan spare på benzinen.“
Forældre kan hjælpe deres børn til at have den rigtige indstilling. Leandros datter Carmen indrømmer: „Jeg er slem til at foretage impulskøb, men mine forældre har hjulpet mig til at vurdere hvad der er nødvendigt, og hvad der ikke er nødvendigt. Det var svært i starten. Men jeg har efterhånden lært at skelne mellem ønsker og behov.“
Kommunikation — et middel mod stress
Hjemmet bør være et sted hvor man kan slappe af, men ofte er det dér man føler sig mest stresset. Hvorfor? Bogen Survival Strategies for Couples siger: „Par . . . som har det dårligt indbyrdes eller ligefrem er fjendtlige over for hinanden, nævner mangel på kommunikation som den hyppigste årsag til disharmonien.“
Bibelens principper kan hjælpe ægtepar til at kommunikere bedre. Guds ord siger for eksempel at der er „en tid til at tie og en tid til at tale“, og at „det [er] godt med et ord i rette tid!“ (Prædikeren 3:1, 7; Ordsprogene 15:23) Bevidstheden om dette vil måske forhindre en i at bringe et følsomt emne på bane når ens ægtefælle er træt eller stresset, og man vil ræsonnere at det er bedre at vente til et tidspunkt hvor ægtefællen er mere oplagt til at lytte.
Det kan selvfølgelig være svært at være rolig og tålmodig hvis man har haft en hård dag på arbejdet. Men hvad kan der ske hvis man giver luft for sin frustration ved at tale hårdt og uvenligt til sin ægtefælle? Bibelen minder os om at „et sårende ord vækker vrede“. (Ordsprogene 15:1) „Liflige ord“, derimod, „er en bikage med honning, søde for sjælen og lægedom for knoglerne.“ (Ordsprogene 16:24) Det kan kræve en beslutsom indsats fra ægtefællernes side at holde deres samtaler fri for „bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot“. (Efeserne 4:31) Men det er det værd. Ægtefæller som taler godt sammen, kan være til gensidig trøst og støtte. „Hos dem der rådslår er der visdom,“ siges der i Ordsprogene 13:10.b
Kommunikation mellem forældre og børn — en udfordring
Det kan være en udfordring at have en god kommunikation med sine børn — især når man ikke har så meget tid. Bibelen tilskynder forældre til at tale med deres børn ved hver en lejlighed, som for eksempel ’når de sidder i deres hus og når de vandrer på vejen’. (5 Mosebog 6:6-8) Leandro siger: „Man må være på udkig efter muligheder for at tale sammen. Når min søn og jeg kører i bil sammen, benytter jeg lejligheden til at snakke med ham.“
Men ikke alle forældre finder det let at kommunikere med deres børn. Alejandra, som er mor til tre, indrømmer: „Jeg vidste ikke hvordan man lytter. Den dårlige kommunikation gjorde mig vred og skyldbevidst.“ Hvordan kan du som mor eller far gøre fremskridt på det område? Allerførst ved at lære at være ’hurtig til at høre’. (Jakob 1:19) „At lytte aktivt er den bedste måde at reducere stress på,“ siger dr. Bettie B. Youngs. Du må være opmærksom på hvordan du lytter. Hav øjenkontakt. Lad være med at bagatellisere dine børns problemer. Tilskynd dem til at give udtryk for deres følelser. Stil passende spørgsmål. Vær gavmild med din kærlighed, og vis dine børn at du har tillid til at de vil gøre det rette. (2 Thessaloniker 3:4) Bed sammen med dem.
Det kræver en indsats at bevare en god kommunikation med sine børn. Men har man det, kan det gøre familielivet mindre stressende. Kommunikation kan hjælpe forældre til at vurdere om deres børn er stressede. Forældre som forstår deres børns følelser og omstændigheder, vil være bedre i stand til at vejlede dem. Og hvis man tilskynder sine børn til at tale ud om det der går dem på, vil de være mindre tilbøjelige til at få afløb for deres frustration gennem dårlig opførsel.
Samarbejde i hjemmet mindsker stress
I de familier hvor både mand og kone går på arbejde, kan de huslige pligter blive endnu en stressfaktor. Nogle arbejdende mødre klarer det ved at forenkle tingene. De konkluderer måske at det hverken er muligt eller praktisk at servere tidskrævende måltider. Engang gav Jesus en kvinde som var ved at tilberede et fint måltid mad, dette råd: „Kun få ting behøves, eller blot én ting.“ (Lukas 10:42) Det vil altså være en god idé at forenkle. Bogen The Single-Parent Family kommer med dette forslag: „Lav gryderetter, for det giver mindre oprydning bagefter.“ Ja, ved at forenkle det huslige arbejde kan man reducere stress.
Men selvom man forenkler, kan der stadig være mange ting der skal gøres. En udearbejdende mor siger: „Da jeg var ung, kunne jeg klare det hele. Nu hvor jeg er ældre, er mange ting blevet sværere. Jeg kan godt mærke at det hektiske liv jeg har haft, er begyndt at kræve sin pris. Men alle i vores familie viser hensyn til hinanden ved at samarbejde, og det hjælper mig til ikke at blive alt for stresset.“ Ja, hvis alle i familien tager fat, kan de huslige pligter klares uden at nogen overbebyrdes. En bog om børneopdragelse siger: „At give børn huslige pligter er en af de bedste metoder til at indgive dem . . . følelsen af at de kan noget. Faste pligter hjælper børn til at tillægge sig gode vaner og få en sund indstilling til arbejde.“ At være fælles om det huslige arbejde giver desuden forældrene mulighed for at tilbringe tid sammen med deres børn.
En ung kvinde ved navn Julieta siger: „Jeg kan se at det glæder min mor når jeg aflaster hende. Det gør mig glad og giver mig ansvarsfølelse, og det hjælper mig også til at værdsætte mit hjem. Dét at jeg har lært at klare husligt arbejde, giver mig en erfaring som vil kunne hjælpe mig fremover.“ Mary Carmen siger samstemmende: „Lige fra vi var små, lærte vores forældre os hvordan vi kan sørge for os selv. Det har været til stor gavn for os.“
Konstruktiv håndtering af stress
Selvom stress er en uundgåelig del af vores moderne livsform, kan man godt lære at håndtere det. (Se rammen på side 10). Noget der kan hjælpe, er at følge Bibelens principper. Hvis man for eksempel føler at man næsten ikke kan klare en bestemt situation, skal man huske at „en ven kan vise større troskab end en broder“. (Ordsprogene 18:24) Det er godt at tale tingene igennem med en moden ven eller sin ægtefælle. „Stæng ikke dine følelser inde,“ siger sociologen Ronald L. Pitzer. „Giv udtryk for dine følelser og bekymringer over for en rolig og fornuftig person som interesserer sig for dig, og som vil kunne forstå dig.“
Bibelen taler også om at ’handle vel mod sin sjæl’. (Ordsprogene 11:17) Ja, det er helt i orden at tage hensyn til sine egne behov. Bibelen siger: „Én hånd fuld af hvile er bedre end begge hænder fulde af møje og jag efter vind.“ (Prædikeren 4:6) At sætte lidt tid til side til sig selv kan gøre underværker — om det så bare er et par minutter tidligt om morgenen hvor man kan nyde en kop te, læse, bede eller tænke lidt over tingene i fred og ro.
Moderat motion og en sund kost kan også modvirke stress. En bog med råd til forældre siger: „Når man bruger noget af sin kostbare tid og energi på sig selv, indsætter man i virkeligheden kræfter og ressourcer på en personlig ’bankkonto’. . . . Hvis man altid giver af sig selv, må man sikre sig at der også kommer noget ind på kontoen. Ellers risikerer man at komme i følelsesmæssigt underskud, eller ligefrem at ’gå fallit’.“
Bibelen hjælper os desuden til at opdyrke egenskaber der er nødvendige for at klare stress, som for eksempel mildhed, tålmodighed og venlighed. (Galaterne 5:22, 23; 1 Timoteus 6:11) Hvad mere er, Bibelen giver håb — den lover at der vil komme en ny verden hvor alt hvad der er årsag til menneskenes lidelser, vil være forsvundet! (Åbenbaringen 21:1-4) Det er derfor kun fornuftigt at man gør det til en vane at læse i Bibelen hver dag. Hvis du kunne tænke dig at komme i gang med et sådant program, vil Jehovas Vidner med glæde hjælpe dig.
Kristne kan naturligvis ikke forvente at være helt fri for stress. Men Jesus sagde at det er muligt at undgå at blive „tynget af . . . det daglige livs bekymringer“. (Lukas 21:34, 35) Hvis du lærer Jehova Gud at kende og bliver ven med ham, kan han blive en tilflugt for dig! (Salme 62:8) Han kan hjælpe dig til at klare de stressbelastninger du kommer ud for i livet.
[Fodnoter]
a Se tema-artiklerne „Mobning på arbejdspladsen — Hvad kan man gøre?“ i Vågn op! for 8. maj 2004.
b Yderligere oplysninger findes i kapitel 3 i bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv, udgivet af Jehovas Vidner.
[Tekstcitat på side 11]
„Da jeg var ung, kunne jeg klare det hele. Nu hvor jeg er ældre, er mange ting blevet sværere. Jeg kan godt mærke at det hektiske liv jeg har haft, er begyndt at kræve sin pris“
[Ramme/illustrationer på side 10]
Hvordan du kan mindske stress
◼ Sørg for at få nok hvile hver dag
◼ Få en sund kost. Undgå at spise for meget
◼ Få tilstrækkelig og regelmæssig motion, for eksempel ved at gå raske ture
◼ Tal med en ven hvis noget bekymrer dig
◼ Tilbring mere tid sammen med din familie
◼ Lav en fordeling af de huslige pligter
◼ Kend dine fysiske og følelsesmæssige begrænsninger
◼ Sæt dig nogle realistiske mål; vær ikke perfektionistisk
◼ Hav system i tingene og en afbalanceret, fornuftig timeplan
◼ Opdyrk kristne egenskaber som mildhed og tålmodighed
◼ Sæt tid til side til dig selv
[Illustration på side 7]
At tale tingene igennem med sin arbejdsgiver på en respektfuld måde kan resultere i mindre arbejdsstress
[Illustration på side 8]
Forældre og børn kan sammen drøfte hvordan de kan spare penge
[Illustration på side 8]
Tal ud om dine problemer med en som kan hjælpe dig
[Illustration på side 9]
Alle kan hjælpe til med det huslige