Vi betragter verden
◼ „I USA er der nu i gennemsnit flere tv-apparater end personer pr. husstand“ — idet forholdet er 2,73 tv-apparater til 2,55 mennesker. „I halvdelen af alle amerikanske hjem er der mindst tre fjernsyn.“ — ASSOCIATED PRESS, USA.
◼ I Sydafrikas retssale under ét bliver gennemsnitlig 82 børn hver dag sigtet for „voldtægt eller forsøg på voldtægt af andre børn“. Efter forlydende påstod en stor del af de sigtede at deres misbrug af andre børn „var inspireret af scener de havde set i tv“. — THE STAR, SYDAFRIKA.
Søvnmangel går ud over produktiviteten
Søvnvanerne blandt nogle spaniere skader deres produktivitet. Spanierne står tidligere op om morgenen, har en længere arbejdsdag, spiser aftensmaden senere og sover gennemsnitlig 40 minutter mindre end andre europæere, siger børnelæge og neurofysiolog Eduard Estivill, som har en søvnklinik i Barcelona. Søvnunderskud kan imidlertid medføre irritabilitet, hukommelsestab, angst og depression. Eduard Estivill siger advarende at „alle der udfører åndsarbejde, eller har et arbejde som kræver koncentration, bør sove mellem syv og otte timer hver dag.“
Hvede som brændsel?
Er det etisk rigtigt at bruge hvede som brændsel til opvarmning? Med de faldende kornpriser og stigende oliepriser kan det ifølge den tyske avis Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung bedre betale sig for en landmand at bruge sin hvede som brændsel end at sælge hveden for at købe fyringsolie. Det koster 20 cent at få et høstudbytte på to og et halvt kilo hvede, men brugt som brændsel ville den samme mængde hvede kunne frembringe lige så meget varme som en liter fyringsolie, der koster 60 cent. Det giver anledning til det etiske problem som avisen nævner, nemlig om man kan tillade sig at „fyre med korn når andre mennesker sulter.“
Pavens besøg kommercialiseres
Da paven i 2006 var på besøg i Tyskland, havde producenter, handelsfolk og turistindustrien længe forberedt sig på at drage fordel af hans besøg. Kirken havde også valgt en forretningspartner som havde fået eneret på salget af tilbehør. Blandt de souvenirs som kunne købes, var rosenkranse, vokslys, flasker med helligt vand, kaffekopper, kasketter, T-shirts, nøgleringe og Vatikanets flag. Ugemagasinet Der Spiegel havde denne kommentar: „Den katolske kirke sørger for at få deres del af kagen — som om Jesus Kristus . . . aldrig havde drevet købmændene ud af templet.“
Computerspil og ufølsomhed over for vold
„Voldelige computerspil kan gøre folk ufølsomme over for vold i det virkelige liv,“ siger forskere i psykologi ved Iowa State University i USA. Tidligere undersøgelser har vist at folk der bruger sådanne spil, „får flere aggressive tanker, har lettere til vrede, mærker flere fysiologiske reaktioner og optræder mere aggressivt“. I den nye undersøgelse målte man deltagernes hjertefrekvens og analyserede deres følelsesmæssige reaktion mens de så filmoptagelser af voldsscener fra det virkelige liv, umiddelbart efter at have spillet enten voldelige eller ikkevoldelige computerspil. Resultaterne viste at de „der spiller voldelige computerspil, med tiden vænner sig til volden og bliver ufølsomme over for den rent fysiologisk“.