Spørgsmål fra læserne

● Hvordan ’mærker man sig’ en person i den betydning der er tale om i Andet Tessalonikerbrev 3:14, 15? — Amerikansk Samoa.

Apostelen Paulus skrev til menigheden i Tessalonika: „Hvis nogen ikke retter sig efter, hvad vi har sagt her i brevet, skal I mærke jer ham og ikke have med ham at gøre, for at han må skamme sig! Dog skal I ikke regne ham for en fjende, men retlede ham som en broder!“ (2 Tess. 3:14, 15) Lidt tidligere i brevet havde Paulus givet lignende instruktioner: „Vi byder jer, brødre! i Herren Jesu Kristi navn, at I holder jer fra enhver broder, som vandrer uskikkeligt og ikke retter sig efter den overlevering, I modtog af os.“ (Vers 6) Paulus omtalte derefter den „Overlevering“ han og hans medarbejdere havde givet dem i form af det eksempel de havde sat med hensyn til flid da de var sammen med deres brødre dér i Tessalonika. Mens de fleste i menigheden fulgte deres gode eksempel, var der nogle som ’vandrede uskikkeligt og ikke arbejdede, men gav sig af med hvad der ikke kom dem ved’. — Versene 7-11.

De der var ’uskikkelige’ begik altså ikke alvorlige overtrædelser som utugt, afgudsdyrkelse eller røveri, overtrædelser som kunne tvinge menigheden til at udstøde dem hvis de ikke angrede. (1 Kor. 6:9-13) Alligevel satte de et dårligt eksempel og øvede en usund indflydelse i menigheden. De repræsenterede ikke den sande kristendom på rette måde, i hvert fald ikke på visse betydningsfulde punkter. Selv om deres dårlige adfærd ikke var af en meget grov art, var den heller ikke så ubetydelig at man blot kunne overse den eller lade kærligheden skjule den. (1 Pet. 4:8) Derfor skulle man ’mærke sig’ dem. Men hvem skulle gøre dette, og hvordan?

Læg mærke til at Paulus ikke stilede brevet til en enkelt tilsynsmand, sådan som brevene til Timoteus og Titus, og at han heller ikke specielt nævner tilsynsmændene i indledningen (som i Filipperbrevet 1:1), men at han stiler brevet til „tessalonikernes menighed“ i almindelighed. (2 Tess. 1:1) Der var altså ikke tale om at de ældste officielt og offentligt skulle betegne nogle som ’uskikkelige’, men snarere at menighedens medlemmer som enkeltpersoner skulle mærke sig dem det drejede sig om. Udtrykket „skal I mærke jer ham“ er i andre oversættelser gengivet med: „mærk jer ham godt“ (New English Bible); „læg godt mærke til ham“ (New Berkeley Version); „læg mærke til ham“ (Jerusalem Bible); „læg særligt mærke til den mand“ (New American Standard Bible). De skulle altså ’mærke sig ham’ i den betydning at de skulle lægge særligt mærke til ham.

Hvordan man skulle mærke sig nogle som dårlige eksempler kan illustreres med den modsætning vi finder hertil i Salme 37:37, hvor vi opfordres til at mærke os nogle for det gode. Salmisten formaner: „Læg Mærke til den Retskafne, og se paa den Oprigtige, thi for en Fredens Mand er der Fremtid.“ (Li) Kristne tilskyndes ligeledes til at ’agte på’ dem der sætter et godt eksempel iblandt dem, idet de skal lægge mærke til deres adfærd og efterligne deres tro. (Fil. 3:17; Hebr. 13:7) Dette kræver naturligvis ikke at sådanne offentligt skal fremhæves eller betegnes som gode eksempler. Deres gode adfærd taler for sig selv og er åbenbar for alle. Det samme er de uskikkeliges dårlige adfærd, og de enkelte medlemmer af menigheden ’mærker sig’ dem ved at lægge mærke til dem som nogle man ikke bør efterligne.

I hvilken udstrækning vil menighedens medlemmer så ’ikke have med dem at gøre’? Vers 6 i kapitlet siger at de skal ’holde sig fra [eller: holde sig på afstand af, New American Standard Bible] enhver broder, som vandrer uskikkeligt’. Der er øjensynlig tale om at ’holde sig fra’ i samme forstand som i Galaterbrevet 2:12, hvor der siges at Peter, der plejede at spise sammen med de kristne hedninger, nu med urette ’trak sig tilbage og skilte sig ud’ fra dem. Det ser således ud til at menighedens medlemmer skulle ophøre med at dyrke selskabeligt samvær med de personer de selv ’mærkede sig’, og dette skulle de gøre for at vise at de ikke billigede de vaner eller den adfærd disse lagde for dagen.

Lad os tage et eksempel. I en menighed er der måske nogle som ikke retter sig efter Bibelens advarsel mod verdslige omgangsfæller, ja som måske endda kommer sammen med en ikke-troende af det modsatte køn. (1 Kor. 7:39; 15:33; 2 Kor. 6:14) De gør det måske til trods for at de ofte er blevet advaret imod det. De ældste har måske endda, både fra podiet og på anden måde, fremhævet Bibelens vejledning og advarsler angående en sådan adfærd, uden dog at nævne hvem i menigheden det drejer sig om. Hvis et sådant medlem af menigheden da henvender sig til én og indbyder én til at være med i den verdslige omgangskreds, vil man ’mærke sig’ vedkommende som ’uskikkelig’, idet man ikke vil ønske at følge ham i hans adfærd. I nogle tilfælde kan forældre finde det nødvendigt at pålægge deres børn ikke at komme sammen med visse unge i menigheden som viser sig at ’vandre uskikkeligt’ på denne måde. De ældste vil naturligvis sørge for ikke at benytte sådanne ’uskikkelige’ til opgaver hvor man skal være et eksempel for andre.

Dette vil ikke sige at brødrene vil nægte at hilse på en sådan, som om han hørte til dem der beskrives i Andet Johannesbrev 9-11. De vil tage imod ham ved de kristne møder og behandle ham som en broder. Men de vil huske at han sætter et dårligt eksempel og ikke retter sig efter en given vejledning, og når der er lejlighed til det vil de „retlede ham som en broder“. Og det er naturligvis særlig vigtigt at de selv sætter et godt eksempel i de spørgsmål der er tale om. — Tit. 2:7, 8.

Er der en forskel mellem dem man således ’mærker sig’ og dem der har begået alvorlige synder men som ikke er blevet udstødt fordi de har vist ægte anger? Ja, der er. De der tilhører den sidste kategori har måske nok fået en offentlig irettesættelse, i overensstemmelse med Første Timoteusbrev 5:20, men de har allerede erkendt at deres adfærd var uret, og de skammer sig over den og har angret den. Dette er ikke tilfældet med dem man er nødt til at ’mærke sig’. De har netop behov for at „skamme sig“ fordi de ikke erkender det urette ved deres handlemåde og ikke angrer den, og det er grunden til at brødrene holder op med at dyrke fællesskab med dem og kun kommer sammen med dem når det er nødvendigt, for eksempel ved de kristne møder.

At vi ’mærker os’ sådanne vil ikke sige at vi dømmer dem — at vi ikke regner dem for at være kristne eller trosfæller eller brødre. Vi dømmer dem heller ikke i noget der udelukkende er et personligt samvittighedsspørgsmål. (Rom. 14:10) Vi gør indsigelse mod en bestemt vane eller handlemåde der er klart i strid med Bibelens principper. Hvis de pågældende personer aflægger den urette vane eller handlemåde vil vi med glæde ophøre med at betragte dem som nogle vi bør ’mærke os’, og vi er lykkelige for igen at dyrke fællesskab med dem.

Vi bør altså ikke benytte dette apostolske påbud som en anledning til at se ned på nogen eller at behandle nogen køligt fordi de ikke lever fuldstændig op til det vi måske personligt betragter som „idealet“. Nogle er nye i troen og har meget at lære. Dem bør vi vise hensyn og tålmodighed. (Rom. 14:1-4; 15:1) Vi kan derfor spørge os selv: ’Er vedkommende virkelig „uskikkelig“ i en sag der er alvorlig nok til at vi bør „mærke os“ ham?’ Et isoleret tilfælde af en mindre god opførsel er ikke det samme som en vanemæssig adfærd der er direkte i strid med en klar bibelsk vejledning. Vi må også vise hensyn når nogen samvittighedsfuldt kæmper med en svaghed og oprigtigt søger at overvinde den. Vi ønsker at beskytte vor egen og vore brødres åndelige sundhed. Men samtidig ønsker vi at „stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse“, idet vi viser hinanden ægte kærlighed og hensyn. — Rom. 14:19.