Spørgsmål fra læserne

■ Hvis en kristen føler at nogen i menigheden, på grund af den pågældendes adfærd eller indstilling, ikke er det bedste selskab, bør han da personligt ’mærke sig’ vedkommende, ifølge Andet Thessalonikerbrev 3:14, 15?

De der bliver en del af den kristne menighed bliver det fordi de elsker Jehova og oprigtigt ønsker at leve efter hans principper. Det er bedre at omgås dem end verdslige mennesker. Der er måske visse kristne som vi kommer særlig godt ud af det med, ligesom Jesus især elskede apostelen Johannes og havde et særlig nært forhold til tre af de tolv apostle. Men han udvalgte, interesserede sig for og elskede dem alle. (Johannes 13:1, 23; 19:26; Markus 5:37; 9:2; 14:33) Alle vore brødre har naturligvis fejl og mangler som vi må være forstående og tilgivende over for, men vi ved at langt de fleste af vore trosfæller er gode omgangsfæller. (1 Peter 4:8; Mattæus 7:1-5) Indbyrdes kærlighed er et kendetegn for den kristne menighed. — Johannes 13:34, 35; Kolossenserne 3:14.

Det sker imidlertid at nogle har en indstilling eller livsform som vi personligt ikke kan billige. Apostelen Paulus skrev om nogle i Korinth der havde en forkert opfattelse af opstandelsen og som måske også havde den indstilling at man blot skulle ’spise og drikke og more sig’. De modne kristne i menigheden måtte være på vagt over for sådanne, for Paulus gav følgende vejledning: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:12, 32, 33.

Denne vejledning gælder også i dag. Lad os for eksempel sige at kristne forældre opdager at deres børn bliver påvirket i en dårlig retning når de er sammen med visse andre børn der endnu ikke tager sandheden alvorligt eller som har en verdslig indstilling. Disse andre børn kan måske endnu nå at høste gavn af en gudfrygtig opdragelse. Men indtil der foreligger vidnesbyrd herom kan forældrene pålægge deres børn begrænsninger med hensyn til at lege med og besøge disse andre børn. Dette ville ikke være at ’mærke sig’ dem, sådan som der siges i Andet Thessalonikerbrev, kapitel 3. Forældrene følger blot Paulus’ råd om at undgå „dårligt selskab“.

Situationer der kræver at man ’mærker sig’ nogen er mere alvorlige end det ovennævnte eksempel der drejer sig om børn. Det sker at nogle i menigheden følger en ubibelsk adfærd som er meget foruroligende, selv om den endnu ikke retfærdiggør en udstødelseshandling som den der omtales i Første Korintherbrev 5:11-13. Det var en sådan situation der var opstået i menigheden i datidens Thessalonika, og Paulus skrev derfor: „Vi hører nemlig at nogle vandrer uordentligt iblandt jer, idet de slet ikke arbejder men blander sig i hvad der ikke vedkommer dem.“ — 2 Thessaloniker 3:11.

Hvad skulle de andre kristne i Thessalonika gøre? Paulus skrev: „Nu befaler vi jer, brødre, i Herren Jesu Kristi navn, at I skal trække jer tilbage fra enhver broder som vandrer uordentligt og ikke i overensstemmelse med den overlevering I har modtaget fra os. . . . Men I, brødre, I skal ikke give op med hensyn til at gøre det rette. Men hvis nogen ikke er lydig mod vort ord gennem dette brev, så mærk jer denne og hold op med at omgås ham, for at han må skamme sig. Og dog skal I ikke betragte ham som en fjende, men fortsat formane ham som en broder.“ — 2 Thessaloniker 3:6, 13-15.

Uden at navngive de dovne der blandede sig i andres sager gjorde Paulus således menigheden opmærksom på deres urette adfærd. Alle kristne der kendte de ’uordentlige’, ville derefter behandle dem som nogle de havde ’mærket sig’. Udtrykket „mærk jer“ betyder ordret på græsk „sæt et mærke, tegn, på“, det vil sige ’læg særligt mærke til’. (New World Translation Reference Bible, fodnoten) Paulus sagde: „Hold op med at omgås ham, for at han må skamme sig.“ Brødrene ville ikke fuldstændigt vende ham ryggen, for Paulus vejledte dem om „fortsat [at] formane ham som en broder“. Men ved at begrænse deres selskabelige samvær med ham kunne de måske få ham til at skamme sig og indse nødvendigheden af at følge Bibelens principper. Indtil da ville brødrene og søstrene være beskyttet mod hans dårlige påvirkning. — 2 Timoteus 2:20, 21.

I dag følger den kristne menighed også denne vejledning.a I Vagttårnet for 15. marts 1982, side 22, 23, blev det understreget at man ikke mærker sig nogen blot på grund af private uoverensstemmelser eller fordi man personligt vælger at undgå et nært samkvem med en eller anden. Som det fremgår af situationen i Thessalonika indebærer det at man ’mærker sig’ nogen, at den pågældende alvorligt har krænket Bibelens principper. De ældste vil først gøre gentagne forsøg på at hjælpe overtræderen ved at formane ham. Hvis der stadig er problemer kan de, uden at nævne den pågældende ved navn, i et foredrag advare menigheden angående den uordentlige adfærd det drejer sig om, ligesom Paulus advarede menigheden i Thessalonika. Derefter vil menighedens enkelte medlemmer ’mærke sig’ den pågældende.

Det der er behov for er god dømmekraft og ikke fastlagte regler om ethvert aspekt i forbindelse med at ’mærke sig’ nogen. Omtalte problem i Thessalonika fik ikke Paulus til at fastsætte detaljerede regler, for eksempel for hvor længe nogen skulle have nægtet at arbejde før man kunne mærke sig ham. De ældste der i dag har kontakt med hjorden, kan også bruge deres dømmekraft og skelneevne til at afgøre om en bestemt situation er tilstrækkelig alvorlig og foruroligende til at man bør holde et advarende foredrag for menigheden.b

Et af formålene med at mærke sig en kristen der vandrer uordentligt er at få vedkommende til at skamme sig og ændre sin ubibelske adfærd. De enkeltpersoner, især de ældste, der har mærket sig ham, vil fortsat tilskynde ham og lægge mærke til hans indstilling, idet de har kontakt med ham ved møderne og i tjenesten på arbejdsmarken. Når de ser at det problem og den indstilling som nødvendiggjorde at man mærkede sig ham, har ændret sig til det bedre, kan de ophæve deres begrænsninger med hensyn til at omgås ham.

Det at man mærker sig nogen bør altså ikke forveksles med det at man som enkeltperson eller som familie følger Guds råd om at undgå dårligt selskab. Det er ikke ofte at det er nødvendigt at mærke sig nogen, men det bør stå klart at det er et bibelsk skridt som man tager når det er berettiget, et skridt som vore brødre i Thessalonika tog.

[Fodnoter]