Et himmelsk præsteskab — Guds ordning for dem der søger livet
„Loven bragte jo ikke i nogen henseende det fuldkomne — men der indføres i stedet derfor et bedre håb, hvorved vi kommer Gud nær.“ — Hebr. 7:19.
1. Hvilke spørgsmål opstod da Israel svigtede og ikke blev Jehovas ’hellige folk’ af præster?
ISRAELS folk adlød ikke dets Gud Jehovas røst og holdt ikke hans pagt, og da det forkastede Guds søn, Messias, var det slut med hans langmodighed, han ville ikke længere bære over med dets troløshed, og han forkastede det, så det ikke blev et kongerige af præster. Betød det at alle mennesker endnu en gang skulle styrtes ud i et frygtindgydende mørke, afskåret fra enhver forbindelse med deres Skaber, livets kilde? Det var nu blevet ganske klart for gudfrygtige mennesker, at menneskets største behov var et præsteskab der ville forblive trofast og bestå evigt, så lydige mennesker ikke blot kunne opnå forbindelse med Gud, men også til sidst få virkeliggjort deres håb om at komme ham nær og opnå det lykkelige og rene samfund med ham som den fuldkomne Adam engang havde haft! Men hvordan skulle dette ske? Der måtte en eller anden ordning til som kunne udfri menneskene fra syndens skadelige virkning. Set fra et rent menneskeligt synspunkt forekom en sådan mulighed fjern.
2. Hvordan ved vi at Gud havde truffet en ordning for at opfylde menneskets behov?
2 Lykkeligvis havde Jehova truffet netop en sådan ordning, og i sit skrevne ord havde han desuden givet mange forsikringer herom. Dette middel til at opnå hans gunst og vinde livet blev på en fuldkommen og nøjagtig måde skildret ved det aronitiske præsteskabs tjeneste i Israel, for apostelen Paulus skrev: „De [aronitiske præster] tjener ved en helligdom, der er et afbillede og en skygge af den himmelske.“ — Hebr. 8:5.
3. Hvad må vi først og fremmest forstå i forbindelse med betydningen af alle de forbilledlige detaljer?
3 For bedre at forstå alle de vidunderlige detaljer i forbindelse med denne gavmilde foranstaltning som Jehova har truffet, må vi først og fremmest forstå at vi har at gøre med himmelske, åndelige og usynlige ting. I århundreder har ugudelige mennesker hævdet at de i kraft af deres egne bestræbelser og planer kunne opnå fred og lykke. De har fuldstændig ignoreret det princip som kom til udtryk i Guds lov til Israel: „Mennesket lever ikke af brød alene, men af hver udtalelse fra Jehovas mund lever mennesket.“ (5 Mos. 8:3, NW) De der ønsker at vinde livet må derfor høre og forstå de af Jehovas udtalelser der er tilgængelige for os i hans skrevne ord, og de må anvende dem i deres liv. Lad os da med ærbødighed undersøge den vidunderlige måde hvorpå Jehova har gjort brug af materielle ting for at lære os dybe åndelige sandheder som vi ellers ikke på anden måde kunne få kendskab til.
Ypperstepræsten
4. Hvilke virkeligheder var ypperstepræsten, offerdyrenes blod og tabernaklet et billede på?
4 Apostelen Paulus forklarede under inspiration nogle af de virkeligheder som de forbilledlige skygger pegede frem til: „Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til, gik han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod én gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning. Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os.“ Han viser således at Kristus er overhoved for et himmelsk præsteskab, og at det at han træder frem for Gud i himmelen med værdien af sit fuldkomne offer, forbilledligt blev vist ved at Israels ypperstepræst trådte ind i det allerhelligste i det forbilledlige telt med blodet af lydefri dyr. Når vi klart forstår dette, har vi nøglen til den virkelige betydning af en mængde forbilledlige skygger. — Hebr. 9:11, 12, 24.
5. Hvordan viser apostelen Paulus at Kristi præstedømme står over Arons?
5 Kristus Jesus arvede ikke Levi stammes præstedømme, for ifølge sin jordiske afstamning tilhørte han ikke engang denne stamme. Han var blevet født af en jomfru af Juda stamme. Hans præstedømme udvirker langt mere med hensyn til at føre menneskene nærmere til Gud. Lyt til hvad apostelen Paulus siger: „Det [håbet] har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst ’på Melkisedeks vis evindelig’.“ „Uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv, ligestillet med Guds Søn — han bliver ved med at være præst bestandig.“ „Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem.“ „Vi har en sådan ypperstepræst, der har taget sæde på højre side af Majestætens trone i Himlene som tjener ved helligdommen, det sande tabernakel, som Herren selv og ikke et menneske har rejst.“ — Hebr. 6:19, 20; 7:3, 25; 8:1, 2.
6. Hvad formår dette nye præstedømme som skænkes Kristus Jesus?
6 Af disse skriftsteder forstår vi at Jesus ikke havde nogen forgænger i sit præsteembede, for det var et fuldstændig nyt præstedømme Gud skænkede ham, et præstedømme der skulle overtage alle tidligere præsters og præsteskabers vigtige funktioner, et der skulle bestå for evigt og som ville kunne overvinde alle de øjensynlig uoverstigelige hindringer der skiller syndige mennesker fra deres rene og retfærdige Skaber. Vi lærer også at det tabernakel der blev rejst under Moses’ overopsyn blot var en skygge af det „sande tabernakel“ eller den usynlige, himmelske ordning som Jehova selv har tilvejebragt for at angrende mennesker atter kan komme i harmoni med ham og opnå fred og liv.
Underpræsterne
7. Hvorfor kan vi forvente at Kristus vil have en skare af præster under sig, og hvad siger apostelen Paulus herom?
7 Når vi tænker på en ypperstepræst tænker vi på ham som den øverste af en skare præster. Aron var således overhoved for den skare præster og medhjælpere som tilhørte Levi stamme. Vi husker at Jehova havde krævet alle mænd af Levi stamme som sin særlige ejendom i stedet for alle Israels slægters førstefødte som var blevet reddet fra døden påskenat. De blev adskilt fra de andre stammer og sat til side for at skulle sørge for tjenesten ved det forbilledlige tabernakel. Dette får os til at forvente at der sammen med den større Aron, Kristus Jesus, vil være et helligt samfund af underpræster der udvælges blandt mennesker og som skal tjene under ham for at folket kan nærme sig Gud og tilbede ham på en antagelig måde. I overensstemmelse hermed skriver apostelen Paulus: „Derfor, ’hellige brødre, I, som har fået del i en himmelsk kaldelse! se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus.“ „Han [Gud], som frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse, ikke på grund af vore gerninger, men i kraft af sit eget forsæt og nåden.“ — Hebr. 3:1; 2 Tim. 1:9.
8. Hvordan kan vi forstå hvad tabernaklet er et forbillede på?
8 At det „sande tabernakel“ er et billede på noget usynligt i himmelen fremgår af at israelitterne fra forgårdens indgang kun kunne se hvad der skete uden for åbenbaringsteltet. Det der foregik inde i teltet var ikke synligt for dem. Det var altid skjult for deres øjne, hvad enten folket havde slået lejr eller var på vandring. Hvis vi sætter tabernaklet i ørkenen i forbindelse med det senere tempel Salomon byggede efter omtrent de samme retningslinjer men blot af mere holdbare materialer, begynder vi at fatte den fulde betydning af disse forbilledlige centre for tilbedelse. Jesus Kristus gik ind i dette „sande tabernakel“ før templet af „levende stene“ begyndte at blive bygget i år 33. Apostelen Paulus omtaler det således: „Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden [til et sted hvor Gud kan bo ved ånd, NW].“ Udtrykket „vokser til et helligt tempel“ viser at denne himmelske helligdom ikke opstår pludseligt, men at det tager en betydelig tid at fuldføre den. — Ef. 2:19-22.
9. Hvilke forhold i forbindelse med det allerhelligste er yderst passende?
9 Paulus henvendte disse ord til det første århundredes kristne, der ligesom han var forkyndere af Guds rige. Vi bliver således klar over at særligt kaldede og udvalgte blandt menneskene har fået indgivet håbet om at blive åndelige, himmelske skabninger og at udgøre et helligt præsteskab under Kristus. Læg også mærke til at Gud vil bo i dette tempel af „levende stene“. (1 Pet. 2:4, 5) I fortidens livløse, materielle helligdom, tabernaklet i ørkenen, var det allerhelligste imidlertid et forbillede på det sted hvor Gud bor i himmelen, for det indeholdt vidnesbyrdets ark med dets sonedække af guld, hvorover to keruber skærmende udbredte vingerne så det lignede en tronstol. Jehova sagde selv til Moses: „Der vil jeg mødes med dig, og fra sonedækket, fra pladsen mellem de to keruber på vidnesbyrdets ark, vil jeg meddele dig alle de bud, jeg har at give dig til israelitterne.“ Den store ypperstepræst og hans præsteskab vil høre hvad Jehova, kilden til al magt, myndighed og undervisning, har at sige, og viderebringe det til alle lydige mennesker. — 2 Mos. 25:22.
10. Hvad skildres ved forhænget til det allerhelligste, og hvordan bekræfter dette vor forståelse af hvad tabernaklets inderste rum er et billede på?
10 Vi vender nu vor opmærksomhed mod tabernaklets forreste rum. Det var adskilt fra det allerhelligste af et smukt forhæng af linned med indvævede keruber, i lighed med hele tabernaklets indre beklædning. Betydningen af dette symbolske forhæng, som blev åbenbaret under inspiration, giver os nøglen til forståelse af hvad hele det forreste rum symboliserer. Apostelen Paulus siger: „Vi [har] nu, brødre, ved Jesu blod . . . frimodighed til at gå ind i helligdommen [selve himmelen], idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme.“ (Hebr. 10:19, 20) Eftersom forhænget var et billede på Jesu jordiske legeme, er det klart at hans villige død som et fuldkomment offer banede vejen for at han ved sin opstandelse atter kunne træde frem i sin Faders herlige nærhed som en mægtig åndeskabning. Apostelen viser at det er ved opofringen af Jesu jordiske legeme og ved hans blod at andre, efter at de har afsluttet deres jordiske liv og er forblevet trofaste indtil døden, til sidst kan følge ham ind i himmelen efter at være blevet „vakt til live i ånden“ ligesom deres ypperstepræst. — 1 Pet. 3:18.
I den himmelske verden
11. Hvad var tabernaklets forreste rum et billede på, og hvordan når vi til denne forståelse?
11 Eftersom det forreste rum var et skjult sted der ikke måtte ses af andre end præsterne, og det alligevel ikke var et billede på selve det sted hvor Gud opholder sig i himmelen, må vi drage den slutning at det var en skygge af den særlige stilling som først Jesus og senere hans underpræster har indtaget mens de endnu befandt sig i kødet. Efter at have draget nytte af Kristi genløsningsoffer har disse underpræster indviet sig til Jehova, og han har på sin side kaldet dem med en himmelsk kaldelse. Fra da af indtager dette himmelske kald den dyrebareste plads i deres tanker og liv. For at de, endnu mens de er i kødet på jorden, kan begynde at tjene under den herliggjorte ypperstepræst, giver Jehova dem en ny fødsel ved sin hellige ånd, og de bliver derved hans åndelige sønner og bemyndiget til at udføre præstetjeneste. Hans hellige ånd, som de får, tjener som en garanti for det himmelske liv der venter dem som belønning. Apostelen Peter udtrykker det således: „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid.“ — 1 Pet. 1:3-5.
12. Hvad er det der adskiller dem der tilhører Kristi præsteskab fra andre der tilbeder Jehova, og hvori består den virkelige forskel?
12 Det er denne nye fødsel „til et levende håb“ der adskiller det begrænsede antal som kaldes til at være „Guds og Kristi præster“ i himmelen fra den store skare af andre der tilbeder Gud og som har håb om at leve på en renset jord når bønnen „Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen“, er blevet opfyldt. (Matt. 6:10) Så længe disse Kristi underpræster stadig tjener i kødet adskiller deres udseende og adfærd sig ikke fra den store skare af Guds tjenere som har et jordisk håb. Alligevel er de i Jehovas øjne allerede under hans særlige omsorg, og de har et billede af deres åndelige forhold til Gud og Kristus som ingen andre helt og fuldt kan forstå eller dele med dem. De ved at de, før de til sidst forenes med Kristus i himmelen, loyalt må afslutte deres tjeneste på jorden som nidkære forkyndere af Guds navn og hensigt. Dem gælder det dyrebare løfte: „Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ — Åb. 2:10; 20:6.
13. Hvordan omtaler andre skriftsteder dem der er kaldede til det himmelske præsteskab mens de endnu befinder sig i kødet?
13 Andre skriftsteder beskriver den stilling som medlemmerne af denne skare indtager mens de endnu befinder sig i kødet, således: „Til dem, der er helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige.“ „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i Kristus har velsignet os med al den himmelske verdens åndelige velsignelse.“ „Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser — af nåde er I frelst! Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus.“ Med dette inderlige håb om en himmelsk arv og den stærke ansvarsfølelse som ledsager dette nære forhold til Gud og Kristus, er det som om de i deres forventning allerede har fået den plads som er beredt dem i himmelen. Træffende blev dette forbilledligt vist ved de indvævede keruber der omgav dem som havde den forret at gå ind i og tjene i det forbilledlige tabernakels forreste rum. — 1 Kor. 1:2; Ef. 1:3; 2:4-6.
Præstetjenesten
14. (a) Hvad skildres ved at tabernaklets inventar ikke var synligt for israelitterne? (b) Hvad er lysestagen et billede på?
14 Den tjeneste som medlemmerne af det himmelske præsteskab er travlt optaget af mens de endnu befinder sig på jorden, skildres ved det inventar der fandtes i det forbilledlige tabernakels forreste rum. Eftersom intet af dette rums udstyr kunne ses af israelitterne der stod ved forgårdens indgang, må det skildre ting der kan erkendes åndeligt og som kun medlemmerne af det himmelske præsteskab har den fulde forståelse af. Den tændte syvarmede guldlysestage skildrer det åndelige lys som de får gennem Guds ord og ånd mens de tjener i deres åndelige tilstand her på jorden. Således oplyst har de fået det hverv at være „verdens lys“, idet de holder det oplysende budskab som de har fået af Gud gennem Kristus, højt og forkynder det offentligt. På samme måde som lysestagen brændte ved hjælp af olie, sådan oplyses dette præsteskab under Kristus af Jehovas hellige ånd, og efter at dets medlemmer selv er blevet oplyst af den symbolske lysestage, er de nu i stand til at give andre den livgivende kundskab om Guds vilje og hensigt. (Sl. 119:105) Denne forståelse af oliens betydning bekræftes af at den store ypperstepræst, Kristus Jesus, blev salvet, ikke med olie, men med Guds hellige ånd, hvilket apostelen Peter forklarer: „Gud salvede ham [Jesus] med Helligånd og kraft.“ — Ap. G. 10:38.
15, 16. Hvad er skuebrødene på bordet et billede på?
15 Lad os dernæst betragte det guldbeklædte skuebrødsbord, hvorpå der blev lagt tolv ringformede brød i to rækker med seks i hver og med røgelse på hver række. Disse brød kunne ikke ses af dem udenfor men tjente som en del af den føde hvorved det hellige, aronitiske præsteskab opretholdt livet. De er derfor et billede på Guds ord, som det åndelige præsteskab må leve af; de må leve af hvert ord der udgår af Guds mund. (5 Mos. 8:3; Matt. 4:4; Jer. 15:16) Vi mindes også den samtale der ved en lejlighed fandt sted mellem Jesus og hans disciple: „Han sagde til dem: ’Jeg har mad at spise, som I ikke kender.’ Da sagde disciplene til hverandre: ’Skulle nogen have bragt ham noget at spise?’ Jesus siger til dem: ’Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.’“ (Joh. 4:32-34) Dengang var den hellige ånd endnu ikke blevet udgydt over disciplene, så de forstod ikke det Jesus sagde. Senere forstod de åndsavlede medlemmer af hans præsteskab at den nærende kraft der opretholder dem som Guds åndelige sønner, fås ved at de lever af Guds ord og ved at de vier sig helt til at gøre Jehovas vilje med dem.
16 Dette brød minder os også om andre af de rige foranstaltninger som Jehova i vor tid har truffet for at opretholde sit hellige præsteskab. Der er den vedvarende strøm af åndelige sandheder som vi til stadighed får gennem dette blads spalter. Kristi underpræster bliver i vor tid bestandig mindet om den store taknemmelighedsgæld de står i til Ham som i rigt mål giver dem alt for at de kan nyde godt af det. (1 Tim. 6:17) Deres værdsættelse får dem til at være travlt optaget af tjenesten ved det „sande tabernakel“, og det er til gavn for andre skarer af sandhedskærlige og retfærdssøgende mennesker. — 2 Tim. 4:2.
17. Hvilken betydning ligger der i det gyldne røgelsealter?
17 Røgelsealteret af guld stod umiddelbart foran det forhæng der skjulte det allerhelligste. Dette alter var faststående. Men der fandtes et transportabelt „gyldent røgelsekar“ som ypperstepræsten på forsoningsdagen fyldte med røgelse og gløder og bar ind i det allerhelligste for ikke at dø. Ved hjælp af dette frembragte han en røgelsessky der fyldte det allerhelligste, før han vovede at gå derind med blodet af de særlige ofre der blev frembåret på den årlige forsoningsdag. (Hebr. 9:1-7; NW) I lighed hermed kendetegnedes Jesu tjeneste i de tre og et halvt år forud for hans offerdød og opstandelse ved at han bevarede sin integritet under brændende forfølgelse og opsendte ydmyge bønner til sin Fader om styrke og vejledning. (Hebr. 5:7) I fortidens Israel kunne underpræsterne bringe røgelse på røgelsealteret i det hellige. (Luk. 1:8-10) Alle Jesu Kristi underpræster, alle medlemmerne af hans præsteskab, må ligeledes bede uden ophør dersom de skal modtage det nødvendige mål af den hellige ånd for at bevare deres integritet og vinde adgang til de himmelske sale. Eftersom denne røgelse „er de helliges bønner“, er dét at den blev anbragt på det gyldne røgelsealter et forbillede på Jehovas ordning i forbindelse med de bønner som Kristi underpræster i forening opsender og den integritet som de i forening må bevare mens de endnu befinder sig her på jorden. — Åb. 5:8; 1 Tess. 5:17.
Andre virkeligheder
18. Hvad kan vi forvente med hensyn til betydningen af kobberalteret eftersom dette ikke fandtes inde i tabernaklet? Hvad var det et forbillede på?
18 Lige inden for forgårdens indgang stod kobberalteret. Eftersom dette var synligt for dem der stod ved indgangen, kan vi forvente at det er et billede på noget håndgribeligt. Det må også have nær tilknytning til de ofre der blev bragt på det. For nitten hundrede år siden bragte Jesus villigt sig selv som et synligt offer her på jorden, og på grundlag af denne offerdød begyndte han omkring sig at samle en menighed af troende. Dem ville han lade udgøre et helligt præsteskab, i og gennem hvem der kunne bringes Gud åndelige ofre i form af ’lovprisningsofre’ og gode gerninger. (1 Pet. 2:5; Hebr. 13:15, 16) Fortidens aronitiske præster havde intet at gøre med dette symbolske alter hvorpå Kristus blev ofret. — Hebr. 13:10-13.
19. Hvordan forklarer apostelen Paulus hvad kobbervandkummen i forgården var et billede på?
19 Synligt for tilskuerne vaskede præsterne sig ved den store vandkumme af kobber der stod foran åbenbaringsteltet. Dette pegede frem til en ordning hvorved det himmelske præsteskab renses, og virkningerne heraf ville ligeledes være synlige for mennesker her på jorden. Paulus beskriver denne proces således: „Kristus elskede kirken [bestående af hans underpræster] og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, og for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri.“ Resultatet af denne fremadskridende renselse må komme klart til udtryk i deres liv og virksomhed her på jorden. — Ef. 5:25-27.
20. Forklar hvilken forbilledlig betydning der lå i tabernaklets forgård.
20 Selve forgården var et billede på den menneskelige fuldkommenhed som Jesus, i lighed med den lydefri syndoffertyr, ejede da han bragte sig selv som det ene offer der „for bestandig“ er frembåret for synder. (Hebr. 10:12) Men hvordan kan det være rigtigt, eftersom hele Levi stamme, der var et forbillede på det himmelske præsteskab under Kristus, tjente i denne hellige forgård? Svaret fremgår af det Paulus sagde om hvad Gud har gjort for dem der er kaldede til det himmelske præsteskab: „Men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.“ (1 Kor. 6:11) Således rensede for den adamitiske synd ved Kristi Jesu blod og regnede for retfærdige som var de fuldkomne mennesker, er de åndelige underpræster vakt til erkendelse af det håb de har som åndelige sønner, og de er kaldede til at ofre deres tilregnede fuldkomne menneskeliv i trofast tjeneste efter deres ypperstepræsts eksempel.
21. Hvorfor skulle tilstedeværelsen af en rest af det himmelske præsteskabs medlemmer her på jorden være en stor opmuntring for os i dag?
21 Vi kan i sandhed glæde os over at vi endnu iblandt os har nogle få medlemmer af dette hellige præsteskab som ikke har fuldført deres jordiske løb! Selve deres tilstedeværelse iblandt os forener os og giver os styrke og mod til at møde de vanskelige tider som nu hjemsøger jorden. Vi kan være forvissede om at ligesom de forbilledlige præsters helliggørende tjeneste bragte Israel guddommelig gunst og vejledning, således vil Gud også i dag tage sig af ufuldkomne skabninger her på jorden, og han vil ved sit præsteskab til sidst sørge for at store skarer af angrende mennesker fra alle folkeslag og stammer og folk og tungemål får adgang til livets kilde.
[Diagram på side 418]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Tabernaklets grundplan
1: Det allerhelligste. 2: Ark. 3: Forhæng. 4: Det hellige. 5: Røgelsealter. 6: Bord. 7: Lysestage. 8: Forhæng. 9: Kumme. 10: Brødofferalter. 11: Port.
FORGÅRD
NORD
SYD
ØST
VEST