Trøst dem der sørger
„Jehova har salvet mig . . . for at [jeg skal] trøste alle de sørgende.“ — ESAJAS 61:1, 2.
1, 2. Hvem bør vi trøste, og hvorfor?
JEHOVA, den Gud der giver sand trøst, lærer os at vise omsorg for dem der udsættes for ulykke. Han lærer os at ’trøste de modfaldne sjæle’ og dem der sørger. (1 Thessaloniker 5:14) Når vore trosfæller har behov for det, giver vi dem naturligvis en sådan hjælp. Men vi viser også omsorg for dem der ikke hører til menigheden, selv for dem der ikke tidligere har vist os venlighed. — Mattæus 5:43-48; Galaterne 6:10.
2 Jesus Kristus oplæste profetien fra Esajas’ Bog og anvendte ordene på sig selv som den der skulle udføre den forudsagte opgave: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, . . . for at trøste alle de sørgende.“ (Esajas 61:1, 2; Lukas 4:16-19) Salvede kristne i vor tid har længe været klar over at de også må udføre den opgave Esajas profeterede om, og de „andre får“ har med glæde sluttet sig til dem i dette arbejde. — Johannes 10:16.
3. Hvordan kan vi hjælpe nogle der spørger om hvorfor Gud tillader lidelser?
3 Når katastrofer rammer og folk lades tilbage med ’et sønderbrudt hjerte’, spørger de ofte: ’Hvorfor tillader Gud sådanne ulykker?’ Svaret findes i Guds ord. Men for en der ikke har studeret Bibelen, kan det kræve tid helt at forstå dette svar. Der er hjælp at hente i Jehovas Vidners publikationer.a Til at begynde med har det dog vist sig at være en trøst for mange blot at se nogle vers i Bibelen som dem der findes i Esajas 61:1, 2, fordi de tydeligt viser at Gud ønsker at trøste menneskene.
4. Hvordan trøstede et af Jehovas Vidner i Polen en deprimeret skolepige, og hvordan kan det hun oplevede, være en hjælp for dig når du skal trøste nogen?
4 Unge, såvel som ældre, har brug for trøst. En deprimeret teenagepige i Polen søgte råd hos sin veninde. Veninden, der er et af Jehovas Vidner, spurgte forsigtigt hvad det var der nagede hende, og fandt ud af at pigen følte sig plaget af tvivlsspørgsmål: „Hvorfor er der så meget ondt? Hvorfor lider mennesker? Hvorfor er min søster lam? Og hvorfor har jeg dårligt hjerte? Kirken siger at det er Guds vilje. Men hvis det er rigtigt, vil jeg holde op med at tro på Gud!“ Veninden bad en stille bøn til Jehova og sagde så: „Jeg er glad for at du har spurgt mig om det, og jeg vil gerne prøve at hjælpe dig.“ Hun fortalte at hun som barn selv havde haft en masse tvivlsspørgsmål, og at Jehovas Vidner havde hjulpet hende. Derefter sagde hun: „Jeg lærte at det ikke er Guds skyld at mennesker lider. Han elsker dem. Han ønsker dem det bedste og vil snart sørge for store forandringer på jorden. Sygdom, alderdomsproblemer og død vil blive fjernet, og de der ønsker at følge Guds vej, vil komme til at leve evigt — her på jorden.“ Hun læste Åbenbaringen 21:3, 4; Job 33:25; Esajas 35:5-7 og 65:21-25. Efter en lang snak følte pigen sig tydeligvis trøstet og lettet, så hun sagde: „Nu ved jeg hvad meningen er med mit liv. Må jeg komme og besøge dig igen?“ Pigerne begyndte at studere Bibelen sammen to gange om ugen.
Med den trøst Gud giver
5. Hvilken trøst vil være til virkelig gavn?
5 Når vi trøster andre, er det naturligvis vigtigt at vi giver udtryk for medfølelse. Den vi søger at hjælpe, må ud fra vores ord og tonefald kunne mærke at vi er dybt berørte af hans situation. Det har ikke nogen værdi at bruge tomme fraser. Bibelen siger at det er „ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst [vi] kan have håb“. (Romerne 15:4) Med det i tanke kan vi på et passende tidspunkt forklare hvad Guds rige er, og vise ud fra Bibelen hvordan dette rige vil løse problemerne. Derefter kan vi begrunde hvorfor det er et pålideligt håb. På denne måde vil vi kunne trøste og styrke andre.
6. Hvad må vi hjælpe folk til at forstå for at de kan få fuld gavn af den trøst Bibelen indeholder?
6 For at én kan få fuld gavn af den trøst vi giver, må vedkommende lære den sande Gud at kende, finde ud af hvordan han er som person, og hvor pålidelige hans løfter er. Når vi prøver at hjælpe en der ikke allerede er en tilbeder af Jehova, er det godt at forklare følgende punkter. (1) Den trøst der findes i Bibelen, er fra Jehova, den sande Gud. (2) Jehova er den Almægtige, himmelens og jordens Skaber. Han er en kærlig Gud og er rig på loyal hengivenhed og sandhed. (3) Vi kan blive styrket til at udholde problemer hvis vi kommer nær til Gud ved at tilegne os nøjagtig kundskab fra hans ord. (4) Bibelen indeholder skriftsteder der kan være en hjælp i de specifikke prøvelser enkeltpersoner kommer ud for.
7. (a) Hvad kan vi opnå ved at pege på at der ’ved Messias er en overflod af den trøst’ Gud giver? (b) Hvordan kan du trøste en der er ked af at han har gjort noget forkert?
7 Nogle sørgende og nedtrykte der i forvejen kender noget til Bibelen, har været særlig taknemmelige når Andet Korintherbrev 1:3-7 er blevet læst op for dem. Den der har læst versene, har fremhævet udtrykket „således er der også ved Messias en overflod af den trøst vi får“. Dette vers kan hjælpe en person til at forstå at Bibelen er en kilde til trøst som han bør ofre mere opmærksomhed. Det kan også danne grundlag for flere samtaler, måske ved andre lejligheder. Hvis én føler at hans problemer skyldes noget forkert han har gjort, kan vi, uden at dømme, trøste ham med ordene fra Første Johannesbrev 2:1, 2 og Salme 103:11-14. På disse måder trøster vi virkelig andre med den trøst Gud giver.
Voldshandlinger og økonomiske problemer
8, 9. Hvordan kan man på en god måde trøste nogle der har været ofre for vold?
8 Millioner lider under voldshandlinger i form af kriminalitet eller krig. Hvordan kan vi trøste nogle af dem?
9 Sande kristne er meget opmærksomme på hverken i ord eller handling at vælge side i denne verdens konflikter. (Johannes 17:16) Men ud fra Bibelen peger de på at de nuværende onde forhold ikke vil fortsætte i al evighed. Måske læser de Salme 11:5 for at vise hvordan Jehova ser på dem der elsker vold, eller Salme 37:1-4 for at vise at Gud opfordrer os til ikke selv at tage hævn, men til at stole på ham. Ordene i Salme 72:12-14 viser hvad den større Salomon, Jesus Kristus, der nu hersker som konge i himmelen, føler for uskyldige mennesker der lider under voldshandlinger.
10. Hvis du har oplevet en tid med krig, hvordan kan de anførte skriftsteder så trøste dig?
10 Nogle har gennemlevet den ene konflikt efter den anden mens stridende parter har kæmpet om magten. De tager det for givet at krig og følgerne af krig er en del af tilværelsen, og den eneste mulighed de ser for at deres situation kan blive bedre, er at flygte til et andet land. Men for de fleste lykkes det aldrig, og mange af dem der prøver at flygte, mister livet. De som det lykkes for, finder ofte ud af at de problemer de havde, blot bliver afløst af nogle andre. Ved at læse Salme 146:3-6 for sådanne mennesker kan man måske give dem håb om noget bedre og mere stabilt end det de kan opnå ved at udvandre til et andet land. Profetierne i Mattæus 24:3, 7, 14 eller i Andet Timoteusbrev 3:1-5 kan hjælpe dem til at se det større billede og betydningen af de forhold de må udholde, nemlig at vi lever i endens tid for denne gamle tingenes ordning. Skriftsteder som Salme 46:1-3, 8, 9 og Esajas 2:2-4 kan give dem et pålideligt håb om en fremtid med fred.
11. Hvilke skriftsteder trøstede en vestafrikansk kvinde, og hvorfor?
11 I en tid med vedvarende krigshandlinger i Vestafrika flygtede en kvinde fra sit hjem midt under en kugleregn. Hendes liv blev fyldt med frygt, sorg og skuffelse. Senere, da familien havde bosat sig i et andet land, besluttede hendes mand at brænde deres vielsespapirer og sende sin gravide kone og deres søn på ti år væk og selv blive præst. Først da Filipperbrevet 4:6, 7 og Salme 55:22 blev læst op for kvinden og hun fik nogle bibelske artikler fra Vagttårnet og Vågn op!, begyndte hun at finde trøst og se en mening med livet.
12. (a) Hvilken trøst indeholder Bibelen for dem der er hårdt presset økonomisk? (b) Hvordan hjalp et af Jehovas Vidner i Asien en kunde?
12 Økonomisk sammenbrud har ødelagt millioner af menneskers tilværelse. Også dette er nogle gange en følge af krig. I andre tilfælde er det regeringers ukloge politik og magthaveres begærlige og uærlige handlinger der har fået folks opsparing til at smuldre bort og tvunget mange til at give afkald på deres ejendele. For nogle er problemet at de altid kun har haft få af denne verdens goder. Alle disse kan trøstes ved at få at vide at Gud lover at udfri dem der stoler på ham, og at han har lovet at indføre en retfærdig verden hvor mennesker vil kunne glæde sig over deres hænders værk. (Salme 146:6, 7; Esajas 65:17, 21-23; 2 Peter 3:13) Da et af Jehovas Vidner i et asiatisk land hørte en kunde udtrykke bekymring over landets økonomiske situation, forklarede hun at det der skete, var et led i en række af begivenheder der danner et mønster jorden over. En drøftelse af Mattæus 24:3-14 og Salme 37:9-11 førte til et regelmæssigt studium af Bibelen.
13. (a) Hvordan kan vi ud fra Bibelen hjælpe nogle som er blevet skuffet over hule løfter? (b) Hvordan kan du ræsonnere med nogle som mener at de dårlige forhold er et bevis på at Gud ikke findes?
13 Mennesker der i årevis har været udsat for lidelser eller gang på gang er blevet skuffet over hule løfter, kan blive som israelitterne i Ægypten der „på grund af modløshed“ ikke hørte efter. (2 Mosebog 6:9) Under sådanne forhold vil det måske være gavnligt at pege på hvordan Bibelen kan hjælpe dem til at klare de problemer de har her og nu, og til at undgå de faldgruber der får mange til at spilde livet. (1 Timoteus 4:8b) Nogle betragter måske de barske kår de lever under, som et bevis på at der ikke findes nogen Gud, eller på at han ikke interesserer sig for dem. Måske kan du ræsonnere med vedkommende ud fra passende skriftsteder for at hjælpe ham eller hende til at forstå at Gud har sørget for hjælp til menneskene, men at mange ikke har taget imod den. — Esajas 48:17, 18.
Orkaner, jordskælv og andre katastrofer
14, 15. Hvordan viste Jehovas Vidner omsorg da en katastrofe efterlod mange i chok?
14 Når et område rammes af en katastrofe som følge af en orkan, et jordskælv, en brand eller en eksplosion, er der fortvivlelse overalt. Hvad kan man gøre for at trøste de overlevende?
15 Folk har brug for at vide at nogen bekymrer sig for dem. Da et land blev udsat for terrorangreb, efterlod det mange i en choktilstand. En del af dem mistede familiemedlemmer, forsørgere eller venner. Nogle mistede deres arbejde eller den følelse af sikkerhed de havde. Jehovas Vidner tilbød hjælp til folk i lokalsamfundet. De gav udtryk for dyb medfølelse i forbindelse med de store tab de havde lidt, og tilbød at læse nogle trøstende ord fra Bibelen. Mange var dybt taknemmelige for denne omsorg.
16. Hvorfor opnåede Jehovas Vidner gode resultater i deres forkyndelse da en katastrofe havde ramt et område i El Salvador?
16 I 2001 blev et kraftigt jordskælv i El Salvador efterfulgt af et enormt mudderskred som krævede mange menneskeliv. Et af Jehovas Vidner mistede sin søn på 25 år, og sønnens forlovede mistede sine to søstre. Den unge mands mor og hans forlovede tog med det samme flittigt del i forkyndelsen fra hus til hus. Mange af dem de mødte, sagde at det var Gud der havde taget de døde til sig, og at det der var sket, var Guds vilje. De to søstre citerede Ordsprogene 10:22, som viser at Gud ikke ønsker at nogen skal lide ondt. De læste Romerbrevet 5:12, som viser at døden kom ind i verden på grund af menneskets synd, ikke fordi det var Guds vilje. De pegede også på det trøstende budskab der findes i Salme 34:18, Salme 37:29, Esajas 25:8 og Åbenbaringen 21:3, 4. Folk lyttede gerne, især fordi de to kvinder selv havde mistet familiemedlemmer i katastrofen, og der blev påbegyndt mange bibelstudier.
17. Hvilken form for hjælp kan vi yde når en katastrofe rammer?
17 Hvis en katastrofe rammer, kommer du måske i berøring med nogle som har brug for akut hjælp. Der kan være behov for at du tilkalder en læge, hjælper en med at komme på hospitalet eller skaffer mad og husly. Under en sådan katastrofe i Italien i 1998 bemærkede en journalist at Jehovas Vidner „griber tingene an på en praktisk måde og tilbyder hjælp til dem der har lidt skade, uden at skele til hvilket trossamfund de tilhører“. Nogle steder volder begivenheder som ifølge profetierne skulle indtræffe i de sidste dage, store lidelser. Jehovas Vidner gør folk i disse områder opmærksomme på Bibelens forudsigelser og trøster dem med løftet om at Guds rige vil give sand tryghed. — Ordsprogene 1:33; Mika 4:4.
Ved et familiemedlems død
18-20. Hvad kan du sige for at trøste nogle der har mistet et familiemedlem?
18 Hver dag rammes millioner af mennesker af sorg fordi de mister en af deres kære. Når du er ude at forkynde eller er i gang med dine almindelige daglige gøremål, møder du måske nogle der sørger. Hvad kan du sige eller gøre for at trøste?
19 Vedkommende er måske helt sønderknust, og huset er fyldt med pårørende. Du har sikkert meget på hjerte som du gerne vil sige, men det er vigtigt at være taktfuld. (Prædikeren 3:1, 7) Det mest passende vil nok være blot at give udtryk for sin medfølelse og efterlade en velvalgt bibelsk publikation (en brochure, et blad eller en traktat). Efter nogle få dage kan du så vende tilbage og se om du kan hjælpe med noget. På et belejligt tidspunkt kan du tilbyde at vise nogle opmuntrende tanker fra Bibelen. Det kan hjælpe og gøre godt. (Ordsprogene 16:24; 25:11) Du kan naturligvis ikke oprejse de døde, ligesom Jesus gjorde. Men du kan fortælle hvad Bibelen siger om de dødes tilstand, selv om det måske ikke er tiden til at prøve at gendrive forkerte opfattelser. (Salme 146:4; Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4) Sammen med den besøgte kan du læse Bibelens løfter om en opstandelse. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) I kan drøfte hvilken betydning disse løfter har, eventuelt i lyset af en af de opstandelser der er omtalt i Bibelen. (Lukas 8:49-56; Johannes 11:39-44) Henled også opmærksomheden på Jehova som den kærlige Gud der giver os et sådant håb. (Job 14:14, 15; Johannes 3:16) Forklar hvordan disse lærepunkter har gavnet dig selv, og hvorfor du har tillid til dem.
20 Hvis man inviterer en sørgende til et møde i rigssalen, kan vedkommende lære nogle at kende som virkelig elsker deres næste, og som ved hvordan de kan styrke hinanden. En kvinde i Sverige fandt ud af at det var netop det hun havde søgt efter hele livet. — Johannes 13:35; 1 Thessaloniker 5:11.
21, 22. (a) Hvad kræver det af os hvis vi skal trøste nogen? (b) Hvordan kan du trøste en der allerede er godt kendt med Bibelen?
21 Føler du dig usikker med hensyn til hvad du skal sige og gøre når nogle i eller uden for menigheden er ramt af sorg? Det græske ord der i Bibelen ofte gengives med „trøst“, betyder egentlig „tilkaldelse til en persons side“. At være en sand trøster, indebærer at man stiller sig til rådighed for dem der sørger. — Ordsprogene 17:17.
22 Hvad nu hvis den du gerne vil trøste, allerede véd hvad Bibelen siger om døden, genløsningen og opstandelsen? Blot det at der er en ven til stede som har den samme tro, kan virke trøstende. Vær parat til at lytte hvis den sørgende gerne vil snakke. Du skal ikke føle at du er nødt til at sige en hel masse. Hvis I læser nogle skriftsteder sammen, læs dem da som ord fra Gud der styrker både dig selv og den anden. Giv udtryk for den stærke overbevisning I begge har om at Guds løfter vil gå i opfyldelse. Når du afspejler Guds medfølelse og fremhæver de dyrebare sandheder hans ord indeholder, kan du hjælpe dem der sørger, til at få styrke fra Jehova, „al trøsts Gud“. — 2 Korinther 1:3.
[Fodnote]
a Se bøgerne Kundskab der fører til evigt liv, kapitel 8; Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, side 227-34, 265-69; Findes der en Skaber som interesserer sig for os?, kapitel 10; og brochuren Er Gud interesseret i os?
Hvad mener du?
• Hvem giver mange mennesker skylden for ulykker, og hvordan kan vi hjælpe dem?
• Hvad kan vi gøre for at hjælpe andre til at få fuld gavn af den trøst Bibelen giver?
• Hvilke former for sorg berører mange der hvor du bor, og hvordan kan du trøste dem?
[Illustrationer på side 23]
Et trøstens budskab forkyndes i en tid med sorg
[Kildeangivelse]
Flygtningelejr: UN PHOTO 186811/J. Isaac
[Illustration på side 24]
Bare det at have en ven hos sig kan virke trøstende