USYREDE BRØDS HØJTID, DE

Denne højtid begyndte den 15. nisan, dagen efter påsken, og varede i syv dage, til og med den 21. nisan. (Se PÅSKE.) Højtiden har fået navn efter de usyrede brød (hebr.: matstsōthʹ), den eneste form for brød der måtte spises i de syv dage højtiden varede. Usyret brød fremstilles af mel æltet med vand, uden gær eller surdej. Det skal tilberedes hurtigt for at undgå gæring.

På den første dag af de usyrede brøds højtid skulle der være et helligt stævne. Det var også en sabbat. På den anden dag, den 16. nisan, blev et neg af førstegrøden af byghøsten, den første afgrøde der blev moden i Palæstina, bragt til præsten. Før denne højtid måtte israelitterne ikke spise noget af den nye høst, hverken brød, ristet korn eller nymodent korn. Præsten ofrede i billedlig forstand denne førstegrøde til Jehova ved at svinge et neg frem og tilbage, mens et sundt vædderlam i dets første år blev bragt som et brændoffer sammen med et kornoffer tilsat olie, og et drikoffer. (3Mo 23:6-14) Der var intet bud om at noget af kornet eller melet skulle brændes på alteret, sådan som præsterne senere gjorde. Det var ikke blot folket eller nationen som helhed der bragte førstegrødeofre. Hver familie og hver enkeltperson der havde ejendom i Israel, kunne også bringe et takoffer i forbindelse med denne højtid. — 2Mo 23:19; 5Mo 26:1, 2; se FØRSTEGRØDE.

Betydning. Ved at spise usyret brød i denne periode fulgte israelitterne de anvisninger som Moses havde fået af Jehova og som indbefattede dette strenge påbud: „I syv dage må der ikke findes surdej i jeres huse.“ (2Mo 12:14-20) I 5 Mosebog 16:3 kaldes de usyrede brød for „trængselsbrød“, og de tjente som en årlig påmindelse til jøderne om deres hastige afrejse fra Ægyptens land (da de ikke havde tid til at lade deres dej blive syret [2Mo 12:34]). De mindedes på denne måde den trængsel og trældom Israel var blevet udfriet fra. Som Jehova sagde, skulle de spise usyrede brød ’for at de alle deres levedage kunne huske den dag da de drog ud af Ægyptens land’. Den frihed de nu nød som folk betragtet, og deres anerkendelse af Jehova som deres Befrier var en passende baggrund for den første af israelitternes tre store årlige højtider. — 5Mo 16:16.

Før landflygtigheden. Bibelen nævner tre tilfælde hvor de usyrede brøds højtid blev fejret i tiden efter at israelitterne var draget ind i det forjættede land og før de kom i landflygtighed i Babylon. Det skal imidlertid ikke tages som et vidnesbyrd om at det var de eneste gange denne højtid blev fejret. I det første tilfælde nævnes generelt alle højtiderne og de foranstaltninger Salomon traf til at fejre dem. — 2Kr 8:12, 13

I de to andre tilfælde blev de usyrede brøds højtid fejret under usædvanlige omstændigheder. I det ene tilfælde er der tale om at man i det første år af den trofaste kong Ezekias’ regeringstid genoptog fejringen af de usyrede brøds højtid efter at have forsømt at fejre den gennem en periode. Interessant nok kunne man på det tidspunkt ikke nå at træffe de nødvendige forberedelser til at fejre højtiden den 15. nisan, idet man først var færdig med at rense og reparere templet den 16. nisan, og man benyttede sig derfor af at Loven gav mulighed for at fejre højtiden i den anden måned. (2Kr 29:17; 30:13, 21, 22; 4Mo 9:10, 11) Den var en så glædelig begivenhed, og den var en så stor religiøs vækkelse at de syv dage ikke var nok til at afvikle festen, og man besluttede derfor at fortsætte i endnu syv dage. Kong Ezekias og hans fyrster gav gavmildt 2000 tyre og 17.000 får som et bidrag til de mange deltageres forplejning. — 2Kr 30:23, 24.

Fejringen af denne højtid gav stødet til en storstilet kampagne imod falsk religion, som blev gennemført i mange byer før israelitterne vendte tilbage til deres hjem. (2Kr 31:1) At folket holdt denne højtid, medførte Jehovas velsignelse og befriede folket for dæmondyrkelse, og det er et godt eksempel på hvor gavnligt det var for israelitterne at fejre disse højtider.

Det sidste tilfælde hvor Bibelen beretter om at de usyrede brøds højtid blev fejret før landflygtigheden, er fra kong Josias’ tid da denne konge modigt tog skridt til at genoprette den sande tilbedelse af Jehova i Juda. — 2Kr 35:1-19.

Skønt disse er de eneste tilfælde der er specielt omtalt i Bibelen, har de trofaste dommere og præster i Israel før kongetiden uden tvivl sørget for at højtiderne blev fejret. Senere traf både David og Salomon omfattende foranstaltninger til at præsterne fortsat kunne udføre deres tjeneste på rette måde, og andre af Judas konger må også have sørget for at højtiderne blev fejret regelmæssigt. Også efter landflygtigheden blev de usyrede brøds højtid fejret temmelig regelmæssigt.

Efter landflygtigheden. Efter at jøderne var blevet udfriet fra Babylon og var vendt tilbage til det forjættede land, genopbyggede og fuldførte de templet i Jerusalem, stærkt tilskyndet af Jehovas profeter Haggaj og Zakarias. (Ezr 5:1, 2) I 515 f.v.t. blev Jehovas genopførte hus indviet under stor jubel og med alle de ofre der hørte de usyrede brøds højtid til. Beretningen i Ezra 6:22 lyder: „Og de fejrede de usyrede brøds højtid i syv dage med fryd.“

Malakias’ Bog viser at præsterne med tiden blev efterladende, stolte og selvretfærdige — trods den nidkærhed man i begyndelsen, efter hjemkomsten fra Babylon, viste for genoprettelsen af den sande tilbedelse. Tempeltjenesten blev en parodi, selv om højtiderne blev fejret rent formelt. (Mal 1:6-8, 12-14; 2:1-3; 3:8-10) Jesus påpegede at de skriftlærde og farisæerne ikke alene overholdt de mindste enkeltheder i Loven, men også føjede deres egne overleveringer til. De fejrede med nidkærhed højtiderne, også de usyrede brøds højtid, men Jesus fordømte dem, for på grund af deres hykleri forstod de ikke den sande betydning af de gode foranstaltninger som Jehova havde truffet til velsignelse for dem. — Mt 15:1-9; 23:23, 24; Lu 19:45, 46.

Profetisk betydning. Som berettet i Mattæus 16:6, 11, 12 forklarede Jesus Kristus hvad surdejen var et symbol på, idet han advarende sagde til disciplene: „Hold øjnene åbne og vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.“ Da hans disciple indbyrdes diskuterede hvad han mente, og nåede til en forkert slutning, sagde han ligeud: „’Hvordan kan det være at I ikke forstår at jeg ikke talte til jer om brød? Men vær på vagt over for farisæernes og saddukæernes surdej.’ Så fattede de at han ikke sagde de skulle være på vagt over for surdejen i brødene, men over for farisæernes og saddukæernes lære.“ Lukas beretter at Jesus ved en anden lejlighed direkte sagde: „Vær på vagt over for farisæernes surdej, som er hykleri.“ — Lu 12:1.

Apostelen Paulus tillægger surdej en lignende betydning i forbindelse med de usyrede brøds højtid, idet han viser hvordan de kristnes adfærd bør være. I 1 Korinther 5:6-8 giver han sine kristne brødre følgende vejledning: „Ved I ikke at lidt surdej gennemsyrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud, så I kan være en ny dej, sådan som I jo er fri for surdej. For også vort påskeoffer, Kristus, er blevet slagtet. Lad os derfor holde højtid, ikke med gammel surdej, heller ikke med sletheds og ondskabs surdej, men med oprigtigheds og sandheds usyrede brød.“

På den anden dag af de usyrede brøds højtid, den 16. nisan, bragte ypperstepræsten førstegrøden af byghøsten, årets første afgrøde — eller det første af landets førstegrøde — som svingningsoffer. (3Mo 23:10, 11) Det er betegnende at det netop var på denne dag, den 16. nisan, at Jesus Kristus blev oprejst i år 33. Apostelen sammenligner Kristus med andre der opstår, idet han siger: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. . . . Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse, de der tilhører ham.“ Kristus kaldes også „den førstefødte blandt mange brødre“. — 1Kor 15:20-23; Ro 8:29.