Unge spørger:
Hvordan kan jeg blive ven med Gud?
„LOYALITET“. „Personlig hengivenhed“. Disse ord bruges ofte når folk vil beskrive det bånd der knytter dem til deres nære venner. Vidste du at de samme udtryk kan bruges om det venskabsbånd du kan knytte med den store Skaber af det frygtindgydende univers — at Gud kan blive din personlige ven? Ja, Bibelen taler om at mennesker kan nære gudhengivenhed, og det indbefatter ikke bare at man er lydig mod Gud, men også at man har et personligt forhold til ham, et nært forhold der har sit udspring i et taknemmeligt hjerte.
Der er tidligere blevet bragt artikler i denne serie som har vist at det både er muligt og gavnligt at knytte venskabsbånd med Gud.a Men hvordan kan det lade sig gøre? Det er ikke et forhold man er født ind i, eller som kommer af sig selv hvis man har gudfrygtige forældre. Man må selv gøre en indsats for at et sådant venskab kan opstå. Apostelen Paulus sagde til den unge Timoteus at han skulle ’opøve sig selv med gudhengivenhed som mål’. Ja, han måtte anstrenge sig i samme grad som en idrætsmand anstrenger sig under sin træning! (1 Timoteus 4:7, 8, 10) Det må du også gøre hvis du ønsker at Gud skal blive din ven. Men hvordan kan man begynde at ’træne’ med det mål for øje at blive Guds ven?
Personlig kundskab om Gud
Gudhengivenhed har sit udspring i hjertet, så derfor må du fylde hjertet med kundskab om Gud. Da over 500 unge blev spurgt hvor ofte de sad for sig selv og læste i Bibelen, svarede 87 procent af dem sørgeligt nok enten „en gang i mellem“, „næsten aldrig“ eller „aldrig“. De fleste unge mener åbenbart at bibellæsning er gabende kedsommeligt. Men det behøver det ikke at være! Har du tænkt over hvorfor mange unge kan huske alle mulige slags sportsresultater, eller hvorfor de kan mange populære sangtekster udenad? Det kan de fordi det er noget der interesserer dem. Bibellæsning kan på samme måde blive interessant hvis du fordyber dig i det du læser. (1 Timoteus 4:15) Apostelen Peter gav denne tilskyndelse: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk.“ (1 Peter 2:2) Ja, du må opdyrke, eller udvikle, din interesse for Bibelen. Selv om det måske vil kræve noget af dig, er det alle anstrengelserne værd.b
Et gavnligt aspekt ved læsning og studium af Guds ord og bibelske publikationer er at det vil åbenbare „Jehovas liflighed“. (Salme 27:4) En ung kristen ved navn Amber satte sig for at læse hele Bibelen. Det tog hende næsten et år. „Der er ikke meget andet i mit liv der kræver så meget tid og så mange kræfter, men som samtidig giver mig så stort et udbytte,“ forklarer Amber. „Mens jeg læste, var det som om Jehova tog mig op på sit knæ og underviste mig som en kærlig far. Jeg lærte utrolig meget om Jehova. Det jeg lærte, knyttede mig nærmere til ham og gav mig et ønske om at nære ærefrygt for ham resten af mit liv.“
Når du læser i Bibelen, vil du lære hvordan Gud ved mange lejligheder loyalt har taget sig af sine venner. (Salme 18:25; 27:10) Du vil opdage at hans normer altid er de bedste, og at vi har varig gavn af at følge dem. (Esajas 48:17) Du vil få lyst til at efterligne Gud når du læser om hans enestående egenskaber, såsom kærlighed og visdom. (Efeserne 5:1) Men for at disse oplysninger kan bevæge dit hjerte, må du først tænke dybt over dem. Spørg derfor dig selv når du læser: ’Hvad fortæller det mig om Jehova? Hvordan kan jeg anvende det i min måde at tænke og handle på? Hvordan viser det at Gud er den bedste ven jeg kan få?’
Den kundskab om Gud som du får ved at studere personligt og komme til de kristne møder, vil drage dig nærmere til ham på en anden måde. Et fransk ordsprog siger: „Sande venner tænker ens.“ Men hvordan kan du tænke på samme måde som Gud? En ung pige ved navn Denise forklarer: „Jo mere man studerer og undersøger et emne, jo bedre vil man kende Jehovas syn på sagen. Det hjælper én at vide hvordan han betragter tingene.“
Vigtigt at have en retskaffen adfærd
Gud knytter kun venskab med dem der respekterer hans moralnormer. „De retskafne har hans fortrolighed,“ siger Ordsprogene 3:32. En ung der anstrenger sig for at være retskaffen, vil ’tage vare på at vandre efter Jehovas lov’. (2 Kongebog 10:31) Hvor nært et forhold til Gud vil man få hvis man lægger en sådan lydig adfærd for dagen? Jesus Kristus sagde: „Min Fader vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.“ (Johannes 14:21-24) Det er et meget smukt billede Jesus bruger. Tænk engang! De to største personer i universet er villige til at bekymre sig for et menneske og tage sig af det! Du vil få den samme opmærksomhed hvis du gør en indsats for at vandre efter Jehovas lov.
Betyder det at man skal være fuldkommen? Nej, slet ikke. At man i svaghed begår en fejl, er ikke ensbetydende med at man er bøjet af fra ’Guds buds sti’. (Salme 119:35) Tænk for eksempel på Bibelens beretning om kong David. Til trods for at han var Guds loyale ven, begik han nogle alvorlige fejltagelser på grund af svaghed. Alligevel sagde Jehova at han havde vandret „med uangribeligt hjerte og med retskaffenhed“. (1 Kongebog 9:4) Kong David gav altid udtryk for inderlig anger over det forkerte han havde gjort, og han anstrengte sig for at gøre hvad der behagede Gud. — Salme 51:1-4.
Selv om David elskede Gud, vidste han at det nogle gange godt kunne være svært at gøre det rigtige. Derfor bønfaldt han Gud: „Få mig til at vandre efter din sandhed.“ Ja, han opdyrkede en ægte frygt for at forsynde sig mod Gud. David kunne derfor sige: „De der frygter Jehova har hans fortrolighed.“ (Salme 25:5, 14) Det er ikke en sygelig frygt, men en dybfølt ærbødighed for Skaberen og en sund frygt for at mishage ham. En sådan gudsfrygt danner grundlag for en ret adfærd. Det viser følgende eksempel med en ung kristen ved navn Joshua.
Joshua modtog en seddel fra en pige i klassen hvorpå der stod at hun syntes han var sød, og at hun godt kunne tænke sig at komme sammen med ham. Joshua følte sig tiltrukket af hende, men han indså at det at være meget sammen med en ikketroende kunne føre til umoralitet og skade hans venskab med Jehova. Han lod hende derfor i klare vendinger forstå at han ikke var interesseret. Da han senere fortalte sin mor hvordan han havde tacklet situationen, udbrød hun uden at tænke nærmere over det: „Jamen, Joshua, nu har du sikkert såret hende!“ Joshua svarede: „Men mor, jeg vil hellere såre hende end såre Jehova.“ Hans gudsfrygt, den frygt han nærede for at krænke sin himmelske ven, fik ham til at bevare en retskaffen adfærd.
Få en god omgangskreds
En ung pige ved navn Lynn kom hele tiden ud i problemer fordi hun havde nogle dårlige omgangsfæller. (2 Mosebog 23:2; 1 Korinther 15:33) Den eneste løsning var at finde nogle nye venner. „Hvis man vælger at omgås venner der elsker Jehova,“ siger Lynn, „hjælper det én til at bevare en følsom samvittighed og holde sig fri af vanskeligheder. Når de udtrykker deres afsky for urette handlinger, kommer man selv til at føle det samme.“
Dit dårlige valg af venner kan faktisk være den største hindring for at du kan knytte venskab med Gud. Ann på 18 år indrømmer: „Dem man omgås, øver stor indflydelse på én. Før eller senere vil man blive ligesom dem. De vil pådutte én deres holdninger. Oftest er det måske sex der er det store samtaleemne, og det kan gøre én nysgerrig. Man begynder måske at lade tankerne kredse om det seksuelle.“ At det hænger sådan sammen, lærte Ann af bitter erfaring. Hun siger: „Jeg ved at det er sådan det går. Jeg begik umoralitet og blev gravid som 15-årig.“
Til sidst indså Ann sandheden i Bibelens ord: „Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ (Jakob 4:4) Ann ønskede, ja, hun var besluttet på, at være ven med verden. Men det gav hende kun en masse hjertesorger. Ann kom heldigvis til fornuft, fortrød bitterligt hvad hun havde gjort, og søgte hjælp hos sine forældre og de ældste i menigheden. Hun fik også nogle nye venner. (Salme 111:1) Efter store anstrengelser var det igen muligt for Ann at blive en ven af Gud. Hun siger, efter at der nu er gået nogle år: „Jeg har fået et meget tættere forhold til Jehova.“
Ved at læse i Bibelen og tænke over det du læser, og ved at have en retskaffen adfærd og en god omgangskreds vil også du kunne opdyrke et nært venskab med Gud. Hvordan det er muligt at bevare dette venskab med Gud trods vanskeligheder og personlig svaghed, vil en senere artikel i denne serie behandle.
[Fodnoter]
b Se artiklen „Unge spørger: Hvorfor læse Bibelen?“ i Vågn op! for 22. december 1985.
[Illustration på side 13]
Hjælper mine venner mig til at blive ven med Gud?