UANGRIBELIGHED

Moralsk sundhed, helstøbthed, integritet, det at være dadelfri og ulastelig.

De hebraiske ord der oversættes med „uangribelig“ og „uangribelighed“, tam, tamīmʹ, tom og tummahʹ, kommer alle af verbalroden tamamʹ, der betyder „at være færdig“, „at være til ende“, „at være uangribelig“, og indeholder således tanken om at være „hel“, „fuldstændig“. (1Kg 6:22; Es 18:5; Sl 19:13; jf. 1Sa 16:11, hvor vendingen: „Er det alle drengene?“ på hebraisk ordret lyder: „Er drengene til ende?“) Ordet tam, „uangribelig“, bruges om Jobs mønsterværdige moral og om sjulamittens fuldendte skønhed. (Job 1:1, 8; Høj 5:2; 6:9) Jakob betegnes som uangribelig (tam) fordi han levede et stille og fredeligt liv som teltboer i modsætning til sin broder, hvis liv som jæger var barskt og farefuldt. (1Mo 25:27)

Ordet tamīmʹ bruges mange gange i betydningen „sund“, det vil sige fysisk sund og fejlfri, for eksempel om offerdyr. (2Mo 12:5; 29:1; 3Mo 3:6) Men ellers bruges ovennævnte ord mest om moralsk sundhed og udadlelighed.

I den græske Septuaginta er tam undertiden gengivet med aʹmemptos. (Job 1:1, 8; 2:3; 9:20) Dette ord forekommer også i De Kristne Græske Skrifter og er i danske bibeloversættelser gengivet med „udadlelig“, „ulastelig“, „uangribelig“. — Lu 1:6; Flp 3:6; He 8:7.

Når tamīmʹ bruges om Gud, kan det med rette oversættes med „fuldkommen“, for eksempel når det beskriver Jehovas værk, vej, kundskab og lov. (5Mo 32:4; Job 36:4; 37:16; Sl 18:30; 19:7) Alle disse udtryk for Jehovas egenskaber og virke vidner om en så uforlignelig fuldstændighed og fylde, en sådan sundhed og fejlfrihed at det er tydeligt at der er tale om den eneste sande Gud. — Ro 1:20; se FULDKOMMENHED.

Når ordet „uangribelig“ bruges om mennesker, skal det altid opfattes relativt. Den lidende Job gjorde sig forkerte forestillinger om Jehova, blandt andet om hvordan Jehova betragtede de uangribelige. (Job 9:20-22) Johannes Døbers fader, Zakarias, tvivlede på engelen Gabriels ord. (Lu 1:18-20) Men alligevel siges det at Job og Zakarias var uangribelige eller udadlelige, for de levede op til hvad Jehova forventer af mennesker som trods deres ufuldkommenhed forbliver trofaste. — Job 1:1; Lu 1:6.

I jødernes øjne var Paulus udadlelig før han blev en Jesu Kristi discipel. Han gjorde hvad der var påbudt i Loven; han overholdt de forpligtelser der var lagt på ham, og afholdt sig fra det der var forbudt. (Flp 3:6) Men i Jehovas øjne var han ikke udadlelig. Han begik en alvorlig synd ved at forfølge Kristi brødre, og han var en gudsbespotter og et uforskammet menneske. — 1Ti 1:13, 15.

Betydningen af menneskers uangribelighed. I nogle få tilfælde sigter det hebraiske ord tom blot til oprigtige motiver, uskyld med hensyn til urette hensigter. (Jf. 1Mo 20:5, 6; 2Sa 15:11.) Men de fire beslægtede hebraiske ord betegner dog først og fremmest urokkelig hengivenhed for retfærdighed. Det betones i Bibelen at urokkelig hengivenhed for en person, Jehova Gud, og for hans udtrykte vilje og hensigt er af livsvigtig betydning. Han har behag i dem hvis adfærd afspejler åndelig sundhed, renhed og uangribelighed. (Ord 11:20) Det er derfor vigtigt at kristne lever på en måde der er uangribelig og udadlelig, hævet over berettiget kritik. — Flp 2:5; 1Ts 5:23.

Forbundet med det store stridsspørgsmål. De to første mennesker havde i Edens have lejlighed til at vise deres uangribelighed. Forbudet mod at spise af kundskabens træ satte deres hengivenhed mod Skaberen på prøve. Da de blev udsat for pres udefra, idet Guds modstander appellerede til deres selviskhed, gav de efter for ulydighed. Deres skamfuldhed, deres tøven ved at træde frem for Skaberen og deres undvigende svar vidnede om deres mangel på uangribelighed. (Jf. Sl 119:1, 80.) De var tydeligvis ikke de første der gav slip på deres uangribelighed, for den åndeskabning der forledte dem til at gøre oprør, havde allerede givet slip på sin uangribelighed. — 1Mo 3:1-19. Sml. Satans adfærd med klagesangen om kongen af Tyrus i Ez 28:12-15; se SATAN.

Satans oprør, der kom synligt til udtryk i Eden, rejste et stridsspørgsmål af universel betydning — stridsspørgsmålet om retmæssigheden af Guds suverænitet over alle hans skabninger, hans ret til at kræve fuld lydighed af dem. Da stridsspørgsmålet ikke drejede sig om hvem der var stærkest, men var af moralsk art, kunne det ikke afgøres ved magtudøvelse, ved for eksempel at Gud straks tilintetgjorde Satan og de to mennesker. Denne kendsgerning er en hjælp til at forstå hvorfor ondskaben og dens ophav, Satan, har fået lov at eksistere så længe. (Se ONDT, ONDSKAB.) Eftersom det var hos menneskene at Guds modstander først søgte støtte til sit oprør (det var først nogen tid før Vandfloden at nogle af Guds åndesønner stillede sig på Satans side; 1Mo 6:1-5; jf. 2Pe 2:4, 5), kom spørgsmålet om menneskets uangribelighed i forhold til Guds suveræne vilje til at udgøre en væsentlig del af hele det store stridsspørgsmål (om end Jehovas suverænitet ikke i sig selv er afhængig af hans skabningers uangribelighed). Et bevis herfor ses i Jobs tilfælde.

Job. Job, der øjensynlig levede i perioden mellem Josefs død og det tidspunkt da Moses trådte frem, beskrives som en mand der „var uangribelig og retskaffen, frygtede Gud og veg fra det onde“. (Job 1:1; se JOB.) At menneskers uangribelighed er forbundet med stridsspørgsmålet mellem Jehova Gud og Satan, fremgår af de spørgsmål Gud stillede sin modstander om Job da gudssønnerne ved en lejlighed var samlet i himmelen. Satan påstod at Job tjente Gud med et uret motiv, nemlig ikke af hengivenhed, men for selvisk fordels skyld. Han drog Jobs uangribelighed over for Gud i tvivl. Satan fik lov at berøve Job hans store rigdom og endog hans børn, men det lykkedes ham ikke at få Job til at give slip på sin uangribelighed. (Job 1:6–2:3) Derefter hævdede Satan at Job i sin selviskhed var rede til at udholde tabet af rigdom og børn hvis blot han kunne redde sit eget skind. (Job 2:4, 5) Job blev derpå ramt af en smertefuld, tærende sygdom. Hans hustru prøvede at overtale ham til at holde op med at tjene Gud. Hans venner kritiserede og spottede ham, og de gav et forkert billede af Guds normer og hensigter. (Job 2:6-13; 22:1, 5-11) Men Job ville ikke give slip på sin uangribelighed. Han sagde: „Til jeg udånder lader jeg ikke min uangribelighed vige fra mig! Jeg har holdt min retfærdighed fast, og jeg slipper den ikke; mit hjerte vil ikke smæde mig for en eneste af mine dage.“ (Job 27:5, 6) At Job således forblev uangribelig, beviste at Guds modstander var en løgner.

Satans udfordrende udtalelser i forbindelse med Job viser at han er af den opfattelse at alle mennesker kan vendes bort fra Gud, og at ingen tjener ham med et rent og uselvisk motiv. Følgelig har såvel mennesker som Guds åndesønner det store privilegium at bidrage til hævdelsen af Jehovas suverænitet ved at vise deres uangribelighed over for ham. Derved helliger de samtidig hans navn. Jehova „har behag i dem hvis vej er uangribelig“. — Ord 11:20; se som en modsætning hertil den forkerte opfattelse som Elifaz gav udtryk for i Job 22:1-3.

Grundlaget for Guds dom. Om man får en gunstig dom fra Gud, afhænger af om man bevarer sin uangribelighed. (Sl 18:23-25) Som kong David skrev: „Jehova vil fælde dom over folkeslagene. Døm mig, Jehova, efter min retfærdighed og efter min uangribelighed i mig. Måtte de ugudeliges ondskab dog få ende, og måtte du grundfæste den retfærdige.“ (Sl 7:8, 9; jf. Ord 2:21, 22.) Den lidende Job udtrykte tillid til at Jehova ’ville veje ham på nøjagtige vægtskåle og lære hans uangribelighed at kende’. (Job 31:6) Derefter anførte Job omkring en halv snes eksempler fra dagligdagen som, hvis de anførte ting havde kunnet siges om ham, ville have vidnet om mangel på uangribelighed hos ham. — Job 31:7-40.

Hvordan kan ufuldkomne mennesker vise uangribelighed?

Eftersom alle mennesker er ufuldkomne og ikke til fuldkommenhed kan leve op til Guds normer, er det indlysende at uangribelighed i deres tilfælde ikke indebærer fuldkommenhed i tale eller i handling. Bibelen viser at det derimod indebærer hel eller fuldstændig hengivenhed af hjertet. Skønt David i svaghed begik flere alvorlige overtrædelser, vandrede han ikke desto mindre „med uangribeligt hjerte“ (1Kg 9:4), for han tog imod retledning og ændrede handlemåde. Derved viste han at han i sit hjerte stadig nærede oprigtig kærlighed til Jehova Gud. (Sl 26:1-3, 6, 8, 11) Som David senere sagde til sin søn Salomon: „Kend din faders Gud og tjen ham af et helt hjerte og af en glad sjæl; for Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han.“ Det viste sig imidlertid at Salomons hjerte „ikke [var] helt med Jehova hans Gud, som hans fader Davids hjerte havde været“. — 1Kr 28:9; 1Kg 11:4; ordet „helt“ i disse to vers er oversat fra det hebraiske ord, sjalemʹ, der også forekommer i Ord 11:1; 1Kg 15:14.

Uangribelighed er således ikke begrænset til en enkelt side af menneskets adfærd; det har ikke blot at gøre med de klart „religiøse“ anliggender. For Guds tjenere er uangribelighed en livsform, en livsvej som de „vandrer“ ad, idet de hele tiden søger at lære Jehovas vilje at kende. (Sl 119:1-3) David var hyrde for Israels folk „i sit hjertes uangribelighed“, både i anliggender der var direkte forbundet med tilbedelsen af Gud, og i statsanliggender. Han ønskede også at hans omgangsfæller og tjenere skulle være uangribelige og ’vandre ad uangribelig vej’. (Sl 78:72; 101:2-7) For at være uangribelig i Guds øjne må man, ligesom Noa, Abraham og andre, i længere tid have vandret uangribeligt. — 1Mo 6:9; 17:1; 2Sa 22:24.

Uangribelighed kræver at man viser kompromisløs loyalitet over for Gud og holder fast ved retfærdighed, ikke blot under gunstige forhold eller omstændigheder, men under alle forhold og til alle tider. Efter at have understreget at kun den uangribelige, som „taler sandhed i sit hjerte“, er antagelig for Jehova, siger salmisten at „har han svoret til egen skade, ændrer han dog intet“. Det vil sige at selv hvis noget som han højtideligt er gået ind på, tilsyneladende viser sig at stride mod hans egne interesser, holder han alligevel ord. (Sl 15:1-5; se i modsætning hertil Ro 1:31; 1Ti 1:10.) Et menneskes uangribelighed kommer altså tydeligst til udtryk når dets hengivenhed sættes på prøve og det udsættes for pres som kan få det til at opgive sin retfærdige handlemåde. Selv om det gøres til genstand for modstanderes latter (Job 12:4; jf. Jer 20:7), udsættes for deres bitre tale (Sl 64:3, 4), had og voldelige forfølgelse (Ord 29:10; Am 5:10) eller rammes af sygdom eller anden modgang, må det, ligesom Job, ’holde fast ved sin uangribelighed’, uanset prisen. — Job 2:3.

Det er muligt at bevare sin uangribelighed under sådanne omstændigheder, ikke i kraft af ens egen moralske styrke, men kun i kraft af en stærk tro på og tillid til Jehova og hans magt til at frelse. (Sl 25:21) Gud har lovet at han vil være „et skjold“ og „en fæstning“, og at han vil vogte de uangribeliges vej. (Ord 2:6-8; 10:29; Sl 41:12) Deres stadige bestræbelser for at vinde Jehovas godkendelse sætter dem i stand til uden vaklen at følge den lige vej mod målet. (Sl 26:1-3; Ord 11:5; 28:18) Som Job, der var i vildrede, bemærkede, kan den uangribelige komme til at lide på grund af den ugudeliges herredømme og vil måske dø sammen med den ugudelige, men Jehova forsikrer at han er opmærksom på den uangribeliges liv, og garanterer at hans arv vil forblive evindelig, at hans fremtid vil blive fredfyldt, og at han vil komme i besiddelse af noget godt. (Job 9:20-22; Sl 37:18, 19, 37; 84:11; Ord 28:10) Ligesom i Jobs tilfælde er det uangribelighed og ikke velstand der har værdi og fortjener respekt. (Ord 19:1; 28:6) Børn af en uangribelig fader prises lykkelige (Ord 20:7), for ved sin eksemplariske livsførelse efterlader han børnene en åndelig arv idet de får del i hans gode navn og den respekt han har vundet.

Foruden Job og David omtaler De Hebraiske Skrifter mange andre mennesker der bevarede deres uangribelighed. Abraham viste en urokkelig loyalitet over for Gud da han var rede til at ofre sin søn Isak. (1Mo 22:1-12) Daniel og hans tre venner er fremragende eksempler på at mennesker kan bevare deres uangribelighed under prøve, både i ungdommen og senere i livet. (Da 1:8-17; 3:13-23; 6:4-23) I Hebræerbrevets 11. kapitel nævner Paulus en lang række mænd fra den førkristne tid som viste uangribelighed under mange forskellige omstændigheder. — Bemærk især v. 33-38.

I sin lære lagde Jesus vægt på at man skulle have et rent hjerte og et klart øje så man ufravendt ser målet og uden hykleri styrer mod det — alt sammen noget der kendetegner den uangribelige. (Mt 5:8; 6:1-6, 16-18, 22, 23; Lu 11:34-36) Apostelen Paulus bestræbte sig for — ligesom David og andre Guds tjenere der havde levet før ham — at være uangribelig og udadlelig. Hverken i sin tjeneste eller i sin omgang med andre kunne han anklages for korruption eller uærlighed. — 2Kor 4:1, 2; 6:3-10; 8:20, 21; 1Ts 1:3-6.

Paulus og andre kristne i det 1. århundrede viste også deres uangribelighed ved med udholdenhed at varetage gudgivne opgaver trods modstand, trængsler, forfølgelse og lidelser på grund af deres gudhengivenhed. — Apg 5:27-41; 2Kor 11:23-27.