Kapitel 10
Kristendommen — var Jesus vejen til Gud?
Med undtagelse af jødedommen er alle de store religioner vi hidtil har behandlet, i vid udstrækning grundlagt på myter. Vi skal nu undersøge endnu en religion som hævder at bringe menneskene nærmere til Gud, nemlig kristendommen. Bygger denne religion på myter eller på historiske kendsgerninger?
1. (a) Hvorfor har kristenhedens historie fået nogle til at tvivle alvorligt på kristendommen? (b) Hvordan skelner vi mellem kristenheden og kristendommen?
KRISTENHEDENSa historie med dens krige, inkvisitioner, korstog og religiøse hykleri har ikke fremmet kristendommens sag. Fromme muslimer og andre anfører det moralske fordærv og forfald i den vestlige, „kristne“ verden som en grund til at afvise kristendommen. Ja, de såkaldt kristne nationer har mistet deres moralske ror og har lidt skibbrud på troløshedens, griskhedens og nydelsessygens klippeskær.
2, 3. (a) Hvilken forskel er der mellem de første kristnes livsførelse og den måde folk i kristenheden lever på i dag? (b) Hvilke spørgsmål må vi have svar på?
2 Den oprindelige kristendom havde imidlertid helt andre normer end de løse holdninger vi ser i dag. Det bevidnes af professor Elaine Pagels. Hun skriver i sin bog Adam, Eva og slangen: „I de første fire århundreder var mange kristne stolte over deres seksuelle afholdenhed. De forkastede polygami og ofte også skilsmisse, som den jødiske tradition tillod, og de forkastede de uægteskabelige seksuelle forhold, som var almindeligt accepterede blandt deres hedenske samtidige, forhold som indbefattede prostitution og homoseksualitet.“
3 Det er derfor på sin plads at spørge: Giver kristenhedens historie og dens moralske tilstand i dag et rigtigt billede af det Jesus Kristus lærte? Hvilken slags menneske var Jesus? Førte han menneskene nærmere til Gud? Var han den Messias der var lovet i de hebraiske profetier? Det er nogle af de spørgsmål vi vil behandle i dette kapitel.
Opfyldte Jesus kravene?
4. Hvilken tydelig forskel har vi bemærket mellem kristendommens og andre store religioners oprindelse?
4 I tidligere kapitler har vi set hvilken fremtrædende rolle mytologien har spillet for næsten samtlige af verdens store religioner. Men da vi kom ind på jødedommens oprindelse i det forrige kapitel, begyndte vi ikke med en myte, men med den historiske virkelighed der knyttede sig til Abraham, hans forfædre og hans efterkommere. Når vi nu skal betragte kristendommen og dens grundlægger, Jesus, begynder vi heller ikke med en myte, men med en historisk person. — Se side 237.
5. (a) Nævn tre af de krav Jesus opfyldte og som viser at han var Abrahams lovede „afkom“. (b) Hvem skrev De Kristne Græske Skrifter?
5 Det første vers i De Kristne Græske Skrifter, almindeligvis kaldet Det Nye Testamente (se side 241), lyder: „Bogen med den historiske beretning om Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn.“ (Mattæus 1:1) Er det blot en tom påstand der her fremsættes af Mattæus, en tidligere jødisk skatteopkræver og en af Jesu nærmeste disciple, som skrev hans biografi? Nej. I de næste femten vers anfører han Abrahams slægtslinje frem til Jakob, der „blev fader til Josef, Marias mand; af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus“. Jesus var derfor virkelig en efterkommer af Abraham, Juda og David, og han opfyldte dermed tre af kravene til Messias, det „afkom“ der var forudsagt dels i Første Mosebog 3:15 og dels over for Abraham. — 1 Mosebog 22:18; 49:10; 1 Krønikebog 17:11.
6, 7. Hvorfor har det betydning hvor Jesus blev født?
6 Endnu et krav til det messianske afkom gjaldt hans fødested. Hvor blev Jesus født? Mattæus fortæller at Jesus blev „født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage“. (Mattæus 2:1) Lægen Lukas’ beretning bekræfter dette, idet den fortæller følgende om Jesu kommende adoptivfader, Josef: „Han [tog] naturligvis også af sted fra Galilæa, fra byen Nazaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, for at blive indskrevet sammen med Maria, der som lovet var givet ham til ægte og nu var gravid.“ — Lukas 2:4, 5.
7 Hvorfor var det vigtigt at Jesus blev født i Betlehem og ikke i Nazaret eller en anden by? Fordi den hebraiske profet Mika i det ottende århundrede f.v.t. havde forudsagt: „Og du, Betlehem Efrata, for lille til at være blandt Judas tusinder, af dig skal der udgå en for mig som skal være hersker i Israel, en hvis udspring er fra de tidligste tider, fra en fjern fortids dage.“ (Mika 5:2) Ved at Jesus blev født i Betlehem, opfyldte han altså endnu en betingelse for at kunne være det lovede afkom, den forudsagte Messias. — Johannes 7:42.
8. Nævn nogle af de profetier Jesus opfyldte.
8 Jesus opfyldte i virkeligheden en lang række profetier fra De Hebraiske Skrifter hvorved hans identitet som den lovede Messias blev bekræftet. Du kan selv undersøge nogle af dem i Bibelen. (Se oversigten på side 245.)b Men lad os nu se lidt nærmere på Jesu budskab og hans tjeneste.
Jesu liv viser vejen
9. (a) Hvordan begyndte Jesus sin offentlige tjeneste? (b) Hvordan ved vi at Jesus var godkendt af Gud?
9 Den bibelske beretning fortæller at Jesus blev opdraget som en almindelig ung jøde der kom både i den lokale synagoge og i templet i Jerusalem. (Lukas 2:41-52) Da han var 30 år indledte han sin offentlige tjeneste. Først gik han ud til sin fætter Johannes, der døbte jøder i Jordanfloden som et symbol på sindsændring. Lukas’ beretning siger: „Dengang hele folket blev døbt, blev også Jesus døbt, og mens han bad, åbnedes himmelen og den hellige ånd dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en stemme lød fra himmelen: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“ — Lukas 3:21-23; Johannes 1:32-34.
10, 11. (a) På hvilken måde forkyndte og underviste Jesus? (b) Hvordan viste Jesus hvor betydningsfuldt hans Faders navn er?
10 Kort efter begyndte han på sin tjeneste som Guds salvede søn. Han gik igennem hele Galilæa og Judæa og forkyndte budskabet om Guds rige og gjorde mirakler, idet han blandt andet helbredte syge. Han tog ikke imod betaling for det og var ikke ude efter at blive rig eller at ophøje sig selv. Han sagde endda at der er større lykke ved at give end ved at modtage. Han lærte også sine disciple at forkynde. — Mattæus 8:20; 10:7-13; Apostelgerninger 20:35.
11 Når vi analyserer Jesu budskab og den måde han forkyndte det på, ser vi en klar forskel mellem hans fremgangsmåde og mange af kristenhedens prædikanters. Han forsøgte ikke at røre masserne med billige virkemidler som følelsesladede ord eller skræmmebilleder af helvede. Nej, han talte enkelt og logisk og brugte lignelser eller billeder fra hverdagen for at appellere til hjertet og sindet. Hans berømte bjergprædiken er et fremragende eksempel på de undervisningsmetoder han benyttede. I denne prædiken finder vi også hans mønsterbøn, hvori han nævner helligelsen af Guds navn først og dermed viser hvad der bør ligge de kristne stærkest på sinde. (Se side 258, 259.) — Mattæus 5:1–7:29; 13:3-53; Lukas 6:17-49.
12. (a) Hvordan kom Jesu kærlighed til udtryk både i lære og i handling? (b) Hvordan ville verden have set ud hvis man virkelig havde praktiseret kristen kærlighed?
12 Jesus optrådte kærligt og medfølende over for sine disciple og folk i almindelighed. (Markus 6:30-34) Han viste også kærlighed og ydmyghed idet han forkyndte budskabet om Guds rige. I de sidste timer af sit liv kunne han derfor sige til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) Det centrale i praktisk kristendom er derfor en selvopofrende kærlighed der bygger på principper. (Mattæus 22:37-40) Det vil sige at en kristen endog skal elske sine fjender, selv om han nok hader deres onde gerninger. (Lukas 6:27-31) Tænk engang over dette. Hvor meget anderledes ville verden ikke have set ud hvis alle havde praktiseret en sådan form for kærlighed! — Romerne 12:17-21; 13:8-10.
13. Hvordan adskilte Jesu lære sig fra det Kungfutse, Lao-tse og Buddha lærte?
13 Hvad Jesus lærte sine disciple var imidlertid langt mere end blot en etik eller filosofi, som den Kungfutse eller Lao-tse fremførte. Jesus lærte heller ikke, som Buddha, at man kan udvirke sin egen frelse ved at søge kundskab og oplysning. Nej, han henviste til Gud som kilden til frelse, idet han sagde: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv. Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham.“ — Johannes 3:16, 17.
14. Hvorfor kunne Jesus sige: „Jeg er vejen og sandheden og livet“?
14 Ved at Jesus i ord og gerning genspejlede sin Faders kærlighed, drog han folk nærmere til Gud. Det var en af grundene til at han kunne sige: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig. . . . Den der har set mig, har også set Faderen. Hvordan kan du sige: ’Vis os Faderen’? Tror du ikke at jeg er i samhørighed med Faderen og Faderen er i samhørighed med mig? Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer; men Faderen som forbliver i samhørighed med mig, gør sine gerninger. . . . I har hørt at jeg har sagt til jer: Jeg går bort og jeg kommer tilbage til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:6-28) Ja, Jesus var „vejen og sandheden og livet“, for han førte disse jøder tilbage til sin Fader, deres sande Gud, Jehova. Med Jesus gik det pludselig fremad i menneskets søgen efter Gud, fordi Gud i sin store kærlighed havde sendt ham til jorden som et sandhedslys til at lede mennesker til Faderen. — Johannes 1:9-14; 6:44; 8:31, 32.
15. (a) Hvad må vi gøre for at finde Gud? (b) Hvilke vidnesbyrd har vi her på jorden om Guds kærlighed?
15 På baggrund af Jesu tjeneste og eksempel kunne missionæren Paulus senere sige til grækerne i Athen: „[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.“ (Apostelgerninger 17:26-28) Ja, Gud lader sig finde af dem der er villige til at gøre sig den anstrengelse at søge ham. (Mattæus 7:7, 8) Gud har givet sig til kende og gjort sin kærlighed åbenbar ved at skabe en jord der opretholder en tilsyneladende uendelig variation af livsformer. Han forsyner alle, både retfærdige og uretfærdige, med det de trænger til. Han har også givet menneskene sit skrevne ord, Bibelen, og han har sendt sin søn som et genløsningsoffer.c Endelig har han sørget for at man kan få den hjælp man behøver for at finde vejen til ham. — Mattæus 5:43-45; Apostelgerninger 14:16, 17; Romerne 3:23-26.
16, 17. Hvordan må sand kristen kærlighed komme til udtryk?
16 Kristen kærlighed er naturligvis ikke blot et spørgsmål om ord, men i højere grad om gerninger. Derfor skrev apostelen Paulus: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinther 13:4-8.
17 Jesus gjorde det også klart hvor vigtigt det er at forkynde himlenes rige — Guds styre over lydige mennesker. — Mattæus 10:7; Markus 13:10.
Hver enkelt kristen en forkynder
18. (a) Hvad understregede Jesus i sin bjergprædiken? (b) Hvad er hver enkelt kristen forpligtet til? (c) Hvordan forberedte Jesus sine disciple på deres tjeneste, og hvilket budskab skulle de forkynde?
18 I sin bjergprædiken understregede Jesus over for sine tilhørere at de var forpligtede til at oplyse andre ved hjælp af det de sagde og gjorde. Han sagde: „I er verdens lys. En by kan ikke skjules når den ligger på et bjerg. Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset. På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er himlene.“ (Mattæus 5:14-16) Jesus oplærte sine disciple så de kunne drage omkring og forkynde og undervise som rejsende ordets tjenere. Og hvad skulle de forkynde? Det samme som det Jesus selv forkyndte — budskabet om Guds rige der skulle herske over hele jorden i retfærdighed. Som Jesus ved en lejlighed forklarede: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43; 8:1; 10:1-12) Han sagde også at en del af det tegn der skulle kendetegne de sidste dage, var at ’den gode nyhed om riget blev forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. Derefter ville enden komme. — Mattæus 24:3-14.
19, 20. (a) Hvorfor har den sande kristendom altid været en aktiv, forkyndende religion? (b) Hvilke grundlæggende spørgsmål må vi nu have svar på?
19 I år 33 gav den opstandne Jesus sine disciple denne befaling før han steg op til himmelen: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:18-20) Dette er en af grundene til at kristendommen fra første færd var en aktiv, missionerende religion der vakte vrede og misundelse hos tilhængerne af datidens græske og romerske religion, som byggede på mytologi. Et typisk eksempel på dette er den forfølgelse Paulus blev udsat for i Efesus. — Apostelgerninger 19:23-41.
20 Vi spørger nu: Hvad havde budskabet om Guds rige at sige om de døde? Hvilket håb for de døde fremholdt Jesus? Forkyndte han at hans tilhængeres „udødelige sjæle“ ville opnå frelse fra „et brændende helvede“? Eller forkyndte han noget andet? — Mattæus 4:17.
Et håb om evigt liv
21, 22. (a) Hvad sammenlignede Jesus dødstilstanden med, og hvorfor? (b) Hvilket håb havde Marta med hensyn til sin døde broder?
21 Klarest indsigt i det håb Jesus forkyndte, får vi nok ved at undersøge hvad han sagde og gjorde da hans ven Lazarus døde. Hvordan betragtede Jesus sin vens død? Idet han begav sig på vej til Lazarus’ hjem, sagde han til disciplene: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ (Johannes 11:11) Jesus sammenlignede Lazarus’ tilstand med en søvn. Når vi sover dybt, er vi os ikke noget som helst bevidst. Det stemmer med den hebraiske udtalelse i Prædikeren 9:5: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting.“
22 Vi lægger mærke til at selv om Lazarus havde været død i fire dage, sagde Jesus ikke noget om at hans sjæl befandt sig i himmelen, helvede eller skærsilden. Da Jesus ankom til Betania og Marta, Lazarus’ søster, kom ham i møde, sagde han til hende: „Din broder skal opstå.“ Hvad svarede Marta? Sagde hun at han allerede var i himmelen? Nej, hun svarede: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Dette viser klart at jøderne på den tid håbede på en opstandelse, på at de døde ville vende tilbage til livet her på jorden. — Johannes 11:23, 24, 38, 39.
23. Hvilket mirakel gjorde Jesus, og hvordan virkede det på dem der så det?
23 Jesus sagde da: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør; og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du dette?“ (Johannes 11:25, 26) For at bevise hvad han sagde gik Jesus ud til den hule hvor Lazarus var begravet, og råbte på ham, og Lazarus kom levende ud for øjnene af sine søstre, Maria og Marta, og naboerne. Beretningen siger videre: „Da fik mange af de jøder som var kommet til Maria og som havde iagttaget hvad han havde gjort, tro på ham . . . Den skare som var sammen med ham da han kaldte Lazarus ud af mindegraven og oprejste ham fra de døde, blev . . . ved med at aflægge vidnesbyrd.“ (Johannes 11:45; 12:17) Disse mennesker havde selv set dette mirakel, og de troede på det og bekræftede ved deres vidnesbyrd at det virkelig havde fundet sted. Jesu religiøse modstandere må også have troet på at det fandt sted, for beretningen siger at de øverste præster og farisæerne sammensvor sig om at få Jesus dræbt fordi ’dette menneske gjorde mange tegn’. — Johannes 11:30-53.
24. (a) Hvor havde Lazarus været i de fire dage? (b) Hvad siger Bibelen om udødelighed?
24 Hvor havde Lazarus været i de fire dage han var død? Han havde ikke været nogen steder. Han sov, var uden bevidsthed, idet han lå i graven og ventede på en opstandelse. Jesus velsignede ham ved mirakuløst at oprejse ham fra de døde. Ifølge Johannes’ beretning sagde Lazarus ikke noget om at han havde været i himmelen, helvede eller skærsilden i de fire dage. Hvorfor ikke? Ganske enkelt fordi han ikke havde nogen udødelig sjæl der kunne tage sådanne steder hen.d — Job 36:14; Ezekiel 18:4.
25. (a) Hvad sigter Bibelen til når den taler om evigt liv? (b) Hvad afhænger Guds riges lovede komme af?
25 Når Jesus talte om evigt liv sigtede han derfor enten til håbet om evigt liv i himmelen som en forvandlet, udødelig, åndelig medregent med ham i hans rige, eller til håbet om evigt liv som menneske på en paradisisk jord under dette riges styre.e (Lukas 23:43; Johannes 17:3) Gud har lovet at han i billedlig forstand vil bo hos lydige mennesker på jorden og velsigne dem rigt. Alt dette afhænger naturligvis af om Jesus virkelig blev sendt af Gud og var godkendt af ham. — Lukas 22:28-30; Titus 1:1, 2; Åbenbaringen 21:1-4.
Godkendt af Gud
26. Hvilken bemærkelsesværdig begivenhed var disciplene Peter, Jakob og Johannes vidne til?
26 Hvordan ved vi at Jesus var godkendt af Gud? Jo, da Jesus blev døbt, lød der en stemme fra himmelen der sagde: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Senere blev denne udtalelse bekræftet over for andre vidner. Disciplene Peter, Jakob og Johannes, tidligere fiskere fra Galilæa, fulgte med Jesus op på et højt bjerg (sandsynligvis det 2814 meter høje Hermonbjerg). Dér oplevede de noget bemærkelsesværdigt: „Og [Jesus] blev forvandlet for øjnene af dem, og hans ansigt skinnede som solen, og hans yderklæder blev blændende som lyset. Og se! Moses og Elias viste sig for dem, i samtale med ham. . . . se, da overskyggede en lysende sky dem, og se, ud fra skyen sagde en stemme: ’Dette er min søn, den elskede, som jeg har godkendt; hør på ham.’ Da disciplene hørte dette, faldt de på deres ansigt og blev meget bange.“ — Mattæus 17:1-6; Lukas 9:28-36.
27. (a) Hvilken virkning havde forklarelsen på disciplene? (b) Hvordan ved vi at Jesus ikke er nogen opdigtet skikkelse?
27 Denne hørlige og synlige bekræftelse fra Gud var vældig trosstyrkende for Peter, for han skrev senere: „Det var jo ikke snedigt opfundne fabler [græsk: myʹthois, myter] vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herres Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed. For han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’ Ja, disse ord hørte vi blive fremført fra himmelen mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.“ (2 Peter 1:16-18) De jødiske disciple Peter, Jakob og Johannes så virkelig dette mirakel, Jesu forvandling eller forklarelse, og de hørte Guds godkendende stemme fra himmelen. Deres tro byggede på virkeligheder som de havde set og hørt, ikke på myter eller „jødiske fabler“. (Se side 237.) — Mattæus 17:9; Titus 1:13, 14.f
Jesu død og endnu et mirakel
28. Hvad blev Jesus falskeligt anklaget for i år 33?
28 I år 33 blev Jesus arresteret og stillet for retten af de jødiske religiøse myndigheder, falskeligt anklaget for gudsbespottelse fordi han havde kaldt sig selv Guds søn. (Mattæus 26:3, 4, 59-67) Da disse jøder ikke havde juridisk myndighed til at henrette ham, sendte de ham til den romerske øvrighed og fremsatte igen falske anklager mod ham, denne gang om at han forbød betaling af skatter til kejseren og udgav sig for at være en konge. — Markus 12:14-17; Lukas 23:1-11; Johannes 18:28-31.
29. Hvordan døde Jesus?
29 Efter at Jesus var blevet sendt fra den ene øvrighedsperson til den anden, valgte den romerske landshøvding Pontius Pilatus, under pres fra den religiøst påvirkede folkemængde, den letteste udvej og dømte Jesus til døden. Jesus led derfor en vanærende død på en marterpæl, og hans lig blev lagt i en grav. Men inden der var gået tre dage skete der noget som forvandlede Jesu bedrøvede disciple til glade troende og nidkære forkyndere. — Johannes 19:16-22; Galaterne 3:13.
30. Hvad gjorde de religiøse ledere for at forhindre et bedrag?
30 Af frygt for at Jesu disciple skulle gribe til svindel eller bedrag, gik de religiøse ledere til Pilatus og sagde: „’Herre, vi er kommet i tanker om at denne bedrager, da han endnu levede, sagde: „Om tre dage vil jeg blive oprejst.“ Befal derfor at gravstedet skal sikres indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal komme og stjæle ham og sige til folket: „Han er blevet oprejst fra de døde!“ og dette sidste bedrag blive værre end det første.’ Pilatus sagde til dem: ’I har vagtmandskab. Gå hen og lad stedet sikre så godt som I kan.’ De gik så hen og sikrede gravstedet med vagtmandskabet efter at have forseglet stenen.“ (Mattæus 27:62-66) Men hvor meget gavnede det?
31. Hvad skete der da nogle troende kvinder kom ud til Jesu grav?
31 På tredjedagen efter Jesu død gik tre kvinder ud til graven for at indgnide det døde legeme med vellugtende olie. Hvad fandt de? „Og meget tidligt på ugens første dag kom de til mindegraven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ’Hvem skal rulle stenen væk fra indgangen til mindegraven for os?’ Men da de kiggede op, så de at stenen var blevet rullet væk, skønt den var meget stor. Da de kom ind i mindegraven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning, og de blev forfærdede. Han sagde til dem: ’Vær ikke forfærdede. I søger Jesus Nazaræeren, som blev pælfæstet. Han er blevet oprejst, han er ikke her. Se! Det er stedet hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og Peter: „Han går forud for jer til Galilæa; dér vil I se ham, sådan som han har sagt jer.“’“ (Markus 16:1-7; Lukas 24:1-12) Til trods for at de religiøse ledere havde posteret særlige vagter ved graven, var Jesus blevet oprejst af sin Fader. Er dette en myte, eller en historisk sandhed?
32. Hvilke gode grunde havde Paulus til at tro at Jesus var blevet oprejst?
32 Omkring 22 år efter denne begivenhed skrev Paulus, der tidligere havde forfulgt de kristne, et brev hvori han begrundede sin tro på at Kristus var blevet oprejst: „Jeg har nemlig overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget, at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne; og at han blev begravet, ja, at han er blevet oprejst på den tredje dag ifølge Skrifterne; og at han viste sig for Kefas, så for de tolv. Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her, men nogle er sovet ind i døden. Derefter viste han sig for Jakob, så for alle apostlene.“ (1 Korinther 15:3-7) Ja, Paulus havde et reelt grundlag for at risikere livet for den opstandne Jesu sag — deriblandt vidnesbyrdet fra omkring 500 som med egne øjne havde set den opstandne Jesus! (Romerne 1:1-4) Paulus vidste at Jesus var blevet oprejst, og han havde en endnu vægtigere grund til at sige det. Han forklarede videre: „Men til allersidst viste han sig også for mig som for en der er født i utide.“ — 1 Korinther 15:8, 9; Apostelgerninger 9:1-19.
33. Hvorfor var de første kristne villige til at dø som martyrer for deres tro?
33 De første kristne var villige til at dø som martyrer i de romerske arenaer. Hvorfor? Fordi de vidste at deres tro byggede på historiske realiteter, ikke på myter. Det var en realitet at Jesus var Messias, Kristus, som profetierne havde givet løfte om, og at han var blevet sendt til jorden af Gud, havde fået Guds godkendelse, var død på en pæl som Guds uangribelige søn, og var blevet oprejst fra de døde. — 1 Peter 1:3, 4.
34. Hvorfor er Jesu opstandelse så væsentlig for den kristne tro, ifølge apostelen Paulus?
34 Vi vil anbefale dig at læse hele kapitel 15 i Paulus’ første brev til korintherne for at se hvad Paulus mente om opstandelsen og hvorfor opstandelsen er så væsentlig for den kristne tro. Selve kernen i hans budskab udtrykkes med disse ord: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. For eftersom døden er kommet ved et menneske [Adam], er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:20-22.
35. Hvilke velsignelser har Gud i beredskab til jorden og menneskene? (Esajas 65:17-25)
35 Jesu Kristi opstandelse har altså et formål som med tiden vil komme hele menneskeheden til gode.g Den skabte også mulighed for at Jesus siden kunne opfylde resten af de messianske profetier. Hans retfærdige herredømme som udøves fra de usynlige himle, vil snart blive udvidet til at omfatte en renset jord. Da kommer det Bibelen beskriver som „en ny himmel og en ny jord“, hvor Gud ’vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte, for det som var før, er forsvundet’. — Åbenbaringen 21:1-4.
Frafald og forfølgelse forudset
36. Hvad skete der på pinsedagen år 33, og hvad førte det til?
36 Kort efter Jesu død og opstandelse skete der et nyt mirakel som styrkede de første kristne og gav dem gåpåmod i forkyndelsen. På pinsedagen år 33 udgød Gud sin hellige ånd eller virksomme kraft fra himmelen over omtrent 120 kristne som var samlet i Jerusalem. Hvad medførte det? „Og tunger som af ild viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig.“ (Apostelgerninger 2:3, 4) De fremmedsprogede jøder der befandt sig i Jerusalem på den tid, blev forundrede over at høre disse tilsyneladende ulærde jøder fra Galilæa tale på fremmede sprog. Resultatet var at mange kom til troen. Det kristne budskab bredte sig som en steppebrand efterhånden som disse nye jødiske troende vendte tilbage til deres hjemlande. — Apostelgerninger 2:5-21.
37. Hvordan reagerede nogle af de romerske herskere på den nye, kristne religion?
37 Men uvejrsskyerne trak sammen. Romerne blev ængstelige på grund af denne nye og tilsyneladende ateistiske religion som ikke havde nogen gudebilleder. Fra og med kejser Neros tid udsatte de de kristne for en voldsom forfølgelse der strakte sig over de første tre århundreder af vor tidsregning.h Mange kristne blev dømt til at dø i arenaerne for at tilfredsstille den sadistiske blodtørst hos kejserne og folkemasserne, der strømmede til for at se fangerne blive kastet for vilde dyr.
38. Hvilket forhold som var forudsagt, ville skabe forstyrrelse i den første kristne menighed?
38 Noget andet som voldte forstyrrelse i denne første tid, var noget som apostlene havde forudsagt. Peter skrev for eksempel: „Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv.“ (2 Peter 2:1-3) Ja, der skulle komme et frafald fra den sande tilbedelse. Nogle ville indgå et kompromis med de religiøse strømninger i den romerske verden, der var gennemsyret af græsk filosofi og tænkning. Hvordan gik det til? Dette og beslægtede spørgsmål vil blive besvaret i det næste kapitel. — Apostelgerninger 20:30; 2 Timoteus 2:16-18; 2 Thessaloniker 2:3.
[Fodnoter]
a Med „kristenheden“ sigter vi til den del af den religiøse verden der beherskes af kirker og trossamfund som hævder at være kristne. „Kristendommen“ er den oprindelige tilbedelsesform og vej til Gud som blev fremholdt af Jesus Kristus.
b Se også Hjælp til forståelse af Bibelen, udgivet af Vagttårnets Selskab, side 876-79, under „Messias“.
c Bibelens lære om genløsningen og dens betydning vil blive behandlet i kapitel 15.
d Udtrykket „udødelig sjæl“ forekommer ingen steder i Bibelen. Det græske ord der oversættes med „udødelighed“ forekommer kun tre gange og sigter hver gang til et nyt, åndeligt legeme som nogle iklæder sig eller får, og ikke til noget iboende eller medfødt. Det bruges i forbindelse med Kristus og det begrænsede antal salvede kristne der bliver Kristi medregenter i hans himmelske rige. — 1 Korinther 15:53, 54; 1 Timoteus 6:16; Romerne 8:17; Efeserne 3:6; Åbenbaringen 7:4; 14:1-5.
e Guds riges styre behandles mere udførligt i kapitel 15.
f „Moses“ og „Elias“ i synet stod for Loven og Profeterne, som Jesus opfyldte. En nærmere redegørelse for forklarelsen findes i Hjælp til forståelse af Bibelen, side 336, 337.
g En mere detaljeret redegørelse for Jesu opstandelse findes i bogen Bibelen — Guds ord eller menneskers?, udgivet af Vagttårnets Selskab, 1989, side 78-86.
h Den romerske biograf Svetonius (ca. 69-140 e.v.t.) skrev at under Neros regering blev „de kristne, en slags mennesker, der var befængt med en ny og skadelig overtro, . . . ramt af hårde straffe“.
[Ramme/illustration på side 237]
Er Jesus en opdigtet skikkelse?
„Er beretningen om kristendommens grundlægger kun et produkt af menneskelig smerte, menneskelig indbildningskraft, menneskelige håb — en myte, der kan sammenlignes med legenderne om Krishna, Osiris, Attis, Adonis, Dionysos og Mithras?“ spørger historikeren Will Durant, og han svarer: „Selv de ivrigste hedenske eller jødiske modstandere af den begyndende kristendom havde ikke på noget tidspunkt benægtet hans eksistens.“ — Verdens Kulturhistorie, Cæsar og Kristus.
Den romerske historiker Svetonius (ca. 69-140 e.v.t.) skriver om kejser Claudius i sit værk Romerske kejsere: „Jøderne, der på Chrestus’s [Kristi] tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom.“ Dette skete omkring år 52. (Jævnfør Apostelgerninger 18:1, 2.) Læg mærke til at Svetonius ikke udtrykker nogen som helst tvivl med hensyn til Kristi eksistens. På dette faktiske grundlag og med fare for deres liv udbredte de første kristne ivrigt deres tro. Det er næppe sandsynligt at de ville have vovet livet for en myte. Jesu død og opstandelse havde fundet sted i deres levetid, og nogle af dem havde været øjenvidner til disse begivenheder.
Will Durant drager denne slutning: „At nogle ganske få og jævne mænd i løbet af en enkelt generation skulle have været i stand til at konstruere en så stærk og betagende personlighed, en så ophøjet etik og en så inspirerende vision af menneskeligt broderskab, ville have været et mirakel, der var endnu mere utroligt end noget af dem, der berettes om i evangelierne.“
[Illustration]
Jesus forkyndte og gjorde mirakler her i Galilæa i det gamle Palæstina
[Ramme/illustration på side 241]
Hvem skrev Bibelen?
Den kristne bibel består af de 39 bøger i De Hebraiske Skrifter (se side 220), som mange kalder Det Gamle Testamente, og de 27 bøger i De Kristne Græske Skrifter, ofte kaldet Det Nye Testamente.i Bibelen er altså et minibibliotek bestående af 66 bøger skrevet af omkring 40 mænd i løbet af 1600 år (fra 1513 f.v.t. til 98 e.v.t.).
De Græske Skrifter omfatter fire evangelier, beretninger om Jesu liv og den gode nyhed han forkyndte. To af dem blev skrevet af nogle som personligt fulgte Jesus, nemlig skatteopkræveren Mattæus og fiskeren Johannes. De to andre blev skrevet af Markus og lægen Lukas, som begge var blandt de første troende. (Kolossenserne 4:14) Efter evangelierne kommer Apostelgerninger, en beretning om missionsvirksomheden i den første kristne tid, udarbejdet af Lukas. Så er der 14 breve fra apostelen Paulus til forskellige enkeltpersoner og menigheder, fulgt af breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Den sidste bog er Åbenbaringen, som er skrevet af Johannes.
At så mange personer med forskellig baggrund som levede på forskellige tider og i forskellige kulturer, kunne frembringe en så harmonisk bog, er et vældigt vidnesbyrd om at Bibelen ikke er et produkt af menneskelig visdom, men er inspireret af Gud. Bibelen siger selv: „Hele Skriften er inspireret af Gud [bogstaveligt: „Gud-indåndet“] og gavnlig til undervisning.“ Bibelen blev altså skrevet under påvirkning af Guds hellige ånd eller virksomme kraft. — 2 Timoteus 3:16, 17, Int.
[Illustration]
Denne beskadigede indskrift med navnet Pontius Pilatus på latin (anden linje, „IVS PILATVS“) bekræfter at Pilatus var en indflydelsesrig person i Palæstina, sådan som Bibelen siger
[Fodnote]
i Den katolske bibel indeholder nogle ekstra bøger som kaldes apokryferne, og som jøderne og protestanterne ikke regner for at være kanoniske.
[Ramme på side 245]
Messias i Bibelens profetier
Profeti: Sl. 132:11; Es. 9:7
Begivenhed: Af Davids, Isajs søns, slægt
Opfyldelse: Matt. 1:1, 6-16; 9:27; Apg. 13:22, 23
Profeti: Zak. 9:9; Sl. 118:26
Begivenhed: Hyldet som konge og som den der kommer i Jehovas navn
Opfyldelse: Matt. 21:1-9; Mark. 11:7-11
Profeti: Es. 28:16; Sl. 118:22, 23
Begivenhed: Forkastet, men blev hovedhjørnesten
Opfyldelse: Matt. 21:42, 45, 46; Apg. 3:14; 4:11; 1 Pet. 2:7
Begivenhed: Forrådt af en apostel
Opfyldelse: Matt. 26:47-50; Joh. 13:18, 26-30
Profeti: Zak. 11:12
Begivenhed: Forrådt for 30 sølvstykker
Opfyldelse: Matt. 26:15; 27:3-10; Mark. 14:10, 11
Profeti: Es. 53:7
Begivenhed: Tavs over for sine anklagere
Opfyldelse: Matt. 27:12-14; Mark. 14:61; 15:4, 5
Begivenhed: Slået, spyttet på
Opfyldelse: Matt. 26:67; 27:26, 30; Joh. 19:3
Profeti: Es. 53:5; Zak. 12:10
Begivenhed: Gennemboret
Opfyldelse: Matt. 27:49; Joh. 19:34, 37; Åb. 1:7
Begivenhed: Led offerdøden for at borttage synder
Opfyldelse: Matt. 20:28; Joh. 1:29; Rom. 3:24; 4:25
Profeti: Jon. 1:17; 2:10
Begivenhed: I graven i dele af tre dage, derefter oprejst
Opfyldelse: Matt. 12:39, 40; 16:21; 17:23; 27:64
[Ramme/illustration på side 258, 259]
Jesus og Guds navn
Da Jesus lærte sine disciple at bede, sagde han: „I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.’“ — Mattæus 6:9, 10.
Jesus kendte betydningen af sin Faders navn, og han lagde stor vægt på det. Han sagde derfor til sine religiøse fjender: „Jeg er kommet i min Faders navn, men I tager ikke imod mig; hvis en anden kom i sit eget navn, ville I tage imod ham. . . . Jeg har sagt jer det, og dog tror I ikke. De gerninger jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig.“ — Johannes 5:43; 10:25; Markus 12:29, 30.
I en bøn til sin Fader sagde Jesus: „’Fader, herliggør dit navn.’ Så kom der en stemme fra himmelen: ’Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.’“
Ved en senere lejlighed bad Jesus: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem, og de har overholdt dit ord. Og jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ — Johannes 12:28; 17:6, 26.
Som jøde var Jesus uden tvivl fortrolig med sin Faders navn, Jehova eller Jahve, for han kendte det skriftsted der siger: „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. . . . Så I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’og jeg er Gud.’“ — Esajas 43:10, 12.
Jøderne var altså som folk betragtet blevet udvalgt til at være Jehovas vidner. Som jøde var Jesus også et vidne for Jehova. — Åbenbaringen 3:14.
Det ser ud til at de fleste jøder i det første århundrede ikke længere udtalte Guds åbenbarede navn. Men der findes bibelhåndskrifter hvoraf det fremgår at de kristne som dengang brugte den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter, kan have set det hebraiske tetragram brugt i den græske tekst. Som George Howard, professor i religion og hebraisk, skriver: „Eftersom den Septuaginta-udgave som den nytestamentlige kirke brugte og citerede fra, indeholdt den hebraiske form af Guds navn, tog de nytestamentlige skribenter uden tvivl tetragrammet med i deres citater derfra. Da den hebraiske form af det guddommelige navn [senere] blev fjernet til fordel for græske erstatningsord i Septuaginta, blev navnet også fjernet i de nytestamentlige citater fra Septuaginta.“
Professor Howard mener derfor at de kristne i det første århundrede må have haft en klar forståelse af skriftsteder som Mattæus 22:44, hvor Jesus citerede De Hebraiske Skrifter for sine fjender. Howard siger: „Kirken i det første århundrede læste sandsynligvis: ’JHWH sagde til min Herre,’“ i stedet for den senere version: „’Herren sagde til min Herre,’ . . . hvilket er lige så tvetydigt som det er upræcist.“ — Salme 110:1.
At Jesus brugte Guds navn bekræftes af nogle jødiske anklager der blev rettet mod ham flere hundrede år efter hans død, nemlig at hvis han gjorde mirakler, var det „kun fordi han havde lært sig at bruge Guds ’hemmelige’ navn“. — The Book of Jewish Knowledge.
Ja, Jesus kendte Guds enestående navn. Og uanset de jødiske traditioner på den tid, er der ingen tvivl om at han brugte navnet. Han lod ikke menneskers traditioner sætte Guds lov ud af kraft. — Markus 7:9-13; Johannes 1:1-3, 18; Kolossenserne 1:15, 16.
[Illustration]
Papyrusfragment (1. årh. f.v.t.) med Guds navn på hebraisk i den græske Septuaginta-tekst
[Illustrationer på side 238]
Jesus brugte mange illustrationer i sin undervisning, blandt andet om at så, høste, fiske, finde en perle, om blandede hjorde og en vingård (Mattæus 13:3-47; 25:32)
[Illustration på side 243]
Ved Guds kraft gjorde Jesus mange mirakler; engang stillede han en storm
[Illustration på side 246]
Tetragrammet, de fire konsonanter JHWH (Jehova)
[Illustration på side 251]
Der er intet i beretningen om Lazarus’ opstandelse fra de døde som tyder på at Lazarus havde en udødelig sjæl
[Illustration på side 253]
Peter, Jakob og Johannes vidste at Jesus var godkendt af Gud — de så og hørte det ved forklarelsen