Ifølge Johannes
19 Pilatus tog så Jesus og fik ham pisket.+ 2 Og soldaterne flettede en krone af tornede grene og satte den på hans hoved og gav ham en purpurfarvet kappe på,+ 3 og gang på gang gik de hen til ham og sagde: “Vær hilset, jødernes konge!” De gav ham også lussinger.+ 4 Pilatus gik igen udenfor og sagde til jøderne: “Jeg fører ham ud til jer så I kan vide at jeg ikke mener at han er skyldig i noget.”+ 5 Så kom Jesus ud, med tornekronen og den purpurfarvede kappe på. Og Pilatus sagde til dem: “Se! Mennesket!” 6 Men da de øverste præster og betjentene så ham, råbte de: “Pælfæst ham! Pælfæst ham!”*+ Pilatus sagde til dem: “Tag I ham og pælfæst ham, for jeg kan ikke se at han er skyldig i noget.”+ 7 Jøderne svarede: “Vi har en lov, og ifølge den lov skal han dø,+ for han har gjort sig selv til Guds søn.”+
8 Da Pilatus hørte hvad de sagde, blev han endnu mere bange, 9 og han gik igen ind i statholderens residens og spurgte Jesus: “Hvor er du fra?” Men Jesus svarede ham ikke.+ 10 “Nægter du at tale til mig?” sagde Pilatus. “Ved du ikke at jeg har myndighed til at løslade dig, og at jeg har myndighed til at henrette* dig?” 11 Jesus svarede ham: “Du ville slet ikke have nogen myndighed over mig hvis ikke du havde fået den ovenfra.+ Derfor har den der har overgivet mig til dig, større synd.”
12 Af den grund søgte Pilatus at finde en måde at få ham løsladt på, men jøderne råbte: “Hvis du løslader denne mand, er du ikke kejserens ven. Enhver der gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.”+ 13 Da Pilatus hørte det, førte han Jesus ud, og han satte sig på et dommersæde på et sted der bliver kaldt Stenbelægningen, men på hebraisk Gábbata. 14 Det var påskens forberedelsesdag,+ omkring den sjette time. Og han sagde til jøderne: “Se! Jeres konge!” 15 Men de råbte: “Væk med ham! Væk med ham! Pælfæst ham!” Pilatus sagde til dem: “Skal jeg pælfæste jeres konge?” De øverste præster svarede: “Vi har ingen anden konge end kejseren.” 16 Så udleverede han Jesus til dem for at han kunne blive pælfæstet.+
Og de tog Jesus med. 17 Han bar selv torturpælen ud til det såkaldte Hovedskalsted,+ som på hebraisk bliver kaldt Golgata.+ 18 Der naglede de ham til pælen+ sammen med to andre, en på hver side, med Jesus i midten.+ 19 Og Pilatus skrev en tekst og anbragte den på pælen. Der stod: “Jesus fra Nazaret, jødernes konge.”+ 20 Mange af jøderne læste teksten, som var skrevet på hebraisk, latin og græsk, for stedet hvor Jesus var blevet naglet til pælen, lå i nærheden af byen. 21 Men jødernes øverste præster sagde til Pilatus: “Skriv ikke: ‘Jødernes konge’, men at han sagde: ‘Jeg er jødernes konge.’” 22 Pilatus svarede: “Hvad jeg har skrevet, har jeg skrevet.”
23 Da soldaterne havde naglet Jesus til pælen, tog de hans yderklæder og delte dem i fire dele, en til hver soldat, og de tog også underklædningen. Men underklædningen var uden sammensyninger, vævet ud i et fra øverst til nederst. 24 De sagde derfor til hinanden: “Lad os ikke rive den i stykker, men lad os kaste lod om den for at afgøre hvem der skal have den.”+ Det skete for at skriftstedet kunne blive opfyldt: “De delte mit tøj imellem sig, og de kastede lod om min klædning.”+ Og det gjorde soldaterne virkelig.
25 Ved Jesus’ pæl stod hans mor+ og hans moster og Maria, der var gift med Klopas, og Maria Magdalene.+ 26 Da Jesus så sin mor og den discipel som han elskede,+ stå ved siden af, sagde han til sin mor: “Kvinde, se! Din søn!” 27 Så sagde han til disciplen: “Se! Din mor!” Og fra da af tog disciplen hende hjem til sig.
28 Efter det vidste Jesus at nu var alt fuldført, så for at skriftstedet kunne blive opfyldt, sagde han: “Jeg er tørstig.”+ 29 Der stod en krukke med sur vin. Så de satte en svamp fuld af sur vin på en isopstængel og holdt den op til hans mund.+ 30 Da Jesus havde fået den sure vin, sagde han: “Det er fuldført!”+ Så bøjede han hovedet og udåndede.+
31 Det var forberedelsesdag,+ og for at ligene ikke skulle blive på pælene*+ sabbatten over (det var nemlig en stor sabbatsdag),+ bad jøderne Pilatus om at sørge for at de pælfæstedes ben blev brækket og ligene fjernet. 32 Soldaterne kom derfor og brækkede benene på den første og på den anden som var blevet pælfæstet ved siden af ham. 33 Men da de kom til Jesus, kunne de se at han allerede var død, så de brækkede ikke hans ben. 34 En af soldaterne stak ham dog i siden med et spyd,+ og straks kom der blod og vand ud. 35 Og den der har set det, har her vidnet om det, og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved at det han siger, er sandt, og han siger det for at I også kan tro.+ 36 Ja, det skete for at skriftstedet kunne blive opfyldt: “Ingen knogle på ham vil blive brækket.”+ 37 Et andet skriftsted siger: “De skal se hen til ham som de har gennemboret.”+
38 Josef fra Arimatæa, som var en discipel af Jesus men i det skjulte fordi han var bange for jøderne,+ spurgte derefter Pilatus om han måtte fjerne Jesus’ lig, og det gav Pilatus ham lov til. Han kom så og fjernede liget.+ 39 Også Nikodemus+ kom, den mand der engang var kommet til ham om natten, og han medbragte en blanding af myrra og aloe som vejede cirka hundrede pund.+ 40 De tog Jesus’ lig og viklede det ind i linnedklæder sammen med de aromatiske stoffer,+ som det er skik ved en jødisk begravelse.+ 41 Nu var der en have ved det sted hvor han blev henrettet,* og i haven var der en ny grav+ hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. 42 Fordi det var jødernes forberedelsesdag+ og graven lå i nærheden, lagde de Jesus dér.