Job

1 I landet Uz+ var der en mand* hvis navn var Job.*+ Denne mand var uangribelig+ og retskaffen,+ frygtede Gud+ og veg fra det onde.+ 2 Med tiden fødtes der ham syv sønner og tre døtre,+ 3 og hans hjorde+ udgjorde syv tusind får* og tre tusind kameler, fem hundrede spand hornkvæg og fem hundrede hunæsler, og [han havde] en stor mængde tjenestefolk; så denne mand var større end alle Østens sønner.+

4 Hans sønner kom og holdt fest+ i hinandens* huse hver sin dag. Og de sendte bud og inviterede deres tre søstre til at spise og drikke sammen med dem. 5 Men når festdagene havde været hele turen rundt, sendte Job bud og helligede dem;+ og han stod op tidligt om morgenen og ofrede brændofre+ i et antal som svarede til dem alle. „For,“ sagde Job, „måske har mine sønner syndet og forbandet*+ Gud i deres hjerte.“+ Sådan plejede Job altid at gøre.+

6 Så indtraf den dag da gudssønnerne*+ kom og stillede sig foran Jehova,+ og blandt dem+ kom også Satan.*+

7 Jehova sagde da til Satan: „Hvor kommer du fra?“ hvortil Satan svarede Jehova og sagde: „Jeg har strejfet om på jorden+ og vandret omkring på den.“+ 8 Jehova sagde derpå til Satan: „Har du rettet dit hjerte mod min tjener Job? For der er ingen som han på jorden:+ en uangribelig+ og retskaffen+ mand som frygter Gud+ og viger fra det onde.“+ 9 Hertil svarede Satan Jehova og sagde: „Er det for intet Job frygter Gud?+ 10 Har du ikke sat hegn rundt om ham+ og hans hus og alt hvad han ejer? Hans hænders værk har du velsignet,+ og hans hjorde breder sig i landet. 11 Men til en forandring: ræk engang din hånd ud og rør ved alt hvad han ejer, [og se] om han ikke vil forbande* dig lige op i dit ansigt.“+ 12 Da sagde Jehova til Satan: „Se, alt hvad han ejer er i din hånd. Du må blot ikke række din hånd ud mod ham selv!“ Derpå gik Satan bort fra Jehovas ansigt.*+

13 Så indtraf den dag da hans sønner og døtre spiste og drak vin i deres broders, den førstefødtes, hus.+ 14 Da kom der et sendebud+ til Job og sagde: „Hornkvæget gik for ploven,+ og hunæslerne græssede ved siden af dem, 15 da sabæerne*+ lavede et overfald og tog dem. Karlene huggede de ned med sværdets æg, og kun jeg alene undslap for at give dig besked.“+

16 Mens han endnu talte, kom en anden og sagde: „Ild fra Gud faldt ned fra himmelen+ og brændte løs blandt småkvæget og karlene og fortærede dem. Og kun jeg alene undslap for at give dig besked.“

17 Mens han endnu talte, kom en anden og sagde: „Kaldæerne+ delte sig i tre grupper; derpå faldt de over kamelerne og tog dem. Karlene huggede de ned med sværdets æg, og kun jeg alene undslap for at give dig besked.“

18 Mens han endnu talte, kom en anden og sagde: „Dine sønner og døtre spiste og drak vin+ i deres broders, den førstefødtes, hus. 19 Se, da kom der et vældigt vindstød*+ ude fra ørkenen, og det ramte husets fire hjørner så det faldt sammen over de unge mennesker, og de døde. Og kun jeg alene undslap for at give dig besked.“

20 Da rejste Job sig og sønderrev+ sin ærmeløse overklædning og klippede [håret+ af] sit hoved, hvorpå han faldt til jorden+ og bøjede sig+ 21 og sagde:

22 I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget utilbørligt.+