Markus
3 Han gik igen ind i en synagoge, og dér var der en mand hvis ene hånd var vissen.+ 2 De holdt skarpt øje med ham for at se om han ville kurere manden på sabbatten, så de kunne få noget at anklage ham for.+ 3 Og han sagde til manden med den visne hånd: „Rejs dig [og kom herhen] i midten.“ 4 Derpå sagde han til dem: „Er det tilladt at gøre en god gerning på sabbatten eller at gøre en ond gerning, at redde eller at dræbe en sjæl?“*+ Men de tav. 5 Og efter at have set rundt på dem med vrede, dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed,+ sagde han til manden: „Ræk din hånd frem.“ Og han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen.+ 6 Så gik farisæerne ud og begyndte straks sammen med tilhængerne af Herodes’ parti*+ at lægge råd op imod ham for at få ham ryddet af vejen.+
7 Men Jesus trak sig med sine disciple tilbage til søen; og en stor mængde fra Galilæʹa og fra Judæa fulgte med.+ 8 Endog fra Jerusalem og fra Idumæʹa og den anden side af Jordan og [egnen] omkring Tyʹrus+ og Ziʹdon kom en stor mængde til ham efter at have hørt om alt det han gjorde. 9 Og han sagde til sine disciple at de hele tiden skulle holde en lille båd i beredskab til ham på grund af folkemængden, så den ikke skulle trænge ham. 10 Han kurerede nemlig mange, med det resultat at alle som havde alvorlige lidelser kastede sig over ham for at røre ved ham.+ 11 Endog de urene ånder+ kastede sig ned for ham når de så ham, og de råbte og sagde: „Du er Guds søn.“+ 12 Men igen og igen pålagde han dem strengt ikke at gøre ham kendt.+
13 Og han gik op på et bjerg og kaldte dem til sig han ønskede,+ og de kom hen til ham.+ 14 Og han dannede [en gruppe på] tolv, som han også kaldte „apostle“, for at de kunne være hos ham og for at han kunne sende dem ud at forkynde,+ 15 med myndighed til at uddrive dæmonerne.+
16 Og de tolv [i gruppen] han dannede, var Simon, som han gav tilnavnet Peter,+ 17 og Jakob, Zebedæʹus’ [søn], og Johannes, Jakobs broder+ (dem gav han tilnavnet Boanerʹges,* som betyder Tordensønner), 18 og Andreas og Filip og Bartolomæʹus og Mattæʹus og Thomas og Jakob, Alfæʹus’ [søn], og Taddæʹus og Simon Kananæeren 19 og Judas Iskarioʹt, som senere forrådte ham.+
Og han gik ind i et hus. 20 Igen samledes folkemængden, så de ikke engang var i stand til at spise et måltid.+ 21 Og da hans slægtninge+ hørte det, gik de ud for at få fat i ham, for de sagde: „Han er gået fra forstanden.“+ 22 Og de skriftlærde der kom ned fra Jerusalem sagde: „Han har Beelʹzebub* [i sig], og han uddriver dæmonerne ved hjælp af dæmonernes hersker.“+ 23 Efter at have kaldt dem til sig begyndte han så at sige til dem i billeder:* „Hvordan kan Satan uddrive Satan? 24 Hvis et rige kommer i splid med sig selv, kan det rige jo ikke bestå;+ 25 og hvis et hus kommer i splid med sig selv, kan det hus ikke bestå.+ 26 Og hvis Satan sætter sig op mod sig selv og kommer i splid med sig selv, kan han ikke bestå men når sit endeligt.+ 27 På den anden side kan ingen som er trængt ind i en stærk mands hus, røve+ hans ejendele, medmindre han først binder den stærke mand, og så plyndrer han hans hus.+ 28 Jeg skal sige jer en sandhed: Alt vil blive tilgivet menneskenes sønner, uanset hvilke synder og bespottelser de [guds]bespotteligt gør sig skyldige i.+ 29 Men den der taler bespotteligt imod den hellige ånd, får aldrig i evighed tilgivelse, men er skyldig i en evig synd.“+ 30 Det var fordi de sagde: „Han har en uren ånd.“+
31 Nu kom hans moder og hans brødre,+ og mens de stod udenfor sendte de bud ind til ham for at kalde på ham.+ 32 Imidlertid sad der mange mennesker rundt om ham, og de sagde til ham: „Se! Din moder og dine brødre udenfor søger dig.“+ 33 Men som svar sagde han til dem: „Hvem er min moder og mine brødre?“+ 34 Og efter at have set rundt på dem der sad omkring ham, sagde han: „Se, min moder og mine brødre!+ 35 Enhver der gør Guds vilje, dét er min broder og søster og moder.“+