Apostlenes Gerninger

23 Paulus så fast på Sanhedrinet og sagde: “Brødre, så længe jeg har levet, har jeg haft en helt ren samvittighed over for Gud.”+ 2 Så gav ypperstepræsten Ananias ordre til at de der stod ved siden af Paulus, skulle slå ham på munden. 3 Paulus sagde nu til ham: “Gud skal slå dig, din hykler.* Sidder du for at dømme mig efter Loven samtidig med at du overtræder Loven ved at befale at man skal slå mig?” 4 De der stod ved siden af, sagde: “Fornærmer du Guds ypperstepræst?” 5 Paulus svarede: “Brødre, jeg vidste ikke at han var ypperstepræst. Der står jo skrevet: ‘Du må ikke tale nedsættende om en af dit folks ledere.’”+

6 Paulus forstod at den ene halvdel var saddukæere og den anden var farisæere, så han råbte i Sanhedrinet: “Brødre, jeg er farisæer,+ søn af farisæere. Jeg står anklaget på grund af håbet om de dødes opstandelse.” 7 Da han havde sagt det, opstod der uenighed mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet. 8 Saddukæerne siger nemlig at der hverken er opstandelse fra de døde eller engle eller ånder, men farisæerne tror på* alle disse ting.+ 9 Så blev der en vældig råben og skrigen, og nogle af de skriftlærde fra farisæernes parti trådte frem og begyndte at argumentere voldsomt og sige: “Vi kan ikke se at denne mand har gjort noget forkert, og hvis en ånd eller en engel har talt til ham+ ...” 10 Striden blev nu så stor at kommandanten frygtede at Paulus ville blive revet midt over, og han befalede derfor soldaterne at gå ned og trække ham væk fra dem og føre ham ind i soldaternes kvarter.

11 Men om natten stod Herren hos ham og sagde: “Vær modig!+ For ligesom du har aflagt et grundigt vidnesbyrd om mig i Jerusalem, skal du også gøre det i Rom.”+

12 Da det blev dag, rottede jøderne sig sammen og sværgede* at de ikke ville spise eller drikke før de havde dræbt Paulus. 13 Der var over 40 mænd med i sammensværgelsen. 14 Mændene gik til de øverste præster og de ældste og sagde: “Vi har højtideligt sværget* at vi ikke vil spise noget før vi har dræbt Paulus. 15 Nu må I derfor sammen med Sanhedrinet bede kommandanten om at føre ham ned til jer, som om I ønsker at undersøge hans sag nærmere. Så vil vi være klar til at slå ham ihjel før han når frem.”

16 Men Paulus’ nevø* hørte om det planlagte baghold, så han gik ind i soldaternes kvarter og meddelte det til Paulus. 17 Paulus tilkaldte så en af officererne og sagde: “Før denne unge mand til kommandanten, for han har noget at sige til ham.” 18 Han førte ham så til kommandanten og sagde: “Fangen Paulus tilkaldte mig og bad mig om at føre denne unge mand til dig, for han har noget at fortælle dig.” 19 Kommandanten trak ham til side og spurgte da de var alene: “Hvad er det du vil sige til mig?” 20 Han sagde: “Jøderne har aftalt at de vil bede dig om at føre Paulus ned til Sanhedrinet i morgen, som om de vil vide mere om hans sag.+ 21 Men lad dem endelig ikke overtale dig, for over 40 af deres mænd ligger i baghold mod ham, og de har sværget* at de hverken vil spise eller drikke før de har dræbt ham,+ og de er nu parate og venter på at du giver tilladelse.” 22 Så lod kommandanten den unge mand gå, efter at have befalet ham: “Sig ikke til nogen at du har røbet det for mig.”

23 Han kaldte så to af officererne til sig og sagde: “Gør 200 soldater klar til at marchere til Cæsarea, og 70 ryttere og 200 spydbærere, i nattens tredje time.* 24 Sørg også for heste så Paulus kan ride og blive bragt sikkert til statholderen Felix.” 25 Og han skrev et brev med følgende ordlyd:

26 “Fra Claudius Lysias til den højtærede statholder Felix: Vær hilset! 27 Denne mand var blevet pågrebet af jøderne og var ved at blive slået ihjel af dem, men jeg kom hurtigt og befriede ham+ med mine soldater, for jeg fik at vide at han er romer.+ 28 Og jeg ønskede at finde ud af hvorfor de anklagede ham, så jeg førte ham til deres Sanhedrin.+ 29 Jeg fandt ud af at han var anklaget på grund af nogle stridigheder angående deres Lov,+ men ikke for en eneste ting som kan medføre død eller lænker. 30 Men det er blevet meddelt mig at der er planlagt et attentat mod manden,+ og derfor sender jeg ham straks til dig og befaler anklagerne at komme til dig med deres beskyldninger imod ham.”

31 Soldaterne tog så Paulus+ og førte ham om natten til Antipatris som de havde fået ordre om. 32 Næste dag lod de rytterne ride videre med ham, men selv vendte de tilbage til soldaternes kvarter. 33 Rytterne kom til Cæsarea og afleverede brevet til statholderen, sammen med Paulus. 34 Han læste det og spurgte hvilken provins han var fra, og fik at vide at han var fra Kilikien.+ 35 “Jeg vil grundigt høre din sag,” sagde han, “når dine anklagere kommer.”+ Og han befalede at han skulle holdes bevogtet i Herodes’ palads.*