Ezekiel
3 Så sagde han til mig: “Menneskesøn, spis det der er foran dig.* Spis denne bogrulle, og gå hen og tal til Israels hus.”+
2 Så åbnede jeg munden, og han gav mig den bogrulle jeg skulle spise. 3 Han fortsatte med at sige: “Menneskesøn, spis bogrullen jeg giver dig her, og fyld din mave med den.” Så gik jeg i gang med at spise den, og den smagte sødt som honning i min mund.+
4 Han sagde til mig: “Menneskesøn, gå ud blandt dem der hører til Israels hus, og fortæl dem hvad jeg siger. 5 Du bliver ikke sendt til et folk som taler et fremmed eller uforståeligt sprog, men til Israels hus. 6 Du bliver ikke sendt til mange folkeslag som taler sprog der er fremmede eller uforståelige, og hvis ord du ikke forstår. Hvis jeg sendte dig til dem, ville de lytte til dig.+ 7 Men Israels hus vil nægte at lytte til dig, for de vil ikke lytte til mig.+ Alle der hører til Israels hus, har hårde pander og hårde hjerter.+ 8 Se, jeg har gjort dit ansigt lige så hårdt som deres ansigter og din pande lige så hård som deres pander.+ 9 Jeg har gjort din pande hård som diamant, hårdere end flint.+ Vær ikke bange for dem, og lad dig ikke skræmme af deres ansigter+ – de er jo et oprørsk hus.”
10 Så sagde han til mig: “Menneskesøn, alt det jeg siger til dig, skal du lytte til og modtage i dit hjerte. 11 Gå ud blandt dit folk* som lever i eksil,+ og tal til dem. Sig til dem: ‘Hør hvad Den Suveræne Herre Jehova siger’ – uanset om de vil høre eller ikke vil høre.”+
12 Nu bar en ånd* mig afsted,+ og bag mig hørte jeg en kraftig rumlen og disse ord: “Jehovas herlighed skal lovprises fra hans sted.” 13 Jeg hørte lyden af de levende skabningers vinger der rørte hinanden,+ lyden af hjulene ved siden af dem+ og en kraftig rumlen. 14 Og ånden løftede mig op og tog mig med, og jeg tog afsted, oprørt og fuld af vrede, og Jehovas hånd hvilede over mig med kraft. 15 Så gik jeg til Tel-Abib, til folket som var i eksil og boede ved floden Kebar,+ og jeg blev dér. Jeg var som lammet+ og blev hos dem i syv dage.
16 Da de syv dage var gået, kom Jehovas ord til mig:
17 “Menneskesøn, jeg har udnævnt dig til vagtpost for Israels hus,+ og når du hører et ord fra min mund, skal du advare dem fra mig.+ 18 Når jeg siger til en der er ond: ‘Du skal dø!’ men du ikke advarer ham og ikke taler til ham for at advare ham så han kan vende om fra sin onde kurs og blive i live,+ så vil han dø på grund af sin synd, for han er ond+ – men hans blod vil jeg kræve af dig.*+ 19 Hvis du derimod advarer en der er ond, og han ikke vender om fra sin ondskab og holder op med at handle ondt, vil han dø på grund af sin synd, men du vil have reddet dit liv.+ 20 Hvis en der er retfærdig, giver slip på sin retfærdighed og begynder at gøre det der er forkert, vil jeg lægge en snublesten foran ham, og han vil dø.+ Hvis du ikke har advaret ham, vil han dø for sin synd, og hans retfærdige handlinger vil ikke blive husket – men hans blod vil jeg kræve af dig.*+ 21 Hvis du derimod har advaret den retfærdige mod at synde og han ikke synder, vil han blive i live fordi han blev advaret,+ og du vil have reddet dit liv.”
22 Jehovas hånd kom over mig dér, og han sagde til mig: “Rejs dig op, gå ud til dalsletten, så vil jeg tale med dig der.” 23 Så rejste jeg mig op og gik ud til dalsletten. Og se! Dér var Jehovas herlighed,+ den samme herlighed som jeg havde set ved floden Kebar,+ og jeg kastede mig ned med ansigtet mod jorden. 24 Så blev jeg fyldt med ånd, og ånden fik mig op at stå på mine fødder.+ Han talte til mig og sagde:
“Gå hjem og luk dig inde i dit hus. 25 Menneskesøn, de vil lægge reb om dig og binde dig med dem så du ikke kan gå ud iblandt dem. 26 Jeg vil få din tunge til at klæbe til ganen, og du vil blive stum så du ikke kan irettesætte dem, for de er et oprørsk hus. 27 Men når jeg taler med dig, vil jeg åbne din mund, og du skal sige til dem:+ ‘Hør hvad Den Suveræne Herre Jehova siger.’ Lad den der hører, høre,+ og lad den der ikke vil høre, lade være, for de er et oprørsk hus.+