Ifølge Markus
12 Så begyndte han at tale til dem ved hjælp af lignelser: “En mand anlagde en vingård,+ satte et hegn omkring den, udhuggede en vinperse og byggede et tårn.+ Så lejede han den ud til nogle vinbønder og rejste til udlandet.+ 2 Da tiden var inde, sendte han en træl til vinbønderne for at hente noget af vingårdens høst hos dem. 3 Men de tog fat i ham, slog ham og sendte ham tomhændet bort. 4 Så sendte han en anden træl til dem, og de slog ham i hovedet og ydmygede ham.+ 5 Og han sendte endnu en, og ham dræbte de. Han sendte mange andre, og nogle af dem pryglede de, og andre dræbte de. 6 Han havde én mere, en søn som han elskede.+ Ham sendte han til dem som den sidste, for han tænkte: ‘Min søn vil de respektere.’ 7 Men vinbønderne sagde til hinanden: ‘Det er arvingen.+ Kom, lad os dræbe ham så vi får arven.’ 8 Så tog de ham og dræbte ham og smed ham ud af vingården.+ 9 Hvad vil ejeren af vingården gøre? Han vil komme og slå vinbønderne ihjel og give vingården til nogle andre.+ 10 Har I aldrig læst dette skriftsted: ‘Den sten bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen.+ 11 Den er kommet fra Jehova, og den er vidunderlig i vores øjne’?”+
12 Så ville de arrestere ham, for de vidste at lignelsen var møntet på dem, men de var bange for folkemængden. Derfor lod de ham være og gik deres vej.+
13 Derefter sendte de nogle af farisæerne og af tilhængerne af Herodes’ parti til ham for at få ham til at sige noget de kunne fange ham i.+ 14 De kom hen og sagde til ham: “Lærer, vi ved at du taler sandt og ikke tager dig af hvad andre mener, for du ser ikke på folks ydre, men du lærer andre sandheden om hvad der er Guds vilje. Er det tilladt* at betale skat til kejseren, eller er det ikke? 15 Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?” Han gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: “Hvorfor udfordrer I mig? Kom med en denar så jeg kan se den.” 16 De rakte ham en, og han spurgte dem: “Hvis billede og titel er det?” De svarede: “Kejserens.”+ 17 Så sagde Jesus: “Giv kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.”+ Og de var forbløffet over ham.
18 Nogle saddukæere – det er dem der siger at der ikke er nogen opstandelse+ – kom og spurgte ham:+ 19 “Lærer, Moses skrev til os at hvis en mand dør og efterlader sig en hustru men ikke efterlader sig noget barn, så skal hans bror gifte sig med enken og give sin døde bror efterkommere.+ 20 Der var syv brødre. Den første tog en hustru, men da han døde, efterlod han sig ikke nogen børn. 21 Og den anden giftede sig med hende men døde uden at efterlade sig børn. Det samme skete med den tredje. 22 Ingen af de syv efterlod sig børn. Til allersidst døde kvinden også. 23 Hvem af dem skal have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.” 24 Jesus sagde til dem: “Er grunden til at I tager fejl, ikke netop at I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft?+ 25 For når de opstår fra de døde, gifter mænd sig ikke, og kvinder bliver ikke giftet bort, men de er som engle i himlene.+ 26 Men med hensyn til at de døde bliver oprejst, så har I vel læst i Moses’ bog, i beretningen om tornebusken, at Gud sagde til ham: ‘Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.’+ 27 Han er ikke de dødes men de levendes Gud. I tager fuldstændigt fejl.”+
28 En af de skriftlærde, som var kommet hen og havde hørt dem diskutere, forstod at han havde givet et godt svar, og spurgte ham: “Hvilket bud er det vigtigste* af alle?”+ 29 Jesus svarede: “Det vigtigste er: ‘Hør, Israel, Jehova vores Gud er én Jehova, 30 og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke.’+ 31 Derefter kommer dette: ‘Du skal elske dit medmenneske som dig selv.’+ Der er ikke noget bud der er større end dem.” 32 Den skriftlærde sagde til ham: “Lærer, det var godt sagt og i overensstemmelse med sandheden: ‘Han er én, og der er ikke nogen anden Gud end ham.’+ 33 Og at elske ham af hele sit hjerte, hele sin forstand og hele sin styrke og at elske sit medmenneske som sig selv er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre.”+ 34 Da Jesus hørte at han svarede klogt, sagde han til ham: “Du er ikke langt fra Guds rige.” Derefter turde ingen stille ham flere spørgsmål.+
35 Jesus fortsatte med at undervise i templet og sagde: “Hvordan kan det være at de skriftlærde siger at Kristus er Davids søn?+ 36 Ved den hellige ånd+ har David selv sagt: ‘Jehova sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder.”’+ 37 David selv kalder ham Herre, så hvordan kan det være at han er hans søn?”+
Og den store folkemængde lyttede begejstret til ham. 38 Han fortsatte med at undervise og sagde: “Pas på de skriftlærde som kan lide at gå rundt i lange klæder og gerne vil have at man hilser på dem på torvene,+ 39 og ønsker de forreste siddepladser i synagogerne og de bedste pladser ved aftensmåltiderne.+ 40 De udnytter enkerne og tager deres ejendom,* og for et syns skyld* beder de lange bønner. De vil få en hårdere* dom.”
41 Og han satte sig over for bidragsbøsserne+ og gav sig til at betragte folk der lagde penge i bidragsbøsserne, og mange rige lagde mange mønter i.+ 42 Nu kom der en fattig enke og lagde to småmønter i.+ 43 Så kaldte han sine disciple hen til sig og sagde til dem: “Jeg siger jer at denne fattige enke har lagt mere i end alle de andre der lagde penge i bidragsbøsserne.+ 44 For de gav alle af deres overskud, men fattig som hun er, gav hun alt hvad hun ejede, alt hvad hun havde at leve af.”+