Daniel
3 Kong Nebukadnesar lavede en statue* af guld der var 60 alen* høj og 6 alen* bred. Den stillede han op på Durasletten i provinsen Babylon. 2 Derpå gav kong Nebukadnesar ordre til at satrapperne, præfekterne, statholderne, rådgiverne, skatmestrene, dommerne, politimestrene og alle provinsernes andre embedsmænd skulle sammenkaldes så de kunne komme til indvielsen af den statue kong Nebukadnesar havde opstillet.
3 Så samledes satrapperne, præfekterne, statholderne, rådgiverne, skatmestrene, dommerne, politimestrene og alle provinsernes andre embedsmænd til indvielsen af den statue kong Nebukadnesar havde opstillet. Og de stillede sig op foran statuen som Nebukadnesar havde opstillet. 4 Herolden råbte med høj stemme: “Denne befaling gives til alle jer folk og nationer uanset sprog: 5 Når I hører lyden af hornet, fløjten, citeren, harpen, lyren, sækkepiben og alle de andre instrumenter, skal I kaste jer ned og tilbede guldstatuen som kong Nebukadnesar har opstillet. 6 Den der ikke kaster sig ned og tilbeder den, vil øjeblikkeligt blive kastet i ovnen med flammende ild.”+ 7 Da folkene fra de forskellige nationer og sproggrupper hørte lyden af hornet, fløjten, citeren, harpen, lyren og alle de andre instrumenter, kastede de sig derfor alle ned og tilbad guldstatuen som kong Nebukadnesar havde opstillet.
8 Nu trådte nogle af kaldæerne frem og anklagede* jøderne. 9 De sagde til kong Nebukadnesar: “Måtte kongen leve evigt! 10 Du, konge, har befalet at alle skulle kaste sig ned og tilbede guldstatuen når de hørte lyden af hornet, fløjten, citeren, harpen, lyren, sækkepiben og alle de andre instrumenter, 11 og at enhver der ikke kastede sig ned og tilbad, skulle kastes i ovnen med flammende ild.+ 12 Men der er nogle jøder som du har sat til at forvalte provinsen Babylon: Shadrak, Meshak og Abed-Nego.+ Disse mænd viser dig ingen respekt, konge. De tjener ikke dine guder, og de nægter at tilbede guldstatuen som du har opstillet.”
13 Nebukadnesar blev rasende og befalede at Shadrak, Meshak og Abed-Nego skulle hentes. Så blev mændene ført frem for kongen. 14 Nebukadnesar sagde til dem: “Shadrak, Meshak og Abed-Nego, er det virkelig rigtigt at I ikke tjener mine guder,+ og at I nægter at tilbede den guldstatue jeg har opstillet? 15 Hvis I nu, når I hører lyden af hornet, fløjten, citeren, harpen, lyren, sækkepiben og alle de andre instrumenter, er parate til at kaste jer ned og tilbede statuen som jeg har lavet, så skal I slippe. Men hvis I nægter at tilbede, vil I øjeblikkeligt blive kastet i ovnen med flammende ild. Og hvem er så den gud der kan redde jer ud af mine hænder?”+
16 Shadrak, Meshak og Abed-Nego svarede kongen: “Det behøver vi ikke at svare dig på, Nebukadnesar. 17 Hvis det kommer dertil, konge, kan vores Gud som vi tjener, redde os fra ildovnens flammer og redde os ud af din hånd.+ 18 Men selv hvis han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi under ingen omstændigheder vil tjene dine guder eller tilbede den guldstatue du har opstillet.”+
19 Det fik Nebukadnesar til at blive så rasende på Shadrak, Meshak og Abed-Nego at hans ansigtsudtryk forandrede sig,* og han gav ordre til at ovnen skulle gøres syv gange varmere end normalt. 20 Så befalede han nogle af de stærke mænd i sin hær at binde Shadrak, Meshak og Abed-Nego og kaste dem i den glohede ildovn.
21 Mændene blev så bundet mens de stadig var iført deres kappe og klædning, deres hat og alt deres andet tøj, og de blev kastet ind i ildovnens flammer. 22 Fordi kongens ordre var så streng og ildovnen var overophedet, blev de mænd der førte Shadrak, Meshak og Abed-Nego derhen, dræbt af flammerne. 23 Men de tre mænd, Shadrak, Meshak og Abed-Nego, faldt bundne ned i ovnen med flammende ild.
24 Pludselig sprang kong Nebukadnesar op. Chokeret spurgte han sine embedsmænd: “Var det ikke tre mænd vi bandt og kastede ind i ilden?” De svarede kongen: “Jo, konge.” 25 Han sagde: “Men jeg kan se fire mænd der går frit omkring inde i ilden, og de er helt uskadte. Den fjerde ligner en gudssøn!”
26 Nebukadnesar gik hen mod døren til den glohede ildovn og råbte: “Shadrak, Meshak og Abed-Nego, I der tjener Den Højeste Gud,+ kom ud – og kom herhen!” Shadrak, Meshak og Abed-Nego trådte så ud af flammerne. 27 Og satrapperne, præfekterne, statholderne og kongens højtstående embedsmænd som var forsamlet der,+ så at ilden slet ikke havde skadet* mændene.+ Ikke et eneste hår på deres hoved var blevet svedet, deres kapper så ud som før, og de lugtede ikke engang af røg.
28 Nebukadnesar fremsatte så denne erklæring: “Priset være Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud,+ der sendte sin engel og reddede sine tjenere. De stolede på ham, gik imod kongens ordre og var villige til at dø* frem for at tjene eller tilbede nogen anden gud end deres egen Gud.+ 29 Jeg giver derfor ordre til at den der siger noget som helst imod Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud – uanset hvilket folkeslag, hvilken nation eller sproggruppe han hører til – skal hugges i småstykker, og hans hus skal gøres til et offentligt latrin,* for ingen anden gud har samme magt til at frelse som denne Gud.”+
30 Derefter indsatte kongen Shadrak, Meshak og Abed-Nego i høje stillinger* i provinsen Babylon.+