EDOM
(Eʹdom) [rød], edomitter.
Edom var et tilnavn som Jakobs tvillingebroder, Esau, fik. (1Mo 36:1) Han blev kaldt sådan fordi han solgte sin førstefødselsret for en rødlig ret linser. (1Mo 25:30-34) Ved et sammentræf havde Esau også ved sin fødsel en rødlig farve (1Mo 25:25), og en lignende farve kendetegnede visse dele af det land som han og hans efterkommere senere kom til at bo i.
Se’ir og Edom. På et tidspunkt under Jakobs tyveårige ophold i Karan var Esau (Edom) begyndt at tage bolig i Se’irs land, „Edoms område“. (1Mo 32:3) Allerede før sin faders død (1Mo 35:29) var Esau åbenbart begyndt at opfylde Isaks profetiske velsignelse, idet han søgte bort fra den frugtbare jord omkring Hebron og uden tvivl begyndte at ’leve af sit sværd’ sammen med de 400 mand som han var anfører for. (1Mo 27:39, 40; 32:6, 8) Beretningen tyder dog på at han stadig havde sin hovedlejr i nærheden af Hebron og først efter faderens død (1738 f.v.t.) flyttede definitivt til Se’irs bjergland. På det tidspunkt havde han en stor familie og omfattende hjorde. — 1Mo 36:6-8.
Se’irs land havde tidligere været beboet af horitterne (1Mo 14:6; 36:20-30), men Esaus sønner fordrev de horitiske sheiker og tog landet i besiddelse. (5Mo 2:12) Derefter blev landet kendt som Edoms land, selv om det tidligere navn, Se’ir, stadig blev brugt. — 4Mo 24:18.
Geografisk beskrivelse. Edoms område strakte sig ca. 160 km fra grænsen til Moab mod nord, dannet af Zereds Regnflodsdal, til Elat (Elot) ved Aqababugten mod syd. (5Mo 2:1-8, 13, 14; 1Kg 9:26) Mod øst strakte det sig sandsynligvis til Den Arabiske Ørken, mens det mod vest fortsatte på den anden side af Arabalavningen til Zins Ørken og indbefattede Negebs højland, der strakte sig fra det sydvestlige hjørne af Salthavet indtil Kadesj-Barnea. Edoms vestlige del kom derfor til at danne Judas sydøstlige grænse. — Jos 15:1; jf. 4Mo 34:3.
Det edomitiske hovedland lå dog højst sandsynligt øst for Arabalavningen, for her falder der nogen nedbør i højlandet, hvor flere bjergtoppe når en højde af 1700 m. At nedbøren falder her, skyldes at området vest for Araba, Negeb, ligger betydeligt lavere, hvilket vil sige at resterne af regnskyerne fra Middelhavet passerer hen over dette område og når det højereliggende terræn i Edom, hvor de afgiver en del af den resterende væde. Ved arkæologiske undersøgelser har man fundet en række gamle bosættelser og fæstninger på en smal stribe dyrkbar jord i den højeste del af den langstrakte højslette, men disse ophører efterhånden som man nærmer sig Aqababugten. I og omkring det nutidige Tafila, der ligger ca. 30 km syd for Det Døde Hav (Salthavet), findes store olivenlunde, men dette skyldes hovedsagelig otte vandrige kilder, da der kun falder ca. 280 mm regn om året.
I dette barske bjergområde fandtes der ikke megen frugtbar jord, men der var værdifulde forekomster af kobber og jern, og omkring nutidens Feinan, ca. 48 km syd for Det Døde Hav, foregik der minedrift og udsmeltning. Der er også vidnesbyrd om at der engang har været fyrreskove af betydelig udstrækning i området.
Da Moses sendte sendebud til Edoms konge, omtalte han, i overensstemmelse med ovenstående, israelitternes opholdssted ved Kadesj-Barnea som „en by ved udkanten af dit område“, og da han bad om tilladelse til at israelitterne drog igennem edomitisk område i fred, nævnte han deres marker, vingårde og brønde. — 4Mo 20:14-17.
Strategisk beliggenhed. Moses anmodede på israelitternes vegne om tilladelse til at rejse gennem Edom ad „kongevejen“. (4Mo 20:17) Denne vej førte muligvis fra Aqababugten til Damaskus i Syrien og fulgte randen af højsletterne på østsiden af Araba, gennem Edom. Langs med denne vej lå de større byer. (1Mo 36:33; 2Kg 14:7) En vej førte også mod øst fra Negeb gennem Ma‛an ved randen af Den Arabiske Ørken, hvor den stødte til en anden vej der gik i nord-sydlig retning. Ad disse veje fragtedes rige ladninger fra Ægypten, Arabien, Syrien og Mesopotamien. Den told man opkrævede af kamel- og æselkaravanerne der færdedes på disse veje, bidrog uden tvivl til Edoms store velstand. Trætte ørkenrejsende har muligvis også betalt for mad og overnatning når de nåede Edom.
Højslettens stejle fald ud mod Arabalavningen stod som en mur og ydede Edom en fortræffelig beskyttelse mod den side. Zereds Regnflodsdals dybe kløft hindrede invasion fra Moab. (Se dog Am 2:1.) En kæde af forter ud mod ørkenen beskyttede denne mere sårbare østlige side mod midjanitiske og andre nomadestammers indtrængen. Desuden omsluttedes kløfterne der skar sig ind i bjergene og plateauerne, af ubestigelige røde sandstensklipper der dannede mørke og skumle slugter. Meget træffende siges det derfor i Jehovas profetiske udsagn gennem Jeremias at Edom „bor i klippebjergets gemmesteder“, ’klynger sig til højen højt oppe’ og ’bygger sin rede højt som ørnen’. — Jer 49:7, 16.
Befolkning. Som efterkommere af Esau var edomitterne semitter, men med et stærkt hamitisk islæt. Dette skyldtes at to af Esaus hustruer var af hamitisk-kana’anæisk afstamning (hetitisk og hivvitisk); kun én af de hustruer der nævnes, var af delvis semitisk herkomst, nemlig gennem Abrahams søn Ismael. (1Mo 36:2, 3) Hvis betegnelsen „horit“ blot betyder „huleboer“, som nogle lærde mener, stammede Esaus hivvitiske hustru Oholibama, Anas datter, muligvis fra huleboere der boede i Se’ir. (Jf. 1Mo 36:2, 20, 24, 25.) I hvert fald var edomitterne, ligesom Lots efterkommere moabitterne og ammonitterne (se Da 11:41), beslægtede med israelitterne og brugte omskærelse. (Jer 9:25, 26; jf. Ez 32:29.) Jehova kaldte dem for Israels „brødre“, og edomitternes ret til deres land måtte ikke krænkes af israelitterne som rykkede frem gennem ørkenen, eftersom Jehova havde givet Edoms efterkommere Se’irs bjergland i eje. — 5Mo 2:1-8.
Oprindelig var de edomitiske stammer sheikdømmer som senere organiseredes under et kongedømme. Den række af konger der opregnes, viser at disse kom fra forskellige stammer eller sheikdømmer og altså ikke overtog tronen ved arv gennem deres slægt. (1Mo 36:15-19, 31-43) Nogle bibelkritikere mener at der er tale om en anakronisme eller en senere tilføjelse når det om de edomitiske herskere i 1 Mosebog 36:31 siges at „dette er kongerne som regerede i Edoms land før nogen konge regerede over Israels sønner“. Det behøver dog ikke at være tilfældet eftersom Moses, der skrev Første Mosebog, kendte Guds løfte til Jakob (Israel) om at „konger skal udgå af dine lænder“. (1Mo 35:11) Moses nævnte også selv at israelitterne en dag ville få en konge over sig. — 5Mo 28:36.
Den græske Septuaginta indeholder en tilføjelse til Job 42:17 hvori Job identificeres med Jobab, den edomitiske konge der omtales i 1 Mosebog 36:33. Job stammede imidlertid fra landet Uz, et navn der oprindelig blev givet til en aramaisk stamme, og som også blev brugt i aramæeren Nakors slægt. (Job 1:1; jf. 1Mo 10:23; 22:20, 21.) I Klagesangene 4:21 siges det ganske vist at Edom „bor i landet Uz“, men dette skriftsted, der er skrevet mange hundrede år efter den tid hvor Job formentlig levede, skal ikke forstås sådan at Uz er det samme som Edom. Dette understreges yderligere i Jeremias 25:20, 21, hvor „kongerne i landet Uz“ og Edom nævnes hver for sig. Muligvis sigter skriftstedet til en udvidelse af det edomitiske domæne. — Se UZ, 4.
Det er muligt at en af Jobs tre „venner“ var edomit, nemlig temanitten Elifaz. (Job 2:11; jf. 1Mo 36:11, 34.) I Jeremias 49:7 beskrives Teman som et center for edomitisk visdom. Edomitternes regelmæssige kontakt og kommunikation med rejsende fra Østen kan have bidraget til at de fik dette ry for at eje visdom.
Fra udgangen af Ægypten til afslutningen af Judas historie. Den ægyptiske hærs undergang og Israels mirakuløse udfrielse ved Det Røde Hav gav genlyd i Edom såvel som i alle andre områder i og omkring Kana’an. (2Mo 15:14, 15) Den første væbnede modstand israelitterne mødte i Sinaj Ørken, kom fra en edomitisk stamme, amalekitterne, der boede spredt over et stort område og i tidens løb kom til at volde israelitterne meget besvær. (2Mo 17:8-16; jf. 1Mo 36:12, 16; se AMALEK, AMALEKITTER.) Ved slutningen af ørkenvandringen blev Moses’ høflige anmodning om at måtte drage gennem Edom ad kongevejen afvist, og den unavngivne edomitiske konge stillede en stærk hær på benene for at hindre israelitisk indtrængen. (4Mo 20:14-21) Efter Arons død på bjerget Hor ved grænsen til Edom (4Mo 20:22-29) gik Israel derfor uden om Edoms land, slog lejr ved Zereds Regnflodsdal og drog derefter mod nord, langs Moabs østgrænse. — 4Mo 21:4, 10-13; Dom 11:18; jf. 5Mo 2:26-29.
I den poetiske velsignelse som Moses udtalte over Israel før sin død, sagde han i beskrivelsen af Jehova Gud: „Fra Sinaj kom han, og fra Se’ir [Edom] steg han op over dem. Han trådte strålende frem fra Parans bjerge.“ En lignende beskrivelse forekommer i Baraks og Deboras sang og i Habakkuks profeti. (5Mo 33:2; Dom 5:4, 5; Hab 3:3, 4) Denne profetiske skildring skal uden tvivl beskrive skuepladsen hvor Jehova manifesterede sig for sin nydannede nation, idet han så at sige oplyste den som med lysstråler der skinnede frem over bjergtoppene.
Israel havde fået påbud om ikke at afsky en edomit, „for han er din broder“. (5Mo 23:7, 8) Men hele Edom og ikke blot de aggressive amalekitter var til stadighed Israel fjendtligt stemt. Saul førte med held krig imod dem. (1Sa 14:47, 48) Dog brugte Saul en edomit ved navn Doeg til at føre tilsyn med sine hyrder, og denne mand angav David til Saul. Da Sauls mænd vægrede sig ved at lægge hånd på præsterne fra Nob, lod Saul Doeg fuldbyrde massakren. — 1Sa 21:7; 22:9-18.
Som konge vandt David en større sejr over edomitterne i Saltdalen. (2Sa 8:13; se SALTDALEN.) Skønt årsagen til slaget ikke nævnes, var der uden tvivl tale om en edomitisk aggression, måske fordi edomitterne troede at Davids felttog til Aram havde gjort hans rige sårbart over for en invasion fra syd. I 1 Krønikebog 18:12 og i overskriften til Salme 60 tillægges henholdsvis Abisjaj og Joab sejren over edomitterne. Eftersom David var øverstbefalende og Joab hans hærfører, mens Abisjaj havde befalingen over en afdeling under Joab, forstår man hvordan sejren kan tillægges forskellige, alt afhængigt af det synspunkt man har anlagt. Ligeledes skyldes forskellene i de tal der anføres i disse tekster, uden tvivl fortællernes forskellige synsvinkler, eller at der er tale om forskellige faser af krigen. (Jf. 1Kg 11:15, 16.) David oprettede derefter israelitiske garnisoner i hele Edom, og den resterende edomitiske befolkning blev underlagt Israel. (2Sa 8:14; 1Kr 18:13) Jakobs „åg“ hvilede nu tungt på Edoms (Esaus) hals. — 1Mo 27:40; jf. 4Mo 24:18.
Salomon, der ægtede edomitiske kvinder (1Kg 11:1), benyttede sig af at israelitterne havde kontrollen over de edomitiske byer ved Det Røde Hav, Elot (Elat) og Ezjon-Geber, til at bygge en flåde af handelsskibe. (1Kg 9:26; 2Kr 8:17, 18) Edoms mandlige befolkning, der var blevet stærkt reduceret, formåede ikke at afkaste det israelitiske åg, skønt en flygtning af kongelig æt ved navn Hadad blev anfører for en slags modstandsbevægelse. — 1Kg 11:14-22.
Om denne situation forblev uforandret et helt århundrede efter Davids første erobring, véd man ikke. Det angreb der blev foretaget af „Ammons og Moabs og Se’irs [Edoms] bjerglands sønner“ (2Kr 20:1, 2, 10, 22) mod Juda, har muligvis fundet sted før Judas, Israels og Edoms konger i forening angreb Moab. (2Kg 3:5-9; se MOAB, MOABITTER.) Edom udgjorde åbenbart den tredje part i hvert af disse forbund og kæmpede først på den ene side og derefter på den anden. Det fortælles også at Edom på et tidspunkt under Josafats regering ikke havde nogen konge, og at landet styredes af en præfekt der øjensynlig stod til ansvar over for Juda, så Juda havde uhindret adgang til Aqababugten og dens havn eller havne. (1Kg 22:47, 48) Med hensyn til felttoget mod Moab kan den forudsagte oversvømmelse af den tidligere tørlagte regnflodsdal hvor de allierede hære havde slået lejr, være forårsaget af en ørkenstorm med skybrud på det højereliggende plateau. Sådanne uvejr kan i vor tid sende rivende strømme af vand ned gennem regnflodsdalene mod Araba. Det er dog også muligt at vandet er kommet udelukkende ved et mirakel. — 2Kg 3:16-23.
Edom gjorde oprør og kastede det judæiske åg af sig under Josafats søn Jorams regering og genoprettede sit uafhængige kongedømme. Selv om Joram vandt en militær sejr i et slag mod edomitterne, blev de ved med at gøre oprør mod Juda. (2Kg 8:20-22; 2Kr 21:8-10) I første halvdel af Amazjas regeringstid (858-830 f.v.t.) var Saltdalen igen skueplads for et militært sammenstød mellem Edom og Juda, hvori edomitterne led nederlag og Amazja erobrede den vigtige edomitiske by Sela; han hjemførte imidlertid Edoms falske guder og gav sig til at dyrke dem. (2Kg 14:7; 2Kr 25:11-20) Hans søn, Uzzija (Azarja), genopbyggede Elat og lagde den atter ind under Judas overherredømme. — 2Kg 14:21, 22.
Under en offensiv som Aram foretog mod Juda under Akaz’ regering (761-746 f.v.t.), blev havnebyen Elat givet tilbage til Edom. (2Kg 16:5, 6) Edomitterne, som nu øjensynlig var fri for Judas overherredømme, sluttede sig til andre nationer, deriblandt Assyrien, og gjorde indfald i Juda. — 2Kr 28:16-20; jf. Sl 83:4-8.
Der er ikke fundet skriftlige optegnelser som stammer fra edomitterne, men de nævnes i andre landes optegnelser. I en ægyptisk papyrus der menes at stamme fra det 2. årtusind f.v.t., omtales nogle beduinstammer fra Edom der kom til Nildeltaet for at søge græsning til deres kvæg. Faraonerne Merenptah og Ramses III hævdede at herske over Edom, og det samme gjorde assyrerkongen Adad-nirari III. Nogen tid efter denne assyrerkonges regeringstid pralede Tiglat-Pileser III (der levede samtidig med Akaz) af at han havde modtaget tribut fra „Qaush-malak af Edom“, mens Sankeribs efterfølger, Asarhaddon, omtalte „Qaushgabri“ som en edomitisk vasalkonge. — Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 105; Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 291.
Edom i profetien. Allerede under kong Uzzijas regering udtalte profeterne Joel og Amos Jehovas stærke fordømmelse af Edom fordi det i sit uformindskede raseri mod Israel ubarmhjertigt gjorde brug af sværdet. (Am 1:6, 11, 12) På grund af sin modstand mod Jehovas pagtsfolk mistede Edom retten til det land som det ellers havde fået overdraget af Gud. (Joel 3:19; Am 9:11, 12) Edomitterne beseglede deres egen dødsdom da babylonierne erobrede Juda og Jerusalem i 607 f.v.t. Deres had sås tydeligt da de tilskyndede babylonierne til at ødelægge Jerusalem (Sl 137:7), hoverede over tragedien der var overgået Juda, og i deres fjendskab og hævntørst endog udleverede de undslupne fra Juda til babylonierne. Sammen med andre nabofolk udplyndrede de landet, og de lagde planer om at overtage Judas og Israels forladte land idet de pralende talte imod Jehova. Derfor lod Jehova sine profeter Jeremias, Ezekiel og Obadias forsikre Edom om at dets hoveren ville blive kortvarig, og at Edom ville komme til at lide samme skæbne som Juda. (Kl 4:21, 22; Ez 25:12-14; 35:1-15; 36:3-5; Ob 1-16) Som profeten Esajas tidligere havde forudsagt, ville edomitterne, der selv havde svunget sværdet, komme under Jehovas retfærdige domssværd, og alle samfundslag ville som offerdyr blive viet til udslettelse. — Es 34:5-8.
Edom ville blive lagt øde som Sodoma og Gomorra; ingen ville bo der mere. (Jer 49:7-22; jf. Es 34:9-15.) Som genstand for Jehovas had ville Edom blive kaldt „ugudelighedens område“ og „det folk som Jehova har fordømt til fjerne tider“. (Mal 1:1-5) Edom bruges derfor åbenbart i Esajas 63:1-6 som et symbol på Guds pagtsfolks hårdnakkede fjender. Her beskrives den guddommelige kriger der, efter at have trådt Guds vredes vinperse, med blodplettede klæder kommer fra Edom (der betyder „rød“) og fra Edoms betydeligste by, Bozra (muligvis her brugt på grund af ligheden med det hebraiske ord batsīrʹ, der betyder „vinhøst“). — Jf. Åb 14:14-20; 19:11-16.
Edoms senere historie og endeligt. Edoms konge blev gennem Jehovas profet Jeremias advaret om at han ville komme under Babylons konge Nebukadnezars åg. (Jer 27:1-7) Bibelen oplyser ikke hvad edomitterne gjorde i denne forbindelse, men efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. fandt nogle judæere et midlertidigt tilflugtssted i Edom. Da de babyloniske hære havde trukket sig tilbage, vendte disse flygtninge tilbage til deres land, og senere flygtede de til Ægypten. (Jer 40:11, 12; 43:5-7) Snart kom tiden da Edom skulle drikke af Jehovas bæger med forbitrelsens vin. (Jer 25:15-17, 21) Dette skete omkring midten af det 6. århundrede f.v.t. under Babylons konge Nabonid. Ifølge C. J. Gadd, der forsker i babylonisk historie og litteratur, var der jødiske soldater blandt Nabonids tropper der erobrede Edom og Tema. John Lindsay skriver herom: „Således fik profetens ord om at Jahve havde sagt: ’Min hævn over Edom lægger jeg i hænderne på mit folk, Israel,’ i det mindste en delvis opfyldelse (Ezek. 25.14). Vi har også her en delvis opfyldelse af Obadias’ ord da han sagde at ’de der spiste sammen med’ Edom, dets ’pagtsfæller’ og ’venner’, ville ’forfølge’ det, ’få magten over’ det og ’lægge snarer for’ det. Her er der sandsynligvis tænkt på babylonierne, som på Nebukadnezars tid var villige til at give edomitterne andel i byttet fra Juda, men som under Nabonid én gang for alle satte en stopper for Edoms kommercielle og handelsmæssige ambitioner (sml. Obad. 1 og 7).“ — Palestine Exploration Quarterly, London 1976, s. 39.
Malakias’ Bog, der er skrevet ca. 100 år efter Nabonids felttog mod Edom, beretter at Gud allerede havde ’lagt Edoms bjergland øde og givet hans arvelod til ørkenens sjakaler’. (Mal 1:3) Edomitterne håbede at vende tilbage og genopbygge ruinerne, men dette ville ikke lykkes for dem. — Mal 1:4.
I det 4. århundrede f.v.t. havde nabatæerne bosat sig i edomitisk område, og det lykkedes aldrig edomitterne at vende tilbage. De boede i stedet i Negeb, syd for Juda. Edomitterne flyttede så langt nordpå som til Hebron, og med tiden blev den sydlige del af Juda kendt som Idumæa. Ifølge Josefus blev de på et tidspunkt mellem 130 og 120 f.v.t. undertvunget af Johannes Hyrkan I, som tvang dem til at antage jødedommen. (Jewish Antiquities, XIII, 257, 258 [ix 1]; XV, 253, 254 [vii, 9]) Derefter blev de gradvis absorberet i det jødiske folk, og efter at Jerusalem var blevet ødelagt af romerne i år 70 e.v.t., ophørte de med at eksistere som et folk. — Ob 10, 18; se IDUMÆA.
[Kort på side 449]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
EDOM
Hovedveje
Lokale veje
EDOM
ZINS ØRKEN
MOAB
Salthavet
Zereds Regnflodsdal
Sela
Bozra
Hor
Kadesj-Barnea
Teman
Kongevejen
Ezjon-Geber
Elat
Aqababugten
DEN ARABISKE ØRKEN