2. Korinther
12 Jeg må nødvendigvis rose mig. Det er ikke gavnligt; men jeg vil gå over til overnaturlige syner+ og åbenbaringer fra Herren. 2 Jeg ved om et menneske der er i samhørighed med Kristus at det for fjorten år siden — om det var i legemet ved jeg ikke, eller uden for legemet ved jeg ikke, Gud ved det — blev bortrykket+ som sådan til den tredje himmel. 3 Ja, jeg ved om et sådant menneske — om det var i legemet eller skilt fra legemet+ ved jeg ikke,* Gud ved det — 4 at det blev bortrykket til paradiset*+ og hørte usigelige ord som det ikke er tilladt et menneske at udtale. 5 Af et sådant menneske* vil jeg rose mig, men jeg vil ikke rose mig af mig selv, undtagen af [mine] svagheder.+ 6 For resten, hvis jeg ville rose mig,+ ville jeg ikke være ufornuftig, for jeg ville sige sandheden. Men det afholder jeg mig fra, for at ingen skal regne mig for mere end hvad han ser jeg er eller hører af mig, 7 blot på grund af åbenbaringernes overflod.*
Derfor, for at jeg ikke skulle føle mig alt for ophøjet,+ blev der givet mig en torn* i kødet,+ en Satans engel, til stadig at slå mig, for at jeg ikke skulle føle mig alt for ophøjet. 8 I den anledning har jeg tre gange+ indtrængende bedt Herren om at den måtte vige fra mig; 9 og dog sagde han til mig: „Min ufortjente godhed er dig nok;+ for [min] kraft gøres fuldkommen i svaghed.“+ Med største glæde vil jeg derfor hellere rose mig af mine svagheder,+ for at Messias’ kraft kan være over mig som et telt. 10 Derfor synes jeg godt om svagheder, om fornærmelser, om tilfælde af nød, om forfølgelser og vanskeligheder, for Kristus. For når jeg er svag, så er jeg stærk.+
11 Jeg er blevet ufornuftig. I tvang mig til det,+ for jeg burde have været anbefalet af jer. Jeg har jo ikke på noget punkt vist mig at være ringere end [jeres] overmåde store+ apostle, selv om jeg intet er.+ 12 En apostels tegn+ blev jo udvirket iblandt jer med al udholdenhed,+ og med tegn og undere og kraftige gerninger.*+ 13 For hvori er I blevet stillet ringere end de andre menigheder, undtagen deri at jeg ikke selv lå jer til byrde?+ Tilgiv mig venligst denne uret.
14 Se! Dette er tredje gang+ jeg er rede til at komme til jer, og dog vil jeg ikke ligge [jer] til byrde. For jeg søger ikke hvad I ejer,+ men jer selv; børnene+ bør jo ikke spare sammen til forældrene, men forældrene til børnene.+ 15 Jeg selv vil med største glæde bruge [af mine midler] og lade mig selv helt opbruge for jeres sjæle.+ Når jeg elsker jer så meget mere, skal jeg så elskes så meget mindre? 16 Men lad det være som det er, jeg har ikke været en byrde for jer.+ Dog, siger I, var jeg „underfundig“ og fangede jer „ved list“.+ 17 Jeg har da ikke udnyttet jer gennem nogen af dem jeg har sendt til jer, vel? 18 Jeg tilskyndede Titus og sendte broderen med. Udnyttede Titus jer?+ Har vi ikke vandret i den samme ånd?+ I de samme fodspor?
19 Har I nu hele tiden ment at det er for jer vi har forsvaret os? Det er for Guds ansigt vi taler, i samfund med Kristus. Men, I elskede, alt er til jeres opbyggelse.+ 20 Jeg er nemlig bange for at jeg, når jeg kommer,+ måske finder jer som jeg ikke kunne ønske det, og at jeg måske af jer findes som I ikke kunne ønske det, men at der i stedet måske vil være strid, skinsyge,+ vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, af bagtalelse, af sladder, af opblæsthed, af uro.+ 21 Måske vil min Gud, når jeg kommer igen, ydmyge mig iblandt jer, og jeg skal måske sørge over mange af dem som før har syndet+ og som ikke har ændret sind efter den urenhed* og utugt*+ og skamløshed*+ som de har øvet.