Jeremias

7 Her er det ord der kom til Jeremias fra Jehova: 2 “Stil dig i porten til Jehovas hus og udråb dette budskab: ‘Hør Jehovas ord, alle I fra Juda der går ind gennem disse porte for at bøje jer for Jehova. 3 Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, siger: “I skal ændre jeres liv og jeres handlinger, så vil jeg lade jer blive boende her.+ 4 Stol ikke på vildledende ord, og sig ikke: ‘Dette* er Jehovas tempel, Jehovas tempel, Jehovas tempel!’+ 5 For hvis I virkelig ændrer jeres liv og jeres handlinger, hvis I virkelig dømmer retfærdigt mellem to parter,+ 6 hvis I ikke undertrykker udlændinge, forældreløse* og enker,+ hvis I ikke udgyder uskyldigt blod på dette sted, og hvis I ikke følger andre guder til skade for jer selv,+ 7 så vil jeg lade jer blive boende her, i det land jeg gav jeres forfædre for altid.”’”*

8 “Men I stoler på vildledende ord+ – til ingen som helst nytte. 9 Kan I stjæle,+ myrde, begå ægteskabsbrud, sværge falsk,+ bringe ofre* til Baal+ og følge andre guder som I ikke kender, 10 og så komme og træde frem foran mig her i dette hus der bærer mit navn, og sige: ‘Vi vil blive reddet’ – på trods af at I begår alle de afskyelige handlinger? 11 Betragter I det hus der bærer mit navn, som et tilholdssted for røvere?+ Jeg har selv set hvad I foretager jer,” erklærer Jehova.

12 “‘Men gå nu til min helligdom i Shilo,+ det sted som jeg først knyttede mit navn til,+ og se hvad jeg gjorde ved det på grund af mit folks, Israels, ondskab.+ 13 Men I blev ved med at gøre alt det,’ erklærer Jehova, ‘og selvom jeg talte til jer, talte igen og igen,* hørte I ikke efter.+ Jeg kaldte på jer, men I svarede ikke.+ 14 Ligesom jeg gjorde med Shilo,+ vil jeg gøre med det hus der bærer mit navn,+ og som I stoler på,+ og med det sted jeg gav jer og jeres forfædre. 15 Jeg vil kaste jer bort så jeg ikke kan se jer, ligesom jeg kastede alle jeres brødre bort, alle Efraims efterkommere.’+

16 Du skal ikke gå i forbøn for dette folk. Du skal ikke råbe, bede eller prøve at overtale mig for deres skyld,+ for jeg vil ikke lytte til dig.+ 17 Kan du ikke se hvad de gør i Judas byer og på Jerusalems gader? 18 Sønnerne samler brænde, fædrene tænder op, og kvinderne ælter dej for at lave offerkager til Himmeldronningen,*+ og de bringer drikofre til andre guder for at krænke mig.+ 19 ‘Men er det mig de skader?’* erklærer Jehova. ‘Er det ikke sig selv, til skam for dem selv?’+ 20 Derfor siger Den Suveræne Herre Jehova: ‘Min vrede og min harme skal udøses over dette sted,+ over mennesker og dyr, over markens træer og jordens afgrøder. Min vrede vil brænde og ikke blive slukket.’+

21 Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, siger: ‘Læg bare jeres brændofre til jeres andre ofre, og spis selv kødet.+ 22 For dengang jeg førte jeres forfædre ud af Egypten, sagde jeg ikke noget til dem om brændofre og andre ofre, og jeg befalede dem ikke at bringe dem.+ 23 Men jeg gav dem denne befaling: “Adlyd mig, for så vil jeg være jeres Gud, og I skal være mit folk.+ I skal vandre på den vej som jeg befaler jer, så vil det gå jer godt.”’+ 24 Men de hørte ikke efter, og de åbnede ikke deres ører.+ I stedet fulgte de deres egne onde planer.* De fulgte stædigt deres onde hjerter+ og gik baglæns, ikke fremad. 25 Sådan har det været siden den dag jeres forfædre gik ud af Egypten.+ Derfor blev jeg ved med at sende alle mine tjenere profeterne til jer. Jeg sendte dem hver dag, igen og igen.*+ 26 Men de ville ikke høre på mig, og de åbnede ikke deres ører.+ De var derimod stædige,* og de opførte sig værre end deres forfædre!

27 Du skal sige alt dette til dem,+ men de vil ikke høre på dig. Du skal råbe til dem, men de vil ikke svare dig. 28 Og du skal sige til dem: ‘Det er den nation der ikke adlød Jehova sin Gud, og som ikke ville tage imod retledning. Trofastheden er forsvundet og bliver ikke engang nævnt blandt dem.’*+

29 Klip dit* hår* af og kast det bort, og syng en sørgesang på de nøgne høje, for Jehova har forkastet den generation der har gjort ham vred, og han vil forlade den. 30 ‘For folket i Juda har gjort det der er ondt i mine øjne,’ erklærer Jehova. ‘De har opstillet deres afskyelige afguder i det hus der bærer mit navn, og gjort det urent.+ 31 De har bygget offerhøje i Tofet, som ligger i Hinnoms Søns Dal,*+ for at brænde deres sønner og deres døtre.+ Det har jeg ikke befalet, og det har jeg aldrig haft i tanke.’*+

32 ‘Derfor vil der komme dage,’ erklærer Jehova, ‘hvor man ikke længere vil kalde stedet for Tofet eller Hinnoms Søns Dal,* men Drabsdalen. Man vil begrave døde i Tofet indtil der ikke er plads til flere.+ 33 Og ligene af dette folk skal blive til føde for himlens fugle og for jordens dyr uden at nogen skræmmer dem væk.+ 34 Jeg vil få lyden af jubel og glædesråb og brudgommens og brudens stemme+ til at forsvinde fra Judas byer og Jerusalems gader, for landet skal lægges i ruiner.’”+