GUDS RIGE

Guds universelle, suveræne herredømme over sine skabninger, eller det middel hvormed han udøver dette herredømme. (Sl 103:19) Udtrykket bruges især om Guds suveræne herredømme som det udøves af en kongelig regering med hans søn, Jesus Kristus, som overhoved.

Det ord der er gengivet med „rige“ i De Kristne Græske Skrifter, er basileiʹa, som betyder „kongerige, kongedømme; det område eller land der styres af en konge; den magt, den myndighed eller det herredømme som en konge udøver; også kongeværdighed, kongetitel, kongelig ære“. (The Analytical Greek Lexicon, 1908, s. 67) Udtrykket „Guds rige“ bruges hyppigt af Markus og Lukas, og i Mattæus’ beretning forekommer det parallelle udtryk „himlenes rige“ ca. 30 gange. — Sml. Mr 10:23 og Lu 18:24 med Mt 19:23, 24; se HIMMEL (Den åndelige himmel); KONGEDØMME, KONGERIGE, RIGE.

Guds rige er, både i opbygning og virkemåde, et rent teokrati (af gr. theosʹ, gud, og kraʹtos, styre), det vil sige et egentligt gudsstyre. Ordet „teokrati“ tilskrives den jødiske historiker Josefus fra det 1. århundrede e.v.t., som øjensynlig selv havde dannet ordet da han brugte det i sit skrift Mod Apion. Om det styre der blev indført over Israel ved Sinaj, skrev Josefus: „Nogle folkeslag har betroet den øverste magt i staten til monarkier, andre til oligarkier og atter andre til masserne. Vor lovgiver tiltaltes imidlertid ikke af nogen af disse styreformer, men han gav sin grundlov en form der — om man må anvende et konstrueret udtryk — kunne kaldes et ’teokrati’ [gr.: theokratiʹan], hvorunder al suverænitet og myndighed blev lagt i hænderne på Gud.“ (Against Apion, II, 164, 165 [17]) Skulle det være et rent teokrati, kunne regeringen naturligvis ikke være indsat af nogen jordisk lovgiver, som for eksempel Moses, men måtte være indstiftet og indsat af Gud selv. Bibelen viser at dette også var tilfældet.

Udtrykkets oprindelse. Ordet „konge“ (hebr.: mæʹlækh) synes at have vundet indpas i menneskenes sprog efter den jordomspændende vandflod. Det første jordiske rige blev oprettet af Nimrod, „en vældig jæger i opposition til Jehova“. (1Mo 10:8-12) Fra da af og frem til Abrahams tid opstod der flere og flere bystater og nationer med talrige jordiske konger. Ingen af disse jordiske riger, med undtagelse af Salem, hvor Melkizedek var konge og præst og tjente som et profetisk billede på Messias (1Mo 14:17-20; He 7:1-17), repræsenterede Guds styre eller var oprettet af ham. Nogle folkeslag gjorde de falske guder de tilbad, til konger og tilskrev dem evnen til at skænke mennesker magt og myndighed. Når Jehova hæfter titlen „konge [mæʹlækh]“ på sig selv, som det ses i De Hebraiske Skrifter fra tiden efter Vandfloden, anvender han altså en betegnelse som allerede var opstået og taget i brug blandt menneskene. At Gud bruger dette udtryk, viser at det er ham der bør betragtes og adlydes som „Konge“, og ikke selvbestaltede jordiske herskere eller menneskeskabte guder. — Jer 10:10-12.

Jehova havde naturligvis været den suveræne Hersker længe før der opstod riger blandt menneskene, ja, før menneskene overhovedet blev til. Af de milliontallige engle blev han respekteret og adlydt som den sande Gud og som deres Skaber. (Job 38:4-7; 2Kr 18:18; Sl 103:20-22; Da 7:10) Uanset hvilken titel der anvendtes, var han lige fra skabelsens begyndelse anerkendt som den hvis vilje med rette var overordnet alle andres.

Guds herredømme i menneskehedens første tid. De første mennesker, Adam og Eva, kendte ligeledes Jehova som Gud, som himmelens og jordens Skaber. De anerkendte hans myndighed og hans ret til at befale, til at pålægge dem visse pligter, til at forbyde dem visse handlinger, til at anvise dem et sted at bo og jord at dyrke samt til at overdrage dem myndighed over andre skabninger. (1Mo 1:26-30; 2:15-17) Selv om Adam havde evne til at danne nye ord (1Mo 2:19, 20), er der ikke noget vidnesbyrd om at han fandt på titlen „konge [mæʹlækh]“ for at bruge den om sin Gud og Skaber, skønt han anerkendte Jehova som den øverste myndighed.

Som åbenbaret i de første kapitler i Første Mosebog var Guds herredømme over menneskene i Eden mildt og godt og ikke urimelig restriktivt. Forholdet mellem Gud og mennesket krævede lydighed fra menneskets side, sådan som en søn adlyder sin fader. (Jf. Lu 3:38.) Mennesket fik ikke en stor samling love der skulle overholdes (jf. 1Ti 1:8-11); Guds krav var enkle og meningsfyldte. Intet tyder på at Adam følte sig hæmmet af en konstant kritisk overvågning af alt hvad han gjorde; det lader til at Gud kun satte sig i forbindelse med det fuldkomne menneske til visse tider, når der var behov for det. — 1Mo kap. 1-3.

Guds herredømme kommer til udtryk på en ny måde. De to første menneskers åbenlyse krænkelse af Guds bud, en handling som de var blevet tilskyndet til af en af Guds himmelske sønner, var i realiteten et oprør mod Guds myndighed. (1Mo 3:17-19; se TRÆER [Brugt billedligt].) Det standpunkt som Guds himmelske Modstander (hebr.: satanʹ) indtog, var en udfordring der måtte tages op; det stridsspørgsmål der skulle afgøres, drejede sig om retmæssigheden af Jehovas universelle suverænitet. (Se JEHOVA [Det store stridsspørgsmål af moralsk art].) Da stridsspørgsmålet var blevet rejst på jorden, er det meget passende at jorden også er det sted hvor det vil blive afgjort. — Åb 12:7-12.

Da dommen blev forkyndt for de oprindelige oprørere, fremsatte Jehova Gud en profeti. I symbolske vendinger erklærede han at det var hans hensigt at bruge et redskab, et „afkom“, som til sidst skulle knuse oprørerne. (1Mo 3:15) Derved ville Jehovas herredømme, udøvelsen af hans suverænitet, komme til udtryk på en ny måde, som svar på det oprør der havde udviklet sig. Den fremadskridende åbenbaring af „himlenes riges hellige hemmeligheder“ (Mt 13:11) har vist at dette indbefatter oprettelsen af et underordnet styre, et regeringsorgan under ledelse af en stedfortrædende hersker. Løftet om det forudsagte „afkom“ får sin opfyldelse i det kongelige styre der udøves af Jesus Kristus i forening med hans udvalgte medregenter. (Åb 17:14; se JESUS KRISTUS [Hans plads i Guds hensigter].) Fra det øjeblik Gud i Eden havde givet løfte om dette „afkom“ og det dermed forbundne „rige“, måtte beretningen om hvordan denne hensigt blev gennemført skridt for skridt, blive Bibelens grundlæggende tema og nøglen til forståelse af hvordan Jehova har forholdt sig over for sine tjenere og menneskeheden i almindelighed.

Det er bemærkelsesværdigt at Gud på denne måde har tildelt nogle af sine skabninger stor magt og myndighed (Mt 28:18; Åb 2:26, 27; 3:21), især i betragtning af at spørgsmålet om alle hans skabningers uangribelighed, det vil sige deres helhjertede hengivenhed for ham og loyalitet mod ham som den øverste, var en væsentlig del af det stridsspørgsmål som Guds modstander rejste. (Se UANGRIBELIGHED [Forbundet med det store stridsspørgsmål].) At Gud med fuld tillid kunne betro nogle af sine skabninger så stor en magt og myndighed, er i sig selv et lysende vidnesbyrd om den moralske styrke i hans herredømme; det medvirker til at hævde hans suverænitet og afsløre at modstanderens påstande er falske.

Behovet for en guddommelig regering. Sådan som forholdene udviklede sig fra begyndelsen af menneskenes oprør indtil Vandfloden, kom det til at stå klart at menneskeheden havde brug for Guds ledelse. Splid, vold og mord holdt deres indtog i menneskenes verden. (1Mo 4:2-9, 23, 24) I hvor høj grad synderen Adam i sit 930-årige liv udøvede nogen myndighed som patriark for sine stadig talrigere efterkommere, åbenbares ikke. Men da det syvende slægtled var nået, herskede der øjensynlig en chokerende gudløshed (Jud 14, 15), og på Noas tid (han blev født omkring 120 år efter Adams død) var forholdene forværret i den grad at ’jorden var blevet fyldt med vold’. (1Mo 6:1-13) Dette skyldtes blandt andet at åndeskabninger, imod Guds vilje og hensigt, havde taget bolig blandt menneskene. — 1Mo 6:1-4; Jud 6; 2Pe 2:4, 5; se NEFILIM.

Selv om jorden var blevet et brændpunkt for oprør, slap Jehova ikke sit herredømme over den. Den verdensomspændende vandflod var et vidnesbyrd om at Gud fortsat havde magt og evne til at gennemføre sin vilje på jorden såvel som ethvert andet sted i universet. I perioden før Vandfloden viste han på samme måde sin villighed til at lede og styre de enkeltpersoners liv og færden som søgte ham, såsom Abel, Enok og Noa. Især Noas tilfælde er et godt eksempel på hvordan Gud udøver sit herredømme over en villig jordisk undersåt, idet han gav ham bud og anvisninger og beskyttede og velsignede ham og hans familie. Det er også et vidnesbyrd om Guds herredømme over andre jordiske skabninger, dyrene. (1Mo 6:9–7:16) Jehova gjorde det samtidig klart at han ikke ville tillade at det gudfremmede menneskesamfund blev ved med at fordærve jorden, og at han ikke ville holde sig tilbage fra at eksekvere sin retfærdige dom over dem der handlede uret, på det tidspunkt og den måde han fandt det passende. Han demonstrerede desuden sin suveræne magt over jordens forskellige elementer, herunder dens atmosfære. — 1Mo 6:3, 5-7; 7:17–8:22.

Menneskesamfundet umiddelbart efter Vandfloden. Efter Vandfloden var den patriarkalske ordning åbenbart den styreform som samfundet var bygget op omkring, og som gav det et vist mål af stabilitet og orden. Menneskene havde fået til opgave at ’fylde jorden’ og skulle altså ikke blot formere sig, men også efterhånden sprede sig og bosætte sig over hele jordkloden. (1Mo 9:1, 7) Dette ville i sig selv begrænse fremkomsten af sociale problemer, der ville kunne holdes inden for familiekredsen, og mindske de gnidninger der hyppigt opstår hvor befolkningstætheden er stor og pladsen lille. Da man uden bemyndigelse begyndte at bygge Babelstårnet, handlede man stik imod Jehovas befaling, idet man koncentrerede befolkningen for ikke at skulle „spredes over hele jordens flade“. (1Mo 11:1-4; se SPROG.) Dertil kom at Nimrod gik bort fra den patriarkalske styreform og oprettede det første „rige“ (hebr.: mamlakhahʹ, kongerige). Skønt han var kusjit og af Kams slægt, trængte han ind på semitisk område, Assurs land (eller Assyrien), og byggede byer dér som en del af sit rige. — 1Mo 10:8-12.

Da Gud forvirrede menneskenes sprog, spredtes den sammenhobning af folk der havde været på Sinears sletter, men i de lande som de forskellige slægter udvandrede til, efterlignede man almindeligvis Nimrods styreform. I Abrahams dage (ca. 2018-1843 f.v.t.) fandtes der riger fra Mesopotamien til Ægypten, hvor kongen blev kaldt „farao“ i stedet for mæʹlækh. Men disse kongedømmer førte ikke til tryghed. Kongerne indgik snart militære alliancer og drog på lange togter for at undertrykke, udplyndre og bortføre folk. (1Mo 14:1-12) I nogle byer kunne fremmede blive overfaldet af homoseksuelle. — 1Mo 19:4-9.

Mens mange sikkert slog sig sammen i bysamfund for at finde tryghed (jf. 1Mo 4:14-17), fandt man det snart nødvendigt at omgive byerne med mure og senere bygge fæstningsværker for at forsvare dem mod væbnede angreb. De tidligste ikkereligiøse optegnelser man kender, hvoraf mange stammer fra den del af Mesopotamien hvor Nimrod oprindelig herskede, er fyldt med beretninger om konflikter, begærlighed, intriger og blodsudgydelser. De ældste ikkebibelske lovsamlinger, for eksempel Lipit-Ishtars, Eshnunnas og Hammurabis, viser at den menneskelige tilværelse var blevet meget kompliceret, og at sociale konflikter affødte problemer som tyveri, bedrageri, handelsmæssige besværligheder, uenighed om ejendom og husleje, strid om lån og renter, ægteskabelig utroskab, høje lægeregninger og dårlig lægekunst, vold og legemsbeskadigelse og meget andet. Skønt Hammurabi kaldte sig selv for „den effektive konge“ og „den fuldkomne konge“, kunne han lige så lidt som andre politiske herskere i gammel tid løse den syndige menneskeheds problemer gennem sit styre og sine love. (Ancient Near Eastern Texts ved J. B. Pritchard, 1974, s. 159-180; jf. Ord 28:5.) Religionen, men ikke tilbedelsen af den sande Gud, havde en fremtrædende plads i alle disse riger. Skønt præsteskabet arbejdede nært sammen med den herskende klasse og nød kongens gunst, førte dette ikke til nogen moralsk højnelse af befolkningen. I de religiøse skrifter man har fra den tid i form af kileskriftinskriptioner, er der hverken tale om åndelig opbyggelse eller moralsk vejledning; de guder man tilbad, fremtræder som trættekære, voldelige og vellystige, guder der ikke var ledet af retfærdige normer eller hensigter. Menneskene havde brug for Jehova Guds rige hvis de skulle glæde sig over et liv i fred og lykke.

Gud som Konge over Abraham og hans efterkommere. Ganske vist undgik de mennesker der så hen til Jehova Gud som deres overhoved, ikke personlige problemer og vanskeligheder, men de blev hjulpet til at løse problemerne (eller at affinde sig med dem) på en måde der var i overensstemmelse med Guds retfærdige normer, og uden at de mistede deres værdighed. Gud beskyttede og styrkede dem. (1Mo 13:5-11; 14:18-24; 19:15-24; 21:9-13, 22-33) Om Abraham, Isak og Jakob siger salmisten således, efter at have nævnt at ’Jehovas domme er på hele jorden’: „Det var dengang de var få i tal, ja, meget få, og boede som udlændinge i [Kana’an]. Så vandrede de omkring fra nation til nation, fra et rige her til et folk dér. [Jehova] tillod intet menneske at udbytte dem, men for deres skyld retledte han konger: ’Rør ikke mine salvede, og gør ikke mine profeter noget ondt.’“ (Sl 105:7-15; jf. 1Mo 12:10-20; 20:1-18; 31:22-24, 36-55.) Også dette var et bevis på at Jehova stadig udøvede sin suveræne magt over jorden i overensstemmelse med sin hensigt efterhånden som den udfoldedes.

De trofaste patriarker sluttede sig ikke til nogen af bystaterne eller kongedømmerne i Kana’an eller andre lande. I stedet for at søge sikkerhed i en by under en jordisk konges politiske styre boede de i telte som indvandrere, „fremmede og midlertidige indbyggere i landet“, idet de i tro „ventede på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. De anerkendte Gud som deres Hersker, og de ventede på den himmelske ordning, det middel hvormed Gud til sin tid ville styre jorden, et rige grundlagt på hans suveræne myndighed og vilje, selv om virkeliggørelsen af dette håb dengang var „langt borte“. (He 11:8-10, 13-16) Da Jesus senere var blevet salvet af Gud til at være konge, kunne han derfor sige: „Abraham . . . glædede sig usigeligt til at se min dag, og han så den og frydede sig.“ — Joh 8:56.

Jehovas løfte om det „afkom“ der er forbundet med Guds rige (1Mo 3:15), blev ført et skridt videre hen mod sin opfyldelse da han sluttede en pagt med Abraham. (1Mo 12:1-3; 22:15-18) I forbindelse dermed forudsagde han at ’konger skulle udgå fra’ Abraham (Abram) og hans hustru. (1Mo 17:1-6, 15, 16) Efterkommere af Abrahams sønnesøn Esau dannede ganske vist sheikdømmer og kongedømmer, men det var over for Abrahams anden sønnesøn, Jakob, at Guds profetiske løfte om kongelige efterkommere blev stadfæstet. — 1Mo 35:11, 12; 36:9, 15-43.

Den israelitiske nation dannes. Flere hundrede år senere, da tiden var inde (1Mo 15:13-16), greb Jehova Gud ind til fordel for Jakobs efterkommere, som nu talte millioner (se UDGANGEN AF ÆGYPTEN [Hvor mange der drog ud]), idet han beskyttede dem mod et forsøg på folkedrab foranstaltet af den ægyptiske stat (2Mo 1:15-22) og til sidst udfriede dem fra hård trældom under det ægyptiske herredømme. (2Mo 2:23-25) Guds befaling til Farao, overbragt gennem hans tjenere Moses og Aron, blev afvist af den ægyptiske hersker som om den kom fra en der ikke havde nogen myndighed i ægyptiske anliggender. Da Farao gentagne gange nægtede at anerkende Jehovas suverænitet, medførte det en demonstration af Guds magt i form af en række plager. (2Mo kap. 7-12) Gud beviste dermed at hans magt over jordens elementer og skabninger var større end nogen jordisk konges magt. (2Mo 9:13-16) Tilkendegivelsen af hans suveræne magt nåede et højdepunkt da Faraos styrker blev tilintetgjort på en måde som ingen af nationernes pralende krigerkonger kunne eftergøre. (2Mo 14:26-31) Moses og israelitterne havde al grund til at synge: „Jehova skal herske som konge til fjerne tider, ja, for evigt.“ — 2Mo 15:1-19.

Derefter gav Jehova yderligere bevis på sit herredømme over jorden, dens livsvigtige vandressourcer og dens fugleliv, og han viste sin evne til at værne og opretholde folket selv i golde og fjendtlige omgivelser. (2Mo 15:22–17:15) Efter at have gjort alt dette henvendte han sig til de udfriede israelitter og fortalte dem at de, hvis de ville adlyde ham og holde hans pagt, kunne blive hans særlige ejendom blandt alle andre folkeslag, for, som han sagde, „mig tilhører hele jorden“. De kunne blive „et kongerige af præster og en hellig nation“. (2Mo 19:3-6) Da de sagde ja til villigt at underordne sig Jehovas suveræne herredømme, blev han deres kongelige Lovgiver idet han gav dem en omfattende lovsamling med kongelige forordninger, og det skete til akkompagnement af et vældigt og ærefrygtindgydende bevis på hans magt og herlighed. (2Mo 19:7–24:18) Et tabernakel eller mødetelt, og især arken deri, skulle symbolisere det himmelske statsoverhoveds usynlige nærværelse. (2Mo 25:8, 21, 22; 33:7-11; jf. Åb 21:3.) Skønt Moses og andre udnævnte mænd dømte i de fleste sager, ledet af Guds lov, skete det til tider at Jehova personligt greb ind og afsagde og eksekverede domme imod lovovertrædere. (2Mo 18:13-16, 24-26; 32:25-35) De indsatte præster havde til opgave at bevare et godt forhold mellem folket og dets himmelske Hersker og hjalp folket i dets bestræbelser for at være i overensstemmelse med Lovpagtens høje normer. (Se PRÆST.) På denne måde var styret over Israel et ægte teokrati. — 5Mo 33:2, 5.

Jehova, der som Gud og Skaber har retten til herredømmet over hele jorden, ligesom han er „den der dømmer hele jorden“ (1Mo 18:25), havde tildelt Abrahams afkom Kana’ans land. (1Mo 12:5-7; 15:17-21) Som statsoverhoved befalede han nu israelitterne at foretage tvangsekspropriationen af det område som var i de dødsdømte kana’anæeres besiddelse, og at eksekvere dødsdommen over dem. — 5Mo 9:1-5; se KANA’AN, KANA’ANÆER, 2 (Israelitternes erobring af Kana’an).

Dommertiden. I 350 år efter Israels erobring af Kana’ans mange riger var Jehova Gud folkets eneste konge. I perioder af forskellig varighed lod Gud dommere som han havde udvalgt, tjene som førere for folket eller dele deraf, i krig og i fred. Da dommeren Gideon havde slået Midjan, bad folket ham om at blive nationens hersker, men han afviste det idet han anerkendte Jehova som den egentlige hersker. (Dom 8:22, 23) Hans ærgerrige søn Abimelek var en kort tid konge over en lille del af folket, men det endte brat med en katastrofe for ham selv. — Dom 9:1, 6, 22, 53-56.

Om dommertiden generelt hedder det: „I de dage var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde hvad der var rigtigt i hans egne øjne.“ (Dom 17:6; 21:25) Det betød ikke at der ikke var lov og ret. I hver by var der dommere, ældste, som tog sig af spørgsmål og problemer angående loven, og som dømte folket. (5Mo 16:18-20; se DOMSTOL.) De levitiske præster udgjorde en overordnet retningsgivende faktor; de underviste folket i Guds lov, og ypperstepræsten havde Urim og Tummim, hvormed han rådførte sig med Gud i vanskelige sager. (Se YPPERSTEPRÆST; PRÆST; URIM OG TUMMIM.) Enhver der benyttede sig af disse foranstaltninger, som skaffede sig kundskab om Guds lov og levede efter Loven, havde altså et godt grundlag til vejledning for sin samvittighed. Når han ud fra disse forudsætninger gjorde „hvad der var rigtigt i hans egne øjne“, ville der ikke komme noget dårligt ud af det. Jehova overlod det til israelitterne selv at vise om de var villige eller uvillige i deres indstilling og adfærd. Der var ingen jordisk konge som førte tilsyn med dommerne i de forskellige byer, befalede borgerne at deltage i bestemte arbejder eller tvangsudskrev dem til at forsvare landet. (Jf. Dom 5:1-18.) De sørgelige forhold der efterhånden opstod, skyldtes derfor at de fleste israelitter var uvillige til at adlyde deres himmelske Konges ord og lov og til at benytte sig af hans foranstaltninger. — Dom 2:11-23.

Krav om en jordisk konge. Næsten 400 år efter udgangen af Ægypten og mere end 800 år efter at Gud havde sluttet pagt med Abraham, krævede israelitterne at få en jordisk konge som kunne lede dem, ligesom de andre folkeslag havde jordiske monarker. Med dette krav forkastede de Jehova som deres konge. (1Sa 8:4-8) De kunne ganske vist med rette forvente at Gud ville oprette et kongerige ifølge sit løfte til Abraham og Jakob, som allerede anført. Og de havde yderligere grund til at nære et sådant håb ifølge den profeti Jakob udtalte på sit dødsleje om Juda (1Mo 49:8-10), ifølge Jehovas ord til Israel efter udgangen af Ægypten (2Mo 19:3-6), ifølge Lovpagten (5Mo 17:14, 15), ja, selv ifølge det budskab Gud lod profeten Bileam forkynde (4Mo 24:2-7, 17). Samuels troende moder, Hanna, gav også udtryk for dette håb i sin bøn. (1Sa 2:7-10) Men Jehova havde endnu ikke i fuld udstrækning åbenbaret sin „hellige hemmelighed“ angående Riget og havde ikke angivet hvornår tiden var inde til Rigets oprettelse, eller hvordan denne regering skulle være opbygget — om den skulle være jordisk eller himmelsk. Det var derfor formasteligt af folket at det nu forlangte at få en jordisk konge.

Truslen om aggression fra filistrenes og ammonitternes side bidrog uden tvivl til israelitternes ønske om at få en synlig, kongelig øverstbefalende. De åbenbarede således manglende tro på Guds evne til at beskytte, lede og forsørge dem som folk betragtet og som enkeltpersoner. (1Sa 8:4-8) Motivet var uret; alligevel imødekom Jehova Gud deres anmodning, ikke først og fremmest for deres skyld, men for at gennemføre sin egen gode hensigt i forbindelse med den progressive åbenbaring af „den hellige hemmelighed“ vedrørende hans fremtidige rige ved det lovede „afkom“. Men et jordisk kongedømme ville medføre problemer og omkostninger for Israel, og Jehova forelagde folket disse kendsgerninger. — 1Sa 8:9-22.

De konger som derefter blev indsat af Jehova, skulle tjene som Guds jordiske redskaber og ville ikke i mindste måde indskrænke Jehovas egen suverænitet over nationen. Tronen var i virkeligheden Jehovas, og kongerne sad på den som hans stedfortrædere. (1Kr 29:23) Jehova gav Samuel befaling om at salve Saul, den første konge (1Sa 9:15-17), men pegede samtidig på at folket havde vist mangel på tro. — 1Sa 10:17-25.

Hvis kongedømmet skulle føre til noget gavnligt, måtte både kongen og undersåtterne nu respektere Guds myndighed. Hvis de urealistisk søgte vejledning og beskyttelse andre steder, ville de og deres konge blive fejet bort. (5Mo 28:36; 1Sa 12:13-15, 20-25) Kongen måtte ikke sætte sin lid til militærmagt, han måtte ikke skaffe sig mange hustruer, og han måtte ikke lade sig lede af begær efter rigdom. Han måtte udøve sin kongegerning helt og holdent inden for Lovpagtens rammer. Gud havde befalet at han skulle lave sig en afskrift af Loven og læse i den hver dag for at han kunne bevare en passende frygt for den højeste Suveræn, forblive ydmyg og ikke vige fra retfærdighedens vej. (5Mo 17:16-20) I det omfang han gjorde dette, idet han elskede Gud af hele sit hjerte og elskede sin næste som sig selv, ville hans styre medføre velsignelser, og der ville ikke være nogen grund til klage over undertrykkelse eller trængsler. Men som Jehova havde gjort over for folket, lod han nu også kongerne selv vise hvad der boede i deres hjerte, om de var villige eller uvillige til at anerkende Guds myndighed og vilje.

Davids styre som eksempel og forbillede. Benjaminitten Sauls manglende respekt for Jehovas overordnede myndighed og hans forordninger gjorde at han pådrog sig Guds mishag, og at hans slægt mistede tronen. (1Sa 13:10-14; 15:17-29; 1Kr 10:13, 14) Med det styre der blev udøvet af hans efterfølger, David, der var af Judas stamme, opfyldtes yderligere dele af den profeti Jakob havde udtalt på sit dødsleje. (1Mo 49:8-10) Selv om David på grund af menneskelig svaghed begik synder, kan hans styre kaldes eksemplarisk fordi han af hjertet var Jehova Gud helt hengiven og ydmygt underordnede sig hans myndighed. (Sl 51:1-4; 1Sa 24:10-14; jf. 1Kg 11:4; 15:11, 14.) Da David tog imod bidragene til templets opførelse, bad han denne bøn til Gud i det forsamlede folks påhør: „Dig, Jehova, tilhører storheden og styrken og hæderen og glansen og værdigheden; for alt i himmelen og på jorden er dit. Dig tilhører riget, Jehova, og du løfter dig som hoved over alle. Rigdommen og herligheden skyldes dig, og du hersker over alt; og i din hånd er der kraft og styrke, og det er i din hånd at gøre stor og at gøre alle stærke. Og nu, vor Gud, takker vi dig og lovsynger dit hæderværdige navn.“ (1Kr 29:10-13) De sidste råd David gav sin søn Salomon, viser også den klare forståelse han havde af forholdet mellem det jordiske kongedømme og den himmelske Kilde. — 1Kg 2:1-4.

Da pagtens ark, der symboliserede Jehovas nærværelse, blev bragt op til hovedstaden, Jerusalem, sang David: „Lad himmelen fryde sig og lad jorden juble, og lad dem sige blandt nationerne: ’Jehova er blevet konge!’“ (1Kr 16:1, 7, 23-31) Disse ord viser at selv om Jehovas herredømme har varet helt fra skabelsens begyndelse, kan han lade det komme til udtryk på forskellig måde eller benytte specielle redskaber til at repræsentere sig, således at man på ny, på en bestemt tid eller ved en bestemt lejlighed, kan sige om ham at han „er blevet konge“.

Pagten om et rige. Jehova sluttede en pagt med David om et rige som for evigt skulle være knyttet til hans slægtslinje, idet han sagde: „Jeg [vil] oprejse dit afkom efter dig, . . . og jeg vil grundfæste hans kongedømme. . . . Og dit hus og dit kongedømme vil stå fast for stedse foran dig; din trone vil være grundfæstet for stedse.“ (2Sa 7:12-16; 1Kr 17:11-14) Denne pagt, som gjaldt det davidiske dynasti, var et yderligere vidnesbyrd om at Guds løfte i Eden om et rige ved det forudsagte „afkom“ var på vej mod at blive opfyldt. (1Mo 3:15) Pagten gav desuden yderligere oplysninger om hvordan man kunne kende dette „afkom“ når det viste sig. (Jf. Es 9:6, 7; 1Pe 1:11.) De konger der blev indsat af Gud, blev salvet til deres embede, og derfor kunne udtrykket „messias“, der betyder „den salvede“, bruges om dem. (1Sa 16:1; Sl 132:13, 17) Det er således tydeligt at det jordiske kongerige som Jehova oprettede for Israel, tjente som et forbillede på eller en mindre model af det kommende rige ved Messias, Jesus Kristus, „Davids søn“. — Mt 1:1.

De israelitiske rigers forfald og undergang. Fordi man undlod at følge Jehovas retfærdige veje, var der efter blot tre regeringsperioder og ved begyndelsen af den fjerde konges regeringstid opstået så megen utilfredshed at det førte til oprør og splittelse af nationen (997 f.v.t.). Resultatet blev et nordligt rige og et sydligt rige. Jehovas pagt med David fortsatte ikke desto mindre med at være i kraft for kongerne i Juda, det sydlige rige. I de århundreder hvori rigerne bestod, var der kun få trofaste konger i Juda og slet ingen i Israel, det nordlige rige. Nordrigets historie fortæller om afgudsdyrkelse, intriger og snigmord, og kongerne fulgte ofte hurtigt efter hinanden. Folket led under uretfærdighed og undertrykkelse. Efter omkring 250 år tillod Jehova at assyrerkongen knuste Nordriget (740 f.v.t.) på grund af dets oprør mod Gud. — Ho 4:1, 2; Am 2:6-8.

Selv om Juda rige på grund af det davidiske dynasti var mere stabilt, overgik det alligevel til sidst det nordlige rige i moralsk fordærv trods de bestræbelser gudfrygtige konger som Ezekias og Josias gjorde for at afværge forfaldet, afgudsdyrkelsen og ringeagten for Jehovas ord og myndighed. (Es 1:1-4; Ez 23:1-4, 11) Social uretfærdighed, tyranni, begær, uærlighed, bestikkelse, seksuelt fordærv, voldelige overfald og blodsudgydelse samt religiøst hykleri der forvandlede Guds tempel til „en røverhule“ — alt dette blev fordømt af Jehovas profeter i deres advarende budskaber til herskerne og folket. (Es 1:15-17, 21-23; 3:14, 15; Jer 5:1, 2, 7, 8, 26-28, 31; 6:6, 7; 7:8-11) Hverken de frafaldne præsters støtte eller nogen politisk alliance med andre nationer kunne forhindre den kommende katastrofe for dette utro rige. (Jer 6:13-15; 37:7-10) Både landet og hovedstaden, Jerusalem, blev lagt øde af babylonierne i 607 f.v.t. — 2Kg 25:1-26.

Jehovas stilling som konge uberørt. Israels og Juda riges fald var på ingen måde et vidnesbyrd om at der var noget i vejen med Jehova Guds herredømme, og det var heller ikke et udtryk for nogen svaghed hos ham. Op gennem det israelitiske folks historie har Jehova gjort det klart at han ønskede villig tjeneste og lydighed. (5Mo 10:12-21; 30:6, 15-20; Es 1:18-20; Ez 18:25-32) Han belærte, irettesatte, tugtede, advarede og straffede. Men han brugte ikke sin magt til at tvinge nogen, hverken kongen eller folket, til at følge den rette vej. De sørgelige forhold der udviklede sig, de lidelser israelitterne erfarede, den ulykke der ramte dem, alt dette var deres egen skyld fordi de stædigt forhærdede deres hjerte og insisterede på at gå deres egne uafhængige veje skønt de kun skadede sig selv derved. — Kl 1:8, 9; Ne 9:26-31, 34-37; Es 1:2-7; Jer 8:5-9; Ho 7:10, 11.

Jehova viste sin suveræne magt ved at holde de aggressive og rovgriske verdensriger Assyrien og Babylon tilbage indtil hans egen tid var inde til at bruge dem, ja, manøvrere med dem så de opfyldte hans profetier. (Ez 21:18-23; Es 10:5-7) Da Jehova til sidst tog sin beskyttelse bort fra folket, var det et udtryk for at han som suveræn hersker fældede en retfærdig dom. (Jer 35:17) Da Israel og Juda blev lagt øde, kom det ikke som nogen rystende overraskelse for Guds lydige tjenere, for de var i forvejen blevet advaret gennem hans profetier. At hovmodige herskere blev ydmyget, tjente til at fremhæve Jehovas „strålende storhed“. (Es 2:1, 10-17) Men vigtigere end alt dette var det at han gav bevis på sin evne til at beskytte og bevare enkeltpersoner der så hen til ham som deres konge, selv når de befandt sig midt i et område med hungersnød, sygdom eller massedrab, eller når de blev forfulgt af mennesker som hadede retfærdighed. — Jer 34:17-21; 20:10, 11; 35:18, 19; 36:26; 37:18-21; 38:7-13; 39:11–40:5.

Israels sidste konge blev advaret om at hans krone, symbolet på at han var salvet som konge og var Jehovas kongelige repræsentant, ville blive fjernet. Ingen salvet konge i Davids slægtslinje skulle udøve herredømmet ’før han kom som havde retten til det, og ham ville Jehova give det’. (Ez 21:25-27) Således ophørte det forbilledlige rige, som nu lå i ruiner, og opmærksomheden blev igen rettet mod fremtiden, mod det lovede „afkom“, Messias.

De frafaldne riger Israel og Juda blev omstyrtet af politiske magter som Assyrien og Babylon. Gud nævner ganske vist at det er ham selv der „oprejser“ sådanne magter eller „bringer dem imod“ de dømte riger (5Mo 28:49; Jer 5:15; 25:8, 9; Ez 7:24; Am 6:14), men dette gjorde han åbenbart i samme forstand som han ’forhærdede’ Faraos hjerte. (Se FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE [Forudviden om enkeltpersoner].) Det vil sige at Gud bragte de angribende styrker „imod“ de dømte folk ved at han tillod dem at udføre et ønske de allerede nærede i deres hjerte (Es 10:7; Kl 2:16; Mik 4:11); han tog sin beskyttende hånd bort fra sit folk, og så kunne de ærgerrige og griske fjender hærge. (5Mo 31:17, 18; sml. Ezr 8:31 med Ezr 5:12; Ne 9:28-31; Jer 34:2.) De frafaldne israelitter, som stædigt nægtede at underlægge sig Jehovas lov og vilje, blev således overgivet „til sværd, til pest og til hungersnød“. (Jer 34:17) Det betød imidlertid ikke at de angribende hedningefolk derved blev godkendt af Gud; de havde heller ikke ’rene hænder’ i hans øjne, for de havde hensynsløst udslettet det nordlige og det sydlige rige, hovedstaden Jerusalem og dets hellige tempel. Jehova, hele jordens Dommer, kunne således med rette fordømme dem for at have ’plyndret hans arvelod’ og dømme dem til at lide samme ødelæggelse som de havde udsat hans pagtsfolk for. — Es 10:12-14; 13:1, 17-22; 14:4-6, 12-14, 26, 27; 47:5-11; Jer 50:11, 14, 17-19, 23-29.

Guds rige i drømmesyner på Daniels tid. Daniels profeti i sin helhed lægger stor vægt på Guds universelle suverænitet, der er det gennemgående tema, og kaster yderligere lys over Jehovas hensigt. Daniel, som var landflygtig og boede i hovedstaden i det verdensrige der havde omstyrtet Juda rige, blev af Gud brugt til at åbenbare betydningen af et drømmesyn som Babylons konge havde haft. Dette syn forudsagde den række verdensriger der ville komme, og at de til sidst ville blive knust af et evigt rige som Jehova selv ville oprette. Uden tvivl til hoffets store forbavselse kastede selve Jerusalems erobrer, Nebukadnezar, sig nu ned for at hylde den landflygtige Daniel og anerkende Daniels Gud som „kongernes Herre“. (Da 2:36-47) Da Nebukadnezar senere i en drøm så et syn af et træ der blev fældet, viste Jehova igen eftertrykkeligt at „den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han vil, og selv den ubetydeligste blandt menneskene ophøjer han over det“. (Da kap. 4; se omtalen af dette syn under NATIONERNES FASTSATTE TIDER.) Da Nebukadnezar selv erfarede opfyldelsen af drømmen, måtte han endnu en gang erkende at Daniels Gud er „himmelens Konge“, der ’gør som han vil med himmelens hær og jordens beboere, og at ingen kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: „Hvad gør du?“’ — Da 4:34-37.

Da afslutningen på Babylons verdensherredømme nærmede sig, så Daniel i profetiske syner en række verdensriger med dyriske træk. Han så også Jehovas majestætiske og himmelske domstol holde rettergang over verdensmagterne og dømme dem uværdige til at regere, og han så „en der var som en menneskesøn“, og at der blev givet ham „herredømme og ære og kongemagt“ for at alle folkeslag, folkestammer og tungemål skulle tjene ham under hans herredømme, som er „et varigt herredømme der ikke skal forsvinde“. Han så endvidere at den sidste verdensmagt førte krig mod „de hellige“ og led nederlag og blev tilintetgjort, og at „riget og herredømmet og storheden som tilhørte rigerne under den ganske himmel, blev givet til det folk som er den Allerhøjestes hellige“. (Da kap. 7, 8) Det sås altså her at det lovede „afkom“ skulle udgøre et rige, eller en regering, der ikke blot bestod af et kongeligt overhoved, ’Menneskesønnen’, men også af et antal medregenter, „det folk som er den Allerhøjestes hellige“.

Guds kongelige magt over for Babylon og Medo-Persien. Guds ubønhørlige dom over det mægtige Babylon blev eksekveret pludseligt og uventet; dets dage var talt, og der blev gjort ende på det. (Da 5:17-30) I løbet af det efterfølgende medo-persiske herredømme kom der flere åbenbaringer fra Jehova om det messianske rige, idet han pegede frem til det tidspunkt da Messias ville komme, og forudsagde at denne ville blive „ryddet bort“, og at byen Jerusalem og dens helligdom igen ville blive ødelagt. (Da 9:1, 24-27; se HALVFJERDS UGER.) Atter viste Jehova Gud, sådan som han havde gjort det under det babyloniske herredømme, at han evner at beskytte dem der anerkender hans suverænitet trods myndigheders vrede og trussel om dødsstraf. (Da 3:13-29; 6:12-27) Da tiden var inde, sørgede han endvidere for at Babylons porte åbnedes så hans pagtsfolk kunne vende tilbage til sit eget land og genopbygge Jehovas hus dér. (2Kr 36:20-23) Som følge af at Gud greb ind og udfriede sit folk, kunne det forkyndes for Zion: „Din Gud er blevet konge!“ (Es 52:7-11) I den følgende tid blev sammensværgelser mod hans folk forpurret, og underordnede embedsmænds bagtalelser og ugunstige regeringsdekreter blev overvundet idet Jehova indgav de persiske konger at medvirke til at hans suveræne vilje blev gennemført. — Ezr kap. 4-7; Ne kap. 2, 4, 6; Est kap. 3-9.

I århundredernes løb skred virkeliggørelsen af Jehova Guds uforanderlige hensigt således uophørligt fremad. Uanset hvordan begivenhederne på jorden formede sig, viste han sig altid som situationens herre og var altid forud for sine modstandere, synlige såvel som usynlige. Intet fik lov til at stå i vejen for den fuldstændige gennemførelse af hans hensigt, hans vilje. Samtidig med at Israels folk og historie dannede profetiske forbilleder der på forhånd skildrede hvordan Jehova ville tage sig af menneskene, var israelitterne et eksempel på at varig harmoni, fred og lykke kun kan opnås når man helhjertet anerkender og underordner sig Guds ledelse. Israelitterne var fælles om deres afstamning, sprog og land; og de havde også fælles fjender. Men kun så længe de loyalt og trofast tilbad og tjente Jehova Gud, kunne de bevare deres enhed, styrke og retfærdighed og den ægte glæde ved livet. Da de bånd der knyttede dem til Jehova Gud, blev svækket, forfaldt nationen hurtigt.

Guds rige „er kommet nær“. Eftersom Messias skulle være en efterkommer af Abraham, Isak og Jakob, et medlem af Judas stamme og en „søn af David“, måtte han fødes som menneske; han måtte, som Daniels profeti havde forkyndt, blive „en menneskesøn“. „Da tiden var udløbet“, udsendte Jehova Gud sin søn, som blev født af en kvinde og opfyldte alle de juridiske krav som berettigede ham til at arve „hans fader Davids trone“. (Ga 4:4; Lu 1:26-33; se SLÆGTSREGISTER, JESU KRISTI.) Seks måneder før Jesu fødsel var Johannes, som skulle være forløber for Jesus og døbe ham, blevet født. (Lu 1:13-17, 36) Forældrene til disse to drengebørn viste med deres udtalelser at de levede i ivrig forventning om at Gud som den der har herredømmet, ville gribe ind. (Lu 1:41-55, 68-79) Ved Jesu fødsel pegede de ord som blev udtalt af de himmelske sendebud der skulle forkynde betydningen af denne begivenhed, også på at Gud ville gribe ind på storslået vis. (Lu 2:9-14) Det samme gjorde Simeon og Anna da de i templet udtrykte håb om en frelsende indgriben og befrielse. (Lu 2:25-38) Både Bibelen og verdslige vidnesbyrd peger på at jøderne på det tidspunkt levede i almindelig forventning om at Messias’ komme var nært forestående. Dog var mange af dem først og fremmest interesserede i at blive befriet for det romerske herredømmes tyngende åg. — Se MESSIAS.

Johannes havde til opgave at ’vende folks hjerter om’ til Jehova, til hans pagter, til „det privilegium . . . frygtløst at yde ham hellig tjeneste med loyalitet og retfærdighed“ og derved „gøre et beredt folk klar til Jehova“. (Lu 1:16, 17, 72-75) Han sagde med rene ord til folk at de stod over for en tid med dom fra Gud, at ’himlenes rige var kommet nær’, og at det var vigtigt og på høje tid at de vendte om og angrede deres ulydighed mod Guds vilje og lov. Dette understregede igen Jehovas norm: at han kun vil have undersåtter der villigt anerkender og værdsætter hans veje og love som rette og retfærdige. — Mt 3:1, 2, 7-12.

Messias kom da Jesus fremstillede sig for Johannes for at blive døbt og på det tidspunkt blev salvet med Guds hellige ånd. (Mt 3:13-17) Han blev derved udpeget, designeret, til konge, den som ifølge Jehovas domsafsigelse havde „retten“ til den davidiske trone, en ret der ikke var blevet gjort brug af i de forløbne 600 år. (Se JESUS KRISTUS [Hans dåb].) Men Jehova førte desuden sin godkendte søn ind i en pagt om et himmelsk rige, hvori Jesus både skulle være konge og præst, sådan som Melkizedek havde været det i fortidens Salem. (Sl 110:1-4; Lu 22:29; He 5:4-6; 7:1-3; 8:1; se PAGT, FORBUND.) Som det lovede ’Abrahams afkom’ skulle denne himmelske konge-præst være Guds fornemste redskab til velsignelse for folk af alle nationer. — 1Mo 22:15-18; Ga 3:14; Apg 3:15.

Allerede på et tidligt tidspunkt i Jesu jordiske liv viste Jehova sin kongelige magt til gavn for sin søn. De orientalske astrologer der ville oplyse den tyranniske kong Herodes om hvor barnet kunne findes, blev af Gud ført ad andre veje; desuden sørgede Gud for at Jesu forældre kunne undslippe til Ægypten inden Herodes’ mænd begyndte at myrde børnene i Betlehem. (Mt 2:1-16) I betragtning af at der i den første profeti i Eden var forudsagt at der ville være fjendskab mellem det lovede „afkom“ og ’slangens afkom’, kan dette forsøg på at komme Jesus til livs kun betyde at det var Guds modstander, Satan Djævelen, der prøvede at forpurre Jehovas hensigt, hvilket altså ikke lykkedes. — 1Mo 3:15.

Efter at have opholdt sig i Judæas Ørken i omkring 40 dage kom den døbte Jesus til at stå over for hovedmodstanderen af Jehovas suverænitet, Satan Djævelen. Denne forelagde Jesus visse underfundige forslag som skulle lokke ham til at handle i modstrid med Jehovas klart udtrykte ord og vilje. Han tilbød endog den salvede Jesus herredømmet over alle jordens riger uden at Jesus skulle kæmpe, og uden at han behøvede at lide — til gengæld for blot en enkelt tilbedelseshandling over for Satan. Da Jesus nægtede og i stedet pegede på Jehova som den eneste sande Suveræn fra hvem al retmæssig myndighed udgår og hvem al tilbedelse tilkommer, begyndte Guds modstander at lægge andre planer for sin krigsstrategi imod Jehovas udvalgte, idet han på forskellig måde benyttede sig af mennesker, sådan som han langt tidligere havde gjort i Jobs tilfælde. — Job 1:8-18; Mt 4:1-11; Lu 4:1-13; jf. Åb 13:1, 2.

Hvordan kunne Jesus sige til dem han forkyndte for, at ’Guds rige var i deres midte’?

I tillid til at Jehova havde magt til at beskytte og hjælpe ham, påbegyndte Jesus sin offentlige tjeneste og forkyndte for Jehovas pagtsfolk at ’den fastsatte tid var udløbet’, og at ’Guds rige var kommet nær’. (Mr 1:14, 15) Når man skal afgøre i hvilken betydning Riget var „kommet nær“, skal det tages i betragtning at han også sagde til nogle farisæere: „Guds rige er i jeres midte.“ (Lu 17:21) I en kommentar til dette skriftsted siger The Interpreter’s Dictionary of the Bible: „Skønt det hyppigt anføres som et eksempel på Jesu ’mysticisme’ eller ’åndelighed’, hviler denne fortolkning hovedsagelig på den gamle oversættelse: ’inden i jer’ [KJ, DA48] . . . (Jesus taler her til farisæerne — v. 20) . . . Den teori at Guds rige er noget inden i mennesket, en sindstilstand eller en frelst tilstand, er i modstrid med den sammenhæng dette vers forekommer i, og med hele fremstillingen af emnet i NT.“ (Redigeret af G. A. Buttrick, 1962, bd. 2, s. 883) Eftersom det græske ord basileiʹa („rige“) indeholder betydningen „kongeværdighed“, er det klart at Jesus mente at han selv, Guds kongelige udsending, den der af Gud var salvet til at være konge, var i deres midte. Ikke blot var han til stede i denne egenskab, men han havde også myndighed til at gøre gerninger der var et udtryk for Guds kongelige magt, og til at berede nogle til at indtage poster i det kommende rige. Derfor kunne han sige at Riget var nær; en tid med vældige muligheder var kommet.

En regering med magt og myndighed. Jesu disciple forstod at Riget var en virkelig regering, skønt de ikke fattede hvor langt dens herredømme rakte. Natanael sagde til Jesus: „Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.“ (Joh 1:49) De vidste hvad der var forudsagt om de „hellige“ i Daniels profeti. (Da 7:18, 27) Jesus havde direkte lovet sine apostle at de skulle ’sidde på troner’. (Mt 19:28) Jakob og Johannes søgte at opnå visse privilegerede stillinger i den messianske regering, og Jesus anerkendte at der ville være sådanne privilegerede stillinger, men han sagde at det var hans Fader, den suveræne Hersker, der bestemte hvem der skulle have dem. (Mt 20:20-23; Mr 10:35-40) Mens disciplene — endda så sent som den dag da den oprejste Jesus steg til himmelen — fejlagtigt mente at Messias’ kongelige herredømme var begrænset til jorden og specielt til det kødelige Israel (Apg 1:6), forstod de altså korrekt at der var tale om en regeringsdannelse. — Jf. Mt 21:5; Mr 11:7-10.

Jehovas kongelige udsending gav på mange måder synligt bevis på den kongemagt Jehova udøver over sit jordiske skaberværk. Ved hjælp af Guds ånd, eller aktive kraft, beherskede han sø og vind, plantevækst, fisk, ja, endog fødemidlernes organiske stoffer, for eksempel da han mirakuløst øgede mængden af brød og fisk. Disse mirakler gav disciplene stor respekt for den myndighed han besad. (Mt 14:23-33; Mr 4:36-41; 11:12-14, 20-23; Lu 5:4-11; Joh 6:5-15) Det var endnu mere imponerende når han ved hjælp af Guds kraft indvirkede på det menneskelige legeme og helbredte sygdomme, lige fra blindhed til spedalskhed, og endog oprejste døde til liv igen. (Mt 9:35; 20:30-34; Lu 5:12, 13; 7:11-17; Joh 11:39-47) Nogle spedalske som han havde helbredt, sendte han hen til præsterne, som af Gud var bemyndiget til at tage sig af den slags, men som i almindelighed ikke havde tro, for at det skulle tjene som „et vidnesbyrd for dem“. (Lu 5:14; 17:14) Endelig gav han også bevis på den magt Gud har over dæmoner. Disse overmenneskelige ånder var klar over den myndighed Jesus havde, og de ville hellere adlyde ham og slippe deres tag i de besatte end prøve kræfter med den magt der stod bag ham. (Mt 8:28-32; 9:32, 33; jf. Jak 2:19.) Eftersom uddrivelsen af dæmonerne var et resultat af Guds ånds virke, betød det at Guds rige virkelig havde „overrasket“ hans tilhørere. — Mt 12:25-29; jf. Lu 9:42, 43.

Alt dette udgjorde et klart bevis på at Jesus besad kongelig myndighed, og at denne myndighed ikke stammede fra mennesker eller fra nogen jordisk, politisk instans. (Jf. Joh 18:36; Es 9:6, 7.) Til nogle udsendinge fra den fængslede Johannes Døber som var vidne til disse kraftige gerninger, sagde Jesus at de skulle gå tilbage til Johannes og fortælle ham hvad de havde set og hørt som en bekræftelse på at han var „den der kommer“. (Mt 11:2-6; Lu 7:18-23; jf. Joh 5:36.) Jesu disciple kunne selv se og høre de vidnesbyrd om Rigets magt som profeterne havde ønsket at opleve. (Mt 13:16, 17) Jesus kunne endog uddelegere myndighed til sine disciple sådan at de som hans udnævnte stedfortrædere fik lignende mirakuløse evner, hvilket gav deres ord yderligere vægt når de forkyndte: „Himlenes rige er kommet nær.“ — Mt 10:1, 7, 8; Lu 4:36; 10:8-12, 17.

Adgang til Riget. Jesus understregede at en tidsperiode med særlige muligheder var kommet. Om forløberen Johannes Døber sagde han: „Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han. Og fra Johannes Døbers dage og indtil nu er himlenes rige det mål folk trænger sig frem imod [biaʹzetai], og de som trænger sig frem [biastaiʹ] griber det. [Jf. AT og Zürcher Bibel (tysk).] Alle, Profeterne og Loven, har nemlig profeteret indtil Johannes.“ (Mt 11:10-13) Den tid hvori Johannes virkede, og som snart skulle ende med hans henrettelse, markerede således afslutningen på én periode og begyndelsen til en anden. Om det græske udsagnsord biaʹzomai, som forekommer i dette skriftsted, siger Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words: „Udsagnsordet indeholder tanken om en kraftig bestræbelse.“ (1981, bd. 3, s. 208) Om Mattæus 11:12 siger den tyske bibelkommentator Heinrich Meyer: „På denne måde beskrives billedligt iveren, den uimodståelige higen og stræben, efter det kommende messianske rige . . . Så ivrigt og energisk (ikke længere roligt og afventende) interesserer man sig for riget. De nævnte [biastaiʹ] er altså troende [ikke fjendtlige angribere] som kæmper hårdt for at få det i eje.“ — Kritisch exegetisches Handbuch über das Evangelium des Matthäus, 1864, s. 272, 273.

Det ville med andre ord ikke være let at få adgang til Guds rige. Det ville ikke være som at nærme sig en åben by hvor kun lidt eller intet hindrede ens adgang. Nej, den suveræne Hersker, Jehova Gud, havde opstillet forhindringer der skulle udelukke enhver uværdig. (Jf. Joh 6:44; 1Kor 6:9-11; Ga 5:19-21; Ef 5:5.) De som ville derind, måtte gå ad en trang vej, finde den snævre port, blive ved med at bede, blive ved med at søge, blive ved med at banke på, og så ville der blive åbnet for dem. De ville finde vejen „trang“ i den forstand at den ville forhindre dem som gik der, i at gøre visse ting der kunne skade dem selv eller andre. (Mt 7:7, 8, 13, 14; jf. 2Pe 1:10, 11.) Det var muligt at de i billedlig forstand måtte give afkald på et øje eller en hånd for at komme ind. (Mr 9:43-47) Riget ville ikke være et plutokrati hvor man kunne købe kongens gunst; det ville være vanskeligt for en rig (gr.: plouʹsios) at komme derind. (Lu 18:24, 25) Det ville heller ikke være et verdsligt aristokrati; en fremtrædende stilling blandt mennesker ville ikke betyde noget. (Mt 23:1, 2, 6-12, 33; Lu 16:14-16) De der tilsyneladende var „de første“, fordi de havde en imponerende religiøs baggrund og et fint omdømme, ville blive „de sidste“, og „de sidste“ ville blive „de første“ til at modtage de privilegerede stillinger i Riget. (Mt 19:30–20:16) De fremtrædende, men hykleriske farisæere, som stolede på deres fornemme stilling, ville komme til at se skøger og skatteopkrævere omvende sig og komme ind i Riget før dem. (Mt 21:31, 32; 23:13) Alle der hyklerisk kaldte Jesus: „Herre, Herre“, men som lod hånt om Guds ord og Guds vilje som åbenbaret gennem Jesus, ville blive afvist med ordene: „Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mt 7:15-23.

De som fik adgang, ville være mennesker der satte de materielle interesser i anden række, og som først søgte Riget og Guds retfærdighed. (Mt 6:31-34) Ligesom Guds salvede konge, Kristus Jesus, måtte de elske retfærdighed og hade lovløshed. (He 1:8, 9) Åndeligsindede, barmhjertige mennesker der var rene af hjertet og fredselskende — skønt genstand for menneskers hån og forfølgelse — havde udsigt til at komme med i Riget. (Mt 5:3-10; Lu 6:23) Det „åg“ som Jesus indbød sådanne mennesker til at gå ind under, symboliserede underkastelse under hans kongelige myndighed. Men det var et skånsomt åg, let at bære for enhver der ligesom kongen havde „et mildt sind“ og var „ydmyg af hjertet“. (Mt 11:28-30; jf. 1Kg 12:12-14; Jer 27:1-7.) Disse ord må have varmet hans tilhørere om hjertet og overbevist dem om at han som hersker ikke ville lægge nogen af de uønskede egenskaber for dagen som havde kendetegnet mange tidligere, både israelitiske og ikkeisraelitiske, herskere. De havde grund til at tro at hans herredømme ville være uden tyngende beskatning, tvangsarbejde eller anden form for udnyttelse. (Jf. 1Sa 8:10-18; 5Mo 17:15-17, 20; Ef 5:5.) Som det fremgik af Jesu senere ord, ville han som overhoved i den kommende rigsregering bevise sin uselviskhed ved endog at give sit liv for sit folk, og alle hans medregenter måtte også være rede til at tjene frem for at lade sig betjene. — Mt 20:25-28; se JESUS KRISTUS (Hans gerninger og personlige egenskaber).

Villig underkastelse nødvendig. Jesus selv havde den største respekt for sin Faders suveræne vilje og myndighed. (Joh 5:30; 6:38; Mt 26:39) Så længe Lovpagten gjaldt, måtte hans jødiske disciple i ord og handling adlyde den; enhver som ikke gjorde det, ville blive forkastet og ikke få adgang til hans rige. Denne respekt og lydighed måtte imidlertid udspringe af hjertet og ikke blot være en formel overholdelse af Loven med hovedvægten lagt på de specifikke gerninger den krævede, men en overholdelse af de grundlæggende principper som var nedlagt i den, såsom at vise retfærdighed, barmhjertighed og trofasthed. (Mt 5:17-20; 23:23, 24) Til den skriftlærde som anerkendte Jehovas enestående stilling og indså at „dette at elske ham med hele sit hjerte og med hele sin forstand og med hele sin styrke, og dette at elske sin næste som sig selv, er langt mere værd end alle brændofre og slagtofre“, sagde Jesus: „Du er ikke langt fra Guds rige.“ (Mr 12:28-34) Således gjorde Jesus det på alle måder klart at Jehova Gud kun ønsker villige undersåtter, mennesker der foretrækker hans retfærdige veje, og som selv har et brændende ønske om at leve under hans suveræne myndighed.

Pagter. Den sidste aften Jesus var sammen med sine disciple, talte han til dem om „den nye pagt“ som de skulle optages i på grundlag af hans genløsningsoffer (Lu 22:19, 20; jf. 12:32), idet han selv skulle være mellemmanden mellem dem og den suveræne Hersker, Jehova, i dette pagtsforhold. (1Ti 2:5; He 12:24) Desuden sluttede Jesus en personlig pagt med sine disciple „om et rige“ for at de kunne blive konger sammen med ham. — Lu 22:28-30; se PAGT, FORBUND.

Besejrede verden. Da Jesus derefter blev arresteret, forhørt og henrettet, kunne det se ud som om hans stilling som konge var svækket, men i realiteten var dette en magtfuld opfyldelse af profetierne, og derfor tillod Gud at det skete. (Joh 19:10, 11; Lu 24:19-27, 44) Ved at fastholde sin loyalitet og uangribelighed til døden beviste Jesus at „verdens hersker“ ikke havde „noget tag“ i ham, og at Jesus i sandhed havde „besejret verden“. (Joh 14:29-31; 16:33) Selv da hans søn blev pælfæstet, viste Jehova at han stadig havde den øverste magt: Solens lys formørkedes for en tid; der indtraf et kraftigt jordskælv, og det store forhæng i templet flængedes midt igennem. (Mt 27:51-54; Lu 23:44, 45) På tredjedagen derefter afgav han et endnu større bevis på sin suverænitet idet han oprejste sin søn til liv som en åndeskabning til trods for at man havde sat vagter uden for Jesu forseglede grav i et afmægtigt forsøg på at forhindre hans opstandelse. — Mt 28:1-7.

’Hans elskede søns rige’. Ti dage efter at Jesus var steget til himmelen, på pinsedagen i år 33, fik disciplene bevis for at han var blevet „ophøjet til Guds højre hånd“, nemlig da han udgød den hellige ånd over dem. (Apg 1:8, 9; 2:1-4, 29-33) „Den nye pagt“ trådte dermed i kraft for dem, og de blev kernen i en ny „hellig nation“, et åndeligt Israel. — He 12:22-24; 1Pe 2:9, 10; Ga 6:16.

Kristus sad nu ved sin Faders højre hånd og var menighedens hoved. (Ef 5:23; He 1:3; Flp 2:9-11) Det fremgår af Bibelen at der på pinsedagen i år 33 var blevet oprettet et åndeligt rige for hans disciple. I sit brev til de kristne i det 1. århundredes Kolossæ omtalte Paulus Jesus Kristus som en der allerede havde et rige: „[Gud] har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige.“ — Kol 1:13; jf. Apg 17:6, 7.

Fra og med pinsedagen i år 33 har Kristi rige været et åndeligt rige der hersker over det åndelige Israel, de kristne der af Guds ånd er blevet avlet som åndelige børn af Gud. (Joh 3:3, 5, 6) Når sådanne åndsavlede kristne modtager deres himmelske belønning, vil de ikke længere være jordiske undersåtter i Kristi åndelige rige; da vil de være konger med Kristus i himmelen. — Åb 5:9, 10.

’Vor Herres og hans Messias’ rige’. Apostelen Johannes, der affattede sine skrifter hen imod slutningen af det 1. århundrede, fik en åbenbaring fra Gud om hvad der skulle ske i fremtiden når Jehova Gud ved sin søn ville lade sit herredømme komme til udtryk på en ny og særlig måde. Til den tid ville det igen kunne siges, ligesom da David førte arken op til Jerusalem, at Jehova ’havde taget sin store magt og var begyndt at herske som konge’. Høje røster i himmelen ville sige: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ — Åb 11:15, 17; 1Kr 16:1, 31.

Det er ’vor Herre’, den suveræne Herre Jehova, der stadfæster sit ’verdensherredømme’ idet han lader sin suverænitet komme til udtryk på en ny måde i forbindelse med jorden. Han giver sin søn, Jesus Kristus, del i dette herredømme, og derfor hedder det at „verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’“. Dette rige har et større omfang og en større udstrækning end ’hans elskede søns rige’, der omtales i Kolossenserne 1:13. ’Hans elskede søns rige’ begyndte på pinsedagen i år 33 og omfattede Kristi salvede disciple; men „vor Herres og hans Messias’“ rige, eller verdensherredømme, oprettes ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“, og det omfatter hele menneskeheden på jorden. — Lu 21:24.

Efter at Jesus Kristus har fået del i „verdensherredømmet“, tager han de nødvendige skridt til at fjerne al modstand mod Guds suverænitet. Det første indgreb finder sted på det himmelske plan; Satan og hans dæmoner bliver overvundet og kastet ned i jordens nærhed. Så lyder proklamationen: „Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed.“ (Åb 12:1-10) Hovedfjenden, Satan, vil i den korte tid han har tilbage, fortsætte med at opfylde profetien i 1 Mosebog 3:15 ved at føre krig mod „de øvrige“ af kvindens „afkom“, „de hellige“ som skal regere sammen med Kristus. (Åb 12:13-17; jf. Åb 13:4-7; Da 7:21-27.) Jehovas „retfærdige bestemmelser“ vil ikke desto mindre blive gjort kendt, og hans domme vil være som plager der rammer dem der modstår ham, og vil resultere i at Babylon den Store, som på jorden har ført an i forfølgelsen af Guds tjenere, bliver ødelagt. — Åb 15:4; 16:1–19:6.

Derefter sender ’vor Herres og hans Messias’ rige’ sine himmelske hære imod alle de jordiske riger og deres hære i slaget ved Harmagedon, hvor disse vil møde deres endeligt. (Åb 16:14-16; 19:11-21) Dette er svaret på bønnen til Gud: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mt 6:10) Satan kastes derpå i afgrunden, og en tusindårig periode begynder hvori Kristus Jesus og hans medregenter hersker som konger og præster over jordens beboere. — Åb 20:1, 6.

Kristus „overgiver riget“. Også apostelen Paulus beskriver det herredømme som Kristus udøver under sin nærværelse. Efter at Kristus har oprejst sine disciple fra døden, vil han ’gøre al regering og al myndighed og magt til intet’ (underforstået enhver regering, myndighed og magt der er i opposition til Guds suveræne vilje). Derpå, når hans tusindårige styre er til ende, vil han ’overgive riget til sin Gud og Fader’ og selv underlægge sig „Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle“. — 1Kor 15:21-28.

I betragtning af at Kristus „overgiver riget til sin Gud og Fader“, i hvilken forstand er hans kongedømme da „evigt“, sådan som Bibelen flere steder udtrykker det? (2Pe 1:11; Es 9:7; Da 7:14; Lu 1:33; Åb 11:15) Hans rige vil aldrig „blive ødelagt“; det som hans rige har udrettet, vil bestå for evigt; han vil til evig tid blive æret for det han har gjort som messiansk konge. — Da 2:44.

I løbet af tusindårsriget vil Kristi styre over jorden indbefatte en præstetjeneste til gavn for den lydige menneskehed. (Åb 5:9, 10; 20:6; 21:1-3) På denne måde fjernes det herredømme som synden og døden har udøvet som konger over den lydige menneskehed, der har været underlagt syndens og dødens „lov“; det vil være ufortjent godhed og retfærdighed der hersker. (Ro 5:14, 17, 21) Da synden og døden skal fjernes helt fra jordens beboere, betyder det at der ikke længere vil være behov for at Jesus tjener som „en hjælper hos Faderen“ i den forstand at han skaffer soning for ufuldkomne menneskers synder. (1Jo 2:1, 2) Menneskene vil være ført tilbage til det oprindelige stade som Adam befandt sig på i Edens have. Mens Adam endnu var fuldkommen, havde han ikke behov for at nogen trådte mellem ham og Gud for at skaffe ham soning. På samme måde vil jordens beboere ved slutningen af Jesu tusindårige styre være i stand til og også forpligtet til at stå til regnskab for deres handlinger over for Jehova Gud som den øverste Dommer uden at støtte sig til nogen mægler eller hjælper. Jehova, den suveræne Hersker, bliver således „alt for alle“. Det betyder at Guds hensigt, „nemlig at sammenfatte alt igen, i Messias, det i himlene og det på jorden,“ vil være fuldført. — 1Kor 15:28; Ef 1:9, 10.

Hensigten med Jesu tusindårige styre vil da være fuldt gennemført. Jorden, der engang var et brændpunkt for oprør, vil da være renset så den igen, uomtvisteligt og til fulde, kan indtage sin plads som en del af den universelle Suveræns domæne. Der vil ikke eksistere noget rige som udgør en melleminstans mellem Jehova og den lydige menneskehed.

Efter dette kommer imidlertid den endelige prøve på alle jordiske undersåtters uangribelighed og hengivenhed. Satan løses fra sin bundne tilstand i afgrunden. De som da lader sig forføre af ham, gør det på grundlag af det samme stridsspørgsmål som blev rejst i Eden: spørgsmålet om retmæssigheden af Guds suverænitet. Det ses af at de angriber „de helliges lejr og den elskede by“. Eftersom dette stridsspørgsmål er blevet retsligt afgjort og den himmelske domstol har erklæret sagen for afsluttet, tillades et længere oprør ikke i dette tilfælde. De som svigter og ikke loyalt bliver stående på Guds side, kan ikke appellere til Kristus Jesus som „sonoffer“ og „hjælper“, men Jehova Gud vil være „alt“ for dem, og der vil ikke være mulighed for mægling eller appel. Alle oprørere blandt engle såvel som mennesker dømmes af Gud til tilintetgørelse, til „den anden død“. — Åb 20:7-15.