Daniel
5 På et tidspunkt holdt kong Belshassar+ et stort festmåltid for tusind af sine stormænd, og han drak vin mens de alle så det.+ 2 Påvirket af vinen gav Belshassar ordre til at man skulle hente de guld- og sølvkar som hans far, Nebukadnesar, havde taget fra templet i Jerusalem,+ så kongen og hans stormænd, hans konkubiner og de andre kvinder fra hans harem kunne drikke af dem. 3 Man hentede så guldkarrene der var blevet taget fra Det Hellige i Guds hus i Jerusalem, og kongen og hans stormænd og kvinderne fra hans harem drak af dem. 4 Mens de drak vin, priste de guder af guld og sølv, af kobber, jern, træ og sten.
5 Men pludselig viste der sig en menneskehånd med fingre der begyndte at skrive i kalken på væggen i kongens palads, over for lampestanderen, og kongen kunne se hånden mens den skrev. 6 Kongen blev helt bleg,* og hans tanker gjorde ham bange; benene rystede under ham,+ og hans knæ begyndte at slå mod hinanden.
7 Med høj stemme tilkaldte kongen spåmændene, kaldæerne* og astrologerne.+ Til Babylons vismænd sagde kongen: “Hvis nogen som helst kan læse denne skrift og fortælle mig hvordan den skal tydes, vil han blive klædt i purpur og få en guldkæde om halsen,+ og han vil blive den tredjemægtigste i riget.”+
8 Så kom alle kongens vise mænd ind, men de kunne ikke læse skriften eller fortælle kongen hvad den betød.+ 9 Belshassar var ude af sig selv af skræk og blev hvid i hovedet, og hans stormænd vidste ikke hvad de skulle stille op.+
10 Da dronningen hørte hvad kongen og hans stormænd sagde, kom hun ind i festsalen. Dronningen sagde: “Måtte kongen leve evigt! Du behøver ikke at blive så skrækslagen og så bleg. 11 I dit rige findes der en mand* som har de hellige guders ånd i sig. I din fars tid viste det sig at han var en oplyst og indsigtsfuld mand der besad en guddommelig visdom.+ Kong Nebukadnesar, din far, satte ham over de præster der praktiserede magi, spåmændene, kaldæerne* og astrologerne.+ Min konge, det gjorde din far 12 fordi Daniel, som kongen selv gav navnet Beltshassar,+ havde en helt speciel ånd, kundskab og indsigt der gjorde at han kunne tyde drømme, forklare gåder og løse indviklede problemer.*+ Tilkald nu Daniel, så vil han tyde skriften for dig.”
13 Så blev Daniel hentet og ført ind til kongen. Kongen spurgte Daniel: “Er du Daniel, en af de deporterede judæere+ som min far hentede fra Juda?+ 14 Jeg har hørt om dig at gudernes ånd bor i dig,+ og at du er oplyst og indsigtsfuld og har en usædvanlig visdom.+ 15 Vismændene og spåmændene har været ført ind til mig for at læse denne skrift og fortælle mig hvad den betyder, men de er ikke i stand til at tyde budskabet.+ 16 Men jeg har hørt om dig at du er i stand til at komme med tydninger+ og løse indviklede problemer.* Hvis du kan læse skriften og fortælle mig hvad ordene betyder, vil du blive klædt i purpur og få en guldkæde om halsen, og du skal blive den tredjemægtigste i riget.”+
17 Daniel svarede kongen: “Behold dine gaver, og giv dine foræringer til andre. Men jeg skal nok læse skriften for kongen og fortælle ham hvad ordene betyder. 18 Min konge, Den Højeste Gud gav din far, Nebukadnesar, kongedømme, storhed, ære og herlighed.+ 19 Fordi Han havde gjort ham så stor, rystede folk fra alle folkeslag, nationer og sprog af skræk for ham.+ Han lod mennesker dø eller leve som han ville, og han ophøjede eller ydmygede folk efter behag.+ 20 Men da hans hjerte blev stolt og han blev forhærdet og opførte sig overmodigt,+ blev han styrtet fra sin kongetrone, og hans værdighed blev taget fra ham. 21 Han blev drevet væk fra alle andre mennesker, hans hjerte blev som et dyrs hjerte, og han kom til at bo sammen med de vilde æsler. Han fik planter at spise ligesom kvæget, og hans krop blev vædet af dug fra himlen, indtil han kom til at forstå at Den Højeste Gud er Hersker over menneskenes rige, og at han indsætter den han vil, over det.+
22 Men du, Belshassar, der er hans søn, har ikke ydmyget dit hjerte, selvom du kendte til alt dette. 23 Tværtimod har du ophøjet dig over himlens Herre,+ og du fik hentet karrene fra hans hus+ så du og dine stormænd, dine konkubiner og de andre kvinder fra dit harem kunne drikke vin af dem og prise jeres guder af sølv og guld, af kobber, jern, træ og sten, guder der ingenting ser, ingenting hører og ingenting ved.+ Men den Gud der har dit åndedræt i sin hånd+ og har magt over hele dit liv, har du ikke æret. 24 Derfor sendte han hånden, og disse ord blev skrevet.+ 25 Dette er hvad der blev skrevet: MENE, MENE, TEKEL og PARSIN.
26 Sådan skal ordene tydes: MENE: Gud har talt dit kongeriges dage og gjort ende på det.+
27 TEKEL: Du er blevet vejet på vægten og fundet for let.*
28 PERES: Dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.”+
29 Så gav Belshassar ordre til at man skulle klæde Daniel i purpur og give ham en guldkæde om halsen. Og man bekendtgjorde at han skulle være den tredjemægtigste i kongeriget.+
30 Samme nat blev Belshassar, kaldæernes konge, dræbt.+ 31 Mederen Dareios+ overtog kongeriget, og han var omkring 62 år gammel.