Ifølge Matthæus
9 Han gik ombord i båden og tog over til den anden side og gik ind i sin egen by.+ 2 Her kom nogle til ham med en lam mand der lå på en båre. Da Jesus så deres tro, sagde han til manden: “Giv ikke op, mit barn! Dine synder er blevet tilgivet.”+ 3 Nogle af de skriftlærde sagde til sig selv: “Det er blasfemi.”+ 4 Jesus vidste hvad de tænkte, og sagde: “Hvorfor tænker I onde tanker i jeres hjerte?+ 5 Hvad er for eksempel lettest at sige: ‘Dine synder er blevet tilgivet’ eller ‘Rejs dig op og gå’?+ 6 Men for at I kan vide at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder ...” Så sagde han til den lamme mand: “Rejs dig op, tag din båre og gå hjem.”+ 7 Og han rejste sig op og gik hjem. 8 Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt, og de lovpriste Gud, som havde givet mennesker en sådan myndighed.
9 Jesus gik videre derfra og fik øje på en mand ved navn Matthæus der sad på skattekontoret, og han sagde til ham: “Følg mig.” Han rejste sig straks og fulgte ham.+ 10 Senere, mens Jesus spiste* hjemme hos Matthæus, kom mange skatteopkrævere og syndere og spiste* sammen med ham og hans disciple.+ 11 Men da farisæerne så det, sagde de til hans disciple: “Hvorfor spiser jeres lærer sammen med skatteopkrævere og syndere?”+ 12 Det hørte han og sagde: “De raske har ikke brug for en læge, men det har de syge.+ 13 Gå hjem og find ud af hvad disse ord betyder: ‘Jeg ønsker barmhjertighed, ikke slagtoffer.’+ Jeg er nemlig ikke kommet for at indbyde retfærdige, men syndere.”
14 Johannes’ disciple kom hen til ham og spurgte: “Vi plejer at faste, og det gør farisæerne også. Hvorfor faster dine disciple ikke?”+ 15 Jesus sagde til dem: “Brudgommens+ venner har ingen grund til at sørge så længe brudgommen er sammen med dem, vel? Men den dag kommer hvor brudgommen bliver taget væk fra dem.+ Så vil de faste. 16 Ingen syr en lap af nyt stof på en gammel yderklædning, for det nye stykke vil krympe, og flængen vil blive endnu større.+ 17 Man fylder heller ikke ny vin på gamle skindsække. Hvis man gør det, sprænges skindsækkene, vinen løber ud, og skindsækkene bliver ødelagt. Nej, man fylder ny vin på nye skindsække, og så bevarer man begge dele.”
18 Mens han fortalte dem det, var der kommet en forstander for synagogen, og han bøjede sig for ham og sagde: “Min datter må være død nu, men kom og læg din hånd på hende, og så vil hun komme til live.”+
19 Så rejste Jesus sig, og han og disciplene gik med forstanderen. 20 En kvinde som i 12 år havde lidt af konstante blødninger,+ nærmede sig nu Jesus bagfra og rørte ved frynsen* på hans yderklædning.+ 21 Hun blev nemlig ved med at sige til sig selv: “Hvis bare jeg rører ved hans yderklædning, bliver jeg rask.”*+ 22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: “Du skal ikke være bange, min datter! Din tro har gjort dig rask.”*+ Og fra det tidspunkt var kvinden rask.+
23 Da Jesus kom ind i forstanderens hus og fik øje på fløjtespillerne og de mange støjende mennesker,+ 24 sagde han: “Gå ud herfra, for den lille pige er ikke død, men sover.”+ Så begyndte de at le hånligt ad ham. 25 Så snart de mange mennesker var blevet sendt udenfor, gik han ind og tog fat i pigens hånd,+ og hun rejste sig.+ 26 Rygtet om det blev naturligvis spredt i hele området.
27 Jesus gik videre derfra, og to blinde mænd+ fulgte efter ham og råbte: “Vis os barmhjertighed, Davids Søn.” 28 Efter at Jesus var gået ind i et hus, kom de blinde mænd til ham, og han spurgte dem: “Tror I på at jeg kan helbrede jer?”+ De svarede: “Ja, Herre.” 29 Så rørte han ved deres øjne og sagde: “I har vist tro, og det skal gå jer præcis som I har sagt.” 30 Og deres øjne blev åbnet.+ Jesus advarede dem indtrængende: “Sørg for at ingen får det at vide.”+ 31 Men de gik ud og fortalte om ham i hele området.
32 Da de var ved at gå, kom folk til ham med en mand der var stum og dæmonbesat.+ 33 Efter at dæmonen var blevet uddrevet, begyndte manden at tale.+ De mange mennesker var forbløffede og sagde: “Aldrig har man set noget lignende i Israel.”+ 34 Men farisæerne sagde: “Han uddriver dæmonerne ved hjælp af dæmonernes hersker.”+
35 Jesus tog nu rundt til alle byerne og landsbyerne, og han underviste i synagogerne, forkyndte den gode nyhed om Riget og helbredte alle slags sygdomme og skavanker.+ 36 Da han så folkeskarerne, fik han dyb medfølelse med dem,+ for de var mishandlede og hjælpeløse som får uden hyrde.+ 37 Så sagde han til sine disciple: “Ja, høsten er stor, men arbejderne er få.+ 38 Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.”+