Ifølge Lukas
20 En af dagene, mens han underviste folket i templet og forkyndte den gode nyhed, kom de øverste præster og de skriftlærde sammen med de ældste, 2 og de spurgte ham: “Fortæl os: Hvilken ret har du til at gøre det her? Og hvem har givet dig lov til det?”+ 3 Han svarede dem: “Jeg vil også spørge jer om en ting. Fortæl mig: 4 Var Johannes’ dåb fra Gud* eller fra mennesker?” 5 De diskuterede indbyrdes og sagde: “Hvis vi svarer: ‘Fra Gud’,* vil han sige: ‘Hvorfor troede I så ikke på ham?’ 6 Og hvis vi svarer: ‘Fra mennesker’, vil folket, hver og en, stene os, for de er overbevist om at Johannes var en profet.”+ 7 De svarede derfor at de ikke vidste hvor den var fra. 8 Jesus sagde til dem: “Så fortæller jeg heller ikke jer hvilken ret jeg har til at gøre som jeg gør.”
9 Så fortalte han folket denne lignelse: “En mand anlagde en vingård,+ lejede den ud til nogle vinbønder og rejste til udlandet i længere tid.+ 10 Da tiden var inde, sendte han en træl til vinbønderne så de kunne give ham noget af vingårdens høst. Men vinbønderne slog trællen og sendte ham tomhændet bort.+ 11 Så sendte han endnu en træl. Også ham slog og ydmygede de,* og de sendte ham tomhændet bort. 12 Så sendte han en tredje. Også ham gennembankede de og smed ud. 13 Vingårdens ejer tænkte nu: ‘Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min elskede søn.+ Ham vil de sikkert respektere.’ 14 Da vinbønderne fik øje på ham, sagde de til hinanden: ‘Det er arvingen. Lad os dræbe ham så vi kan få arven.’ 15 Så smed de ham ud af vingården og dræbte ham.+ Hvad vil ejeren af vingården nu gøre ved dem? 16 Han vil komme og slå vinbønderne ihjel og give vingården til nogle andre.”
Da de hørte det, sagde de: “Det må aldrig ske!” 17 Men han så direkte på dem og sagde: “Hvad betyder så det der står skrevet: ‘Den sten bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnestenen’?+
18 Enhver som falder over den sten, vil blive tilintetgjort.+ Og enhver som den falder ned over, vil blive knust.”
19 De skriftlærde og de øverste præster ville gerne arrestere ham med det samme, for de var klar over at lignelsen var møntet på dem, men de var bange for folket.+ 20 Og efter at have holdt skarpt øje med ham sendte de nogle mænd som de i hemmelighed havde hyret. De skulle give sig ud for at være oprigtige for at få ham til at sige noget de kunne fange ham i,+ så de kunne overgive ham til myndighederne og i statholderens varetægt. 21 De sagde til ham: “Lærer, vi ved at det du siger og lærer, er rigtigt, og at du ikke gør forskel på folk, nej, du lærer andre sandheden om hvad der er Guds vilje. 22 Er det tilladt* at vi betaler skat til kejseren, eller er det ikke?” 23 Men han gennemskuede deres lumske planer og sagde til dem: 24 “Vis mig en denar. Hvis billede og titel er der på den?” De svarede: “Kejserens.” 25 Han sagde til dem: “Så giv kejseren det der er kejserens,+ og Gud det der er Guds.”+ 26 De kunne ikke fange ham i det han sagde foran folket, så de tav, for de var forbløffet over hans svar.
27 Men nogle af saddukæerne – det er dem der siger at der ikke er nogen opstandelse+ – kom og spurgte ham:+ 28 “Lærer, Moses skrev til os: ‘Hvis en mand dør og efterlader sig en hustru, men ikke har nogen børn, så skal hans bror gifte sig med enken og give sin døde bror efterkommere.’+ 29 Der var syv brødre. Den første tog en hustru, men døde barnløs. 30 Og den anden 31 og den tredje giftede sig med hende. Det gjorde de alle syv, og de døde uden at efterlade sig børn. 32 Til sidst døde kvinden også. 33 Hvem af dem skal så have hende til hustru i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.”
34 Jesus sagde til dem: “De der er børn af denne verden, gifter sig og bliver giftet bort, 35 men de der er regnet for værdige til at få del i den kommende verden og opstandelsen fra de døde, gifter sig ikke og bliver ikke giftet bort.+ 36 Og de kan heller ikke dø mere, for de er som engle, og de er Guds børn, for de er opstandelsens børn. 37 Men at de døde bliver oprejst, det har også Moses vist i beretningen om tornebusken+ ved at kalde Jehova ‘Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’.+ 38 Han er ikke de dødes, men de levendes Gud. De er nemlig alle levende for ham.”+ 39 Det fik nogle af de skriftlærde til at sige: “Det var godt sagt, Lærer.” 40 De turde nemlig ikke længere spørge ham om noget.
41 Så spurgte han dem: “Hvordan kan det være at man siger at Kristus er Davids søn?+ 42 For David selv siger i Salmernes Bog: ‘Jehova* sagde til min Herre: “Sæt dig ved min højre hånd 43 indtil jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.”’+ 44 David kalder ham altså Herre, så hvordan kan han være hans søn?”
45 Mens hele folket hørte på det, sagde han så til sine disciple: 46 “Pas på de skriftlærde som kan lide at gå rundt i lange klæder, og som elsker at man hilser på dem på torvene, og at de har de forreste siddepladser i synagogerne og de bedste pladser ved aftensmåltiderne,+ 47 og som udnytter enkerne og tager deres ejendom,* og som for et syns skyld* beder lange bønner. De vil få en hårdere* dom.”