Til romerne
13 Alle skal underordne sig de højere myndigheder,+ for der er ingen myndighed som ikke er fra Gud.+ De eksisterende myndigheder er anbragt i deres relative stillinger af Gud.+ 2 Enhver der sætter sig op imod* myndigheden, sætter sig derfor op imod Guds ordning, og de der gør det, vil få deres dom. 3 De der styrer, bliver ikke frygtet af dem der gør det gode, men af dem der gør det onde.+ Vil du gerne undgå at leve i frygt for myndighederne? Så bliv ved med at gøre det gode,+ for så vil du få ros af dem. 4 Myndighederne er Guds tjenere til gavn for dig. Men hvis du gør det onde, har du grund til at frygte, for det er ikke uden grund de bærer sværdet. De handler som Guds tjener, en hævner der vil lade straffen ramme enhver der gør det onde.
5 Det er derfor nødvendigt at I underordner jer – ikke kun for at undgå straf, men også af hensyn til jeres egen samvittighed.+ 6 Det er også grunden til at I betaler skat, for myndighederne er Guds offentlige tjenere der udfører den opgave de har fået. 7 Giv alle hvad de har krav på: den der har krav på skat, skat;+ den der har krav på afgift, afgift; den der har krav på respekt,* respekt;+ den der har krav på ære, ære.+
8 I må ikke skylde nogen noget, undtagen det at elske hinanden.+ Den der elsker sit medmenneske, har opfyldt loven,+ 9 for buddene “du må ikke begå ægteskabsbrud,+ du må ikke myrde,+ du må ikke stjæle,+ du må ikke begære”+ og alle de andre bud sammenfattes i denne ene udtalelse: “Du skal elske dit medmenneske som dig selv.”+ 10 Kærligheden gør ikke medmennesket noget ondt+ – derfor opfylder kærligheden loven.+
11 I skal også gøre disse ting fordi I ved hvilket tidspunkt vi lever på, at timen allerede er inde hvor I skal vågne op af jeres søvn,+ for nu er vores frelse nærmere end da vi blev troende. 12 Vi er langt henne på natten – dagen er nær. Lad os derfor befri os fra de handlinger der hører til i mørket,+ og lad os gribe fat i lysets våben.+ 13 Vi må leve værdigt,+ som i dagslys, ikke med vilde fester og drukkenskab,* ikke med umoralsk sex og skamløs opførsel,+ ikke med konflikter og misundelse.+ 14 Efterlign Herren Jesus Kristus,+ og læg ikke planer om at få tilfredsstillet jeres fysiske lyster.*+