Lukas

19 Og han kom ind i Jeriko+ og var på vej derigennem. 2 Nu var der en mand her ved navn Zakæʹus, og han var overskatteopkræver, og han var rig. 3 Han søgte at komme til at se+ hvem denne Jesus var, men han kunne ikke for folkemængden, for han var lille af vækst. 4 Så løb han i forvejen hen til en fremskudt post og klatrede op i et morbærfigentræ for at kunne se ham, for det var ad den vej han ville komme forbi. 5 Og da Jesus kom til stedet, så han op og sagde til ham: „Zakæʹus, skynd dig, kom ned, for i dag bør jeg være gæst i dit hus.“ 6 Så skyndte han sig, kom ned og bød ham med glæde velkommen som gæst. 7 Men da folk så [det], begyndte de alle at mumle vredt,+ idet de sagde: „Han er gået ind og har slået sig ned hos en mand der er en synder.“ 8 Men Zakæʹus rejste sig og sagde til Herren: „Se! Halvdelen af hvad jeg ejer, Herre, giver jeg til de fattige, og hvad jeg end har afpresset nogen ved hjælp af falske anklager+ giver jeg firdobbelt tilbage.“+ 9 Så sagde Jesus til ham: „I dag er der kommet frelse til dette hus; også han er jo en søn af Abraham.+ 10 Menneskesønnen er nemlig kommet for at opsøge og frelse det bortkomne.“+

11 Mens de hørte på dette, talte han også til dem med en billedtale, fordi han var nær ved Jerusalem og de mente at Guds rige øjeblikkelig ville vise sig.+ 12 Derfor sagde han: „En mand af fornem herkomst rejste til et fjernt land for at sikre sig kongemagt* og så vende tilbage.+ 13 Han kaldte da ti af sine trælle til sig og gav dem ti miner* og sagde til dem: ’Driv forretning til jeg kommer.’+ 14 Men hans landsmænd hadede+ ham og sendte en delegation efter ham for at sige: ’Vi ønsker ikke at denne [mand] skal være konge over os.’+

15 Da han til sidst kom tilbage efter at have fået kongemagten,* befalede han at de trælle som han havde givet sølvpengene skulle kaldes til ham, så han kunne få at vide hvad de havde indtjent ved at drive forretning.+ 16 Så indfandt den første sig og sagde: ’Herre, din mine har indtjent ti miner.’+ 17 Og han sagde til ham: ’Udmærket, gode træl! Fordi du har vist dig trofast i en meget lille sag skal du have myndighed over ti byer.’+ 18 Nu kom den anden og sagde: ’Din mine, herre, har indbragt fem miner.’+ 19 Også til denne sagde han: ’Og du skal være over fem byer.’+ 20 Så kom en anden* og sagde: ’Herre, her er din mine som jeg har haft liggende i et tørklæde. 21 Ser du, jeg var bange for dig, for du er en streng mand; du tager op hvad du ikke har lagt, og du høster hvad du ikke har sået.’+ 22 Han sagde til ham: ’Ud fra din egen mund+ dømmer jeg dig, onde træl. Du vidste at jeg er en streng mand, der tager op hvad jeg ikke har lagt, og høster hvad jeg ikke har sået,+ ikke sandt? 23 Hvordan kan det så være at du ikke har sat mine sølvpenge i en bank? Så kunne jeg have hævet dem med renter når jeg kom.’+

24 Derpå sagde han til dem der stod der: ’Tag minen fra ham og giv den til ham der har de ti miner.’+ 25 Men de sagde til ham: ’Herre, han har ti miner!’ — 26 ’Jeg siger jer: Enhver der har, skal der gives mere; men fra den der ikke har, skal endog det tages han har.+ 27 Men mine fjender dér, som ikke ønskede at jeg skulle være konge over dem, før dem herhen og hug dem ned i mit påsyn.’“+

28 Efter at have sagt dette begyndte han så at gå videre, i forvejen, op til Jerusalem.+ 29 Og da han kom i nærheden af Betfaʹge og Betaʹnia ved bjerget der kaldes Oliebjerget,+ sendte han to af disciplene af sted+ 30 idet han sagde: „Gå ind i landsbyen som ligger dér foran jer, og i den vil I, når I kommer ind i den, finde et føl som er bundet og som intet menneske nogen sinde har siddet på. Løs det og kom med det.+ 31 Og hvis nogen spørger jer: ’Hvordan kan det være at I løser det?’ skal I sige således: ’Herren har brug for det.’“+ 32 De som blev sendt ud, tog så af sted og fandt det sådan som han havde sagt til dem.+ 33 Men da de var ved at løse føllet sagde dets ejere til dem: „Hvorfor løser I føllet?“+ 34 De sagde: „Herren har brug for det.“+ 35 Og de førte det til Jesus, og de kastede deres yderklæder på føllet og satte Jesus på [det].+

36 Som han drog frem,+ bredte de deres yderklæder ud på vejen.+ 37 Allerede da han nærmede sig vejen ned ad Oliebjerget begyndte hele forsamlingen af disciple at fryde sig og med høj røst at prise Gud for alle de kraftige gerninger de havde set,+ 38 idet de sagde: „Velsignet er den der kommer som kongen i Jehovas* navn!+ Fred i himmelen og ære i det højeste!“*+ 39 Men nogle af farisæerne i folkemængden sagde til ham: „Lærer, irettesæt dine disciple.“+ 40 Som svar sagde han imidlertid: „Jeg siger jer: Hvis disse tav, ville stenene+ råbe.“

41 Og da han kom nærmere, betragtede han byen og græd over den+ 42 idet han sagde: „Hvis du, ja du, på denne dag havde været klar over+ hvad der fører til fred — men nu er det skjult for dine øjne.+ 43 For dage skal komme over dig da dine fjender vil lægge en skanse+ af spidse pæle+ omkring dig og omringe+ dig og trænge dig hårdt fra alle sider,+ 44 og de vil jævne dig og dine børn i dig med jorden,+ og de vil ikke lade sten på sten tilbage i dig,+ fordi du ikke gav agt på den tid da du blev inspiceret.“+

45 Og han gik ind i templet og begyndte at jage dem ud som solgte,+ 46 idet han sagde til dem: „Der står skrevet: ’Og mit hus skal være et bedehus,’+ men I har gjort det til en røverhule.“+

47 Endvidere underviste han hver dag i templet. Men de øverste præster og de skriftlærde og folkets førende mænd søgte at få ham ryddet af vejen;+ 48 men de fandt ikke ud af lige hvad de skulle gøre, for folket, hver og én, blev ved med at hænge ved ham for at høre ham.+