Prædikeren
2 Jeg sagde så til mig selv:* “Nu vil jeg prøve med fornøjelser* og se om dét giver mig glæde.” Men se! Det var også tomt og meningsløst.
2 Om latteren sagde jeg: “Den er vanvittig!”
Og om fornøjelser:* “Hvad får man ud af dem?”
3 Jeg besluttede at hengive mig til vin,+ mens jeg samtidig holdt fast ved min visdom; jeg kastede mig endda ud i tåbelige ting for at finde ud af hvordan mennesker bedst kan bruge de få dage de lever under himlen. 4 Jeg gik i gang med store projekter.+ Jeg byggede huse til mig selv;+ jeg anlagde vingårde.+ 5 Jeg anlagde haver og parker, og jeg plantede alle slags frugttræer i dem. 6 Jeg udgravede damme til vanding af en plantage* med frodige træer. 7 Jeg skaffede mig tjenere og tjenestepiger,+ og der blev født tjenere i min husstand.* Jeg fik også mange husdyr – okser og får+ – flere end nogen af mine forgængere i Jerusalem. 8 Jeg samlede mig sølv og guld,+ den slags skatte som findes hos konger og i forskellige provinser.+ Jeg skaffede mig sangere og sangerinder og det der giver menneskesønnerne stor glæde – en kvinde, ja, mange kvinder. 9 Jeg blev stor og overgik alle der havde været før mig i Jerusalem.+ Og jeg havde stadig min visdom.
10 Jeg holdt mig ikke tilbage fra noget som helst jeg havde lyst til.*+ Jeg nægtede ikke mig selv nogen form for fornøjelse,* for mit hjerte glædede sig over alt det jeg udrettede, og det var belønningen for mit store arbejde.+ 11 Men da jeg tænkte nærmere over alt det jeg havde udrettet med mine hænder, og over alt det jeg havde haft så meget arbejde med at gennemføre,+ gik det op for mig at det hele var tomt og meningsløst, som at jage efter vinden;+ der var ikke noget af virkelig værdi* under solen.+
12 Så vendte jeg min opmærksomhed mod visdom og vanvid og tåbelighed.+ (Den der efterfølger kongen, kan jo ikke gøre andet end det der allerede er blevet gjort). 13 Og jeg så at visdom er at foretrække frem for tåbelighed,+ ligesom lys er at foretrække frem for mørke.
14 Den vise har øjnene åbne,*+ men den tåbelige går rundt i mørke.+ Jeg har også indset at det i sidste ende går dem alle på samme måde.+ 15 Så sagde jeg til mig selv:* “Som det går den tåbelige, vil det også gå mig.”+ Hvad har jeg da fået ud af al min visdom? Jeg tænkte:* “Også dette er meningsløst.” 16 Hverken den vise eller den tåbelige vil efterlade sig noget varigt minde.+ Engang i fremtiden vil alle blive glemt. Og hvordan vil den vise dø? Præcis som den tåbelige.+
17 Jeg kom derfor til at hade livet,+ for alt det der bliver gjort under solen, virkede frustrerende på mig; alt var tomt og meningsløst,+ som at jage efter vinden.+ 18 Jeg kom til at hade alt det jeg havde arbejdet så hårdt for under solen,+ fordi jeg skal efterlade det til den der kommer efter mig.+ 19 Hvem ved om han vil være vis eller tåbelig?+ Og han vil overtage alle de ting jeg har anstrengt mig så meget for og lagt min visdom i under solen. Også dette er meningsløst. 20 Alt det hårde arbejde jeg havde slidt med under solen, gjorde efterhånden mit hjerte fortvivlet, 21 for et menneske kan arbejde hårdt og med visdom, stor viden og dygtighed, men må overlade alt det han har, til en der ikke har arbejdet for det.+ Også dette er meningsløst og tragisk.*
22 Hvad får et menneske overhovedet ud af alt sit slid, og hvad nytter de ambitioner der driver ham til at* arbejde hårdt under solen?+ 23 Hele livet har han jo kun smerte og frustration+ ud af det han foretager sig, og ikke engang om natten kan hans hjerte falde til ro.+ Også det er meningsløst.
24 Der er ikke noget bedre for et menneske end at spise og drikke og glæde sig over* sit hårde arbejde.+ Jeg har indset at dette også er noget den sande Gud har givet os,+ 25 for hvem spiser og drikker bedre end jeg gør?+
26 Det menneske som den sande Gud synes om, giver han visdom og indsigt og glæde,+ men synderen får bare lov til at indsamle og oplagre ting til den som Gud synes om.+ Også det er tomt og meningsløst, som at jage efter vinden.