Ifølge Matthæus
26 Efter at Jesus havde sagt alt det, sagde han til sine disciple: 2 “I ved at det er påske om to dage,+ og så vil man overgive Menneskesønnen til at blive pælfæstet.”+
3 De øverste præster og folkets ældste samledes nu i gården hos ypperstepræsten, der hed Kajfas,+ 4 og de forsøgte at finde en snedig måde+ at arrestere Jesus på og få ham dræbt. 5 Men de sagde: “Ikke i højtiden, ellers opstår der måske uroligheder blandt folket.”
6 Mens Jesus var i Betania, besøgte han Simon der havde været spedalsk.+ 7 En kvinde kom hen til ham med en alabasterkrukke med kostbar parfumeret olie, og hun gav sig til at hælde den ud over hans hoved mens han spiste.* 8 Da disciplene så det, blev de vrede og sagde: “Sikke noget fråseri! 9 Den olie kunne jo have været solgt for mange penge og givet til de fattige.” 10 Jesus hørte det og sagde til dem: “Hvorfor kritiserer I kvinden? Hun har gjort en god gerning mod mig. 11 De fattige har I jo altid hos jer,+ men I vil ikke altid have mig hos jer.+ 12 Da hun hældte den parfumerede olie over mig, gjorde hun det som en forberedelse til min begravelse.+ 13 Det skal jeg sige jer: Hvor som helst i verden denne gode nyhed bliver forkyndt, vil det som denne kvinde har gjort, også blive fortalt til minde om hende.”+
14 Så gik en af de tolv, ham der blev kaldt Judas Iskariot,+ til de øverste præster+ 15 og sagde: “Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?”+ De lovede ham 30 sølvstykker.+ 16 Fra da af ledte han efter en mulighed for at forråde ham.
17 Den første dag under de usyrnede brøds fest+ kom disciplene hen til Jesus og spurgte: “Hvor ønsker du at vi skal gøre klar til påskemåltidet?”+ 18 Han sagde: “Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: ‘Læreren siger: “Min tid* er kommet. Jeg vil holde påsken sammen med mine disciple hos dig.”’” 19 Disciplene fulgte Jesus’ instrukser og gjorde klar til påsken.
20 Om aftenen+ lå han til bords med de 12 disciple.+ 21 Mens de spiste, sagde han: “Jeg siger jer: En af jer vil forråde mig.”+ 22 De blev meget kede af det og begyndte alle at sige til ham: “Herre, det er ikke mig, vel?” 23 Som svar sagde han: “Det er ham der sammen med mig dypper sin hånd i skålen, der vil forråde mig.+ 24 Ja, Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve+ det menneske der forråder Menneskesønnen!+ Det ville have været bedre for det menneske aldrig at være blevet født.”+ 25 Judas, som snart ville forråde ham, sagde: “Det er vel ikke mig, Rabbi?” Jesus svarede: “Du har selv sagt det.”
26 De fortsatte med at spise, og Jesus tog et brød, bad en bøn,* brækkede det i stykker+ og gav det til disciplene mens han sagde: “Tag, spis. Dette er et symbol på min krop.”+ 27 Han tog også et bæger, takkede Gud og gav det til dem mens han sagde: “Drik alle af det,+ 28 for det er et symbol på mit blod,+ ‘pagtens blod’,+ der skal udgydes for mange+ så de kan få deres synder tilgivet.+ 29 Men jeg siger til jer: Jeg skal afgjort ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag jeg drikker ny vin sammen med jer i min Fars rige.”+ 30 Til sidst, efter at de havde sunget lovsange,* gik de ud til Oliebjerget.+
31 Så sagde Jesus til dem: “I nat vil I alle svigte* mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden, og fårene i hjorden vil blive spredt.’+ 32 Men efter at jeg er blevet oprejst fra de døde, vil jeg gå i forvejen for jer til Galilæa.”+ 33 Men Peter sagde: “Selvom alle de andre svigter* dig, vil jeg aldrig svigte dig!”+ 34 Jesus sagde til ham: “Jeg skal sige dig: I nat, før hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.”+ 35 Peter sagde til ham: “Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg bestemt ikke nægte at kendes ved dig.”+ Det samme sagde alle de andre disciple.
36 Jesus og hans disciple kom nu til det sted der hedder Getsemane,+ og han sagde til dem: “Sæt jer her mens jeg går derhen og beder.”+ 37 Han tog Peter og Zebedæus’ to sønner med. Og han blev bedrøvet og meget foruroliget.+ 38 Så sagde han til dem: “Jeg* er dybt bedrøvet, ja, til døden. Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.”+ 39 Han gik lidt længere væk, faldt på knæ og bøjede sig ned og bad:+ “Min Far, hvis det er muligt, så lad mig slippe for at drikke dette bæger.*+ Men lad det ikke ske som jeg vil, men som du vil.”+
40 Han kom tilbage til disciplene og så at de sov, og han sagde til Peter: “Kunne I ikke engang holde jer vågne sammen med mig i en time?+ 41 Hold jer vågne,+ og bliv ved med at bede+ så I ikke giver efter for fristelser.+ Ånden er naturligvis ivrig,* men kødet er svagt.”*+ 42 Igen, for anden gang, gik han væk og bad: “Min Far, hvis det ikke er muligt at jeg kan slippe for at drikke dette bæger, så lad din vilje ske.”+ 43 Og han kom igen tilbage og så at de sov, for de var meget trætte. 44 Han forlod dem igen og gik hen og bad for tredje gang, og endnu en gang sagde han det samme. 45 Så kom han tilbage til disciplene og sagde til dem: “Hvordan kan I sove og hvile jer på et tidspunkt som det her? Tiden er kommet hvor Menneskesønnen skal forrådes og overgives til syndere. 46 Stå op, lad os gå. Den der forråder mig, nærmer sig.” 47 Mens han talte, kom Judas, en af de tolv, sammen med en stor flok med sværd og køller. De var sendt af de øverste præster og folkets ældste.+
48 Forræderen havde givet dem et tegn og sagt: “Det er ham jeg kysser, I skal arrestere.” 49 Og han gik lige hen til Jesus og sagde: “Vær hilset, Rabbi!” og kyssede ham ømt. 50 Men Jesus sagde til ham: “Min ven, hvorfor er du her?”+ Så trådte de frem og greb fat i Jesus og arresterede ham. 51 Men en af dem der var med Jesus, trak sit sværd og slog ud efter ypperstepræstens træl og huggede øret af ham.+ 52 Jesus sagde til ham: “Stik dit sværd i skeden igen!+ For alle der griber til sværd, vil blive dræbt af sværd.+ 53 Eller mener du at jeg ikke kan bede min Far om hjælp så han her og nu sender mig mere end 12 legioner engle?+ 54 Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt – som siger at det nødvendigvis må ske på den måde?” 55 Bagefter sagde Jesus til de mange mennesker: “Er I kommet ud for at arrestere mig med sværd og køller som om jeg var en røver? Dag efter dag har jeg siddet i templet og undervist,+ og alligevel har I ikke arresteret mig.+ 56 Men det er alt sammen sket for at profeternes skrifter kan blive opfyldt.”+ Så forlod alle disciplene ham og flygtede.+
57 De der havde arresteret Jesus, førte ham afsted til ypperstepræsten Kajfas,+ hvor de skriftlærde og de ældste var samlet.+ 58 Men Peter fulgte efter ham på sikker afstand, helt til ypperstepræstens gård, og efter at han var gået indenfor, satte han sig sammen med husets tjenere for at se hvad det ville ende med.+
59 Nu prøvede de øverste præster og hele Sanhedrinet at finde nogle der kunne vidne falsk imod Jesus så de kunne få ham henrettet.+ 60 Men de fandt ingen, selvom mange falske vidner trådte frem.+ Til sidst trådte to frem 61 og sagde: “Denne mand har sagt: ‘Jeg kan rive Guds tempel ned og genopbygge det på tre dage.’”+ 62 Så rejste ypperstepræsten sig og sagde til ham: “Har du ikke noget at sige til dit forsvar? Hvad er det de anklager dig for?”+ 63 Men Jesus tav.+ Så sagde ypperstepræsten til ham: “Jeg forlanger at du sværger ved den levende Gud og fortæller os om du er Kristus, Guds Søn!”+ 64 Jesus sagde til ham: “Du har selv sagt det. Men jeg siger jer: Fra nu af skal I se Menneskesønnen+ sidde ved kraftens* højre hånd+ og komme på himlens skyer.”+ 65 Ypperstepræsten flængede sine yderklæder og sagde: “Det er blasfemi! Har vi brug for flere vidner? Nu har I selv hørt ham tale blasfemisk. 66 Hvad mener I?” “Han fortjener at dø,”+ svarede de. 67 Så spyttede de ham i ansigtet+ og slog ham med knytnæver.+ Andre gav ham lussinger,+ 68 og de sagde: “Profetér for os, Kristus. Hvem slog dig?”
69 Peter sad udenfor i gården, og en tjenestepige kom hen til ham og sagde: “Du var også sammen med Jesus fra Galilæa!”+ 70 Men han benægtede det foran dem alle og sagde: “Jeg ved ikke hvad du snakker om.” 71 Da han gik ud i portbygningen, lagde en anden pige mærke til ham og sagde til dem der var der: “Den mand var sammen med Jesus fra Nazaret.”+ 72 Igen benægtede han det, og denne gang sværgede han: “Jeg kender ikke det menneske!” 73 Lidt efter kom de der stod rundt om, hen til Peter og sagde: “Du er helt sikkert også en af dem, man kan jo høre det på din dialekt.”* 74 Så begyndte han at nedkalde ondt over sig selv* og sværge: “Jeg kender ikke det menneske!” Og straks galede en hane. 75 Og Peter huskede hvad Jesus havde sagt: “Før hanen galer, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.”+ Og han gik udenfor og græd fortvivlet.