Apostlenes Gerninger

7 Men ypperstepræsten sagde: “Er det sandt hvad de siger?” 2 Stefanus svarede: “Brødre og fædre, hør på mig. Herlighedens Gud viste sig for vores forfar Abraham mens han var i Mesopotamien, før han slog sig ned i Karan,+ 3 og han sagde til ham: ‘Forlad dit land og dine slægtninge, og kom til det land som jeg vil vise dig.’+ 4 Så forlod han kaldæernes land og slog sig ned i Karan. Og efter at hans far var død,+ fik Gud ham til at flytte derfra til det land hvor I nu bor.+ 5 Og dog gav han ham ikke nogen arv i det, nej, ikke engang et sted der var stort nok til at han kunne sætte sin fod på det, men Gud lovede at give hele landet til ham og hans efterkommere,+ selvom han endnu ikke havde noget barn.+ 6 Og Gud sagde til ham at hans efterkommere skulle være udlændinge i et land der ikke var deres, og at man ville gøre dem til slaver og mishandle dem i 400 år.+ 7 ‘Og den nation som de bliver slaver for, vil jeg dømme,’+ sagde Gud, ‘og derefter vil de rejse ud derfra og tilbede mig på dette sted.’+

8 Han gav ham også omskærelsens pagt,+ og han blev far til Isak+ og omskar ham på den ottende dag,+ og Isak blev far til Jakob, og Jakob til de 12 familieoverhoveder. 9 Og familieoverhovederne blev jaloux på Josef+ og solgte ham til Egypten.+ Men Gud var med ham,+ 10 og han reddede ham ud af alle hans trængsler+ og sørgede for at Egyptens konge, Farao, syntes godt om ham og lagde mærke til hans visdom. Og Farao satte ham til at styre Egypten og hele sit hus.+ 11 Men der kom hungersnød i hele Egypten og Kanaan, ja, stor nød, og vores forfædre kunne ikke finde noget at spise.+ 12 Men Jakob hørte at der var mad* i Egypten, og han sendte vores forfædre afsted første gang.+ 13 Anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao hørte om Josefs familie.+ 14 Så sendte Josef bud og tilkaldte sin far, Jakob, og alle sine slægtninge fra Kanaan,+ i alt 75 personer.+ 15 Altså tog Jakob ned til Egypten,+ og han døde dér,+ og det gjorde vores forfædre også.+ 16 De blev båret til Sikem og lagt i den grav som Abraham havde købt af Hamors sønner i Sikem for en sum sølvpenge.+

17 Da tiden nærmede sig hvor Gud ville opfylde sit løfte til Abraham, voksede folket i antal og blev stort i Egypten, 18 indtil der kom en anden konge over Egypten, en der ikke kendte noget til Josef.+ 19 Han udtænkte en snedig plan imod vores folk og tvang fædrene til at sætte deres spædbørn ud så de ikke kunne blive i live.+ 20 På det tidspunkt blev Moses født, og han var et ualmindeligt smukt barn. Han blev passet* i tre måneder i sin fars hus.+ 21 Men da han blev sat ud,+ tog Faraos datter ham til sig og opdragede ham som sin egen søn.+ 22 Moses blev altså oplært i al egypternes visdom. Og han var magtfuld i ord og handling.+

23 Da han var fyldt 40 år, besluttede han at besøge* sine brødre, Israels folk.+ 24 Og da han så en af dem blive uretfærdigt behandlet, forsvarede han den mishandlede og hævnede ham ved at slå egypteren ihjel.+ 25 Han troede at hans brødre ville forstå at Gud brugte ham til at redde dem, men de forstod det ikke. 26 Næste dag dukkede han op mens to af dem var oppe at slås, og han prøvede at få dem til at slutte fred og sagde: ‘Mænd, I er brødre. Hvorfor mishandler I hinanden?’+ 27 Men den der mishandlede sin landsmand, skubbede ham væk og sagde: ‘Hvem har udnævnt dig til leder og dommer over os? 28 Du vil vel ikke slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel i går?’+ 29 Da Moses hørte det, flygtede han og boede som udlænding i Midjans land, hvor han blev far til to sønner.+

30 Efter at der var gået 40 år, viste en engel sig for ham i ørkenen ved Sinajs Bjerg i flammen fra en brændende tornebusk.+ 31 Moses blev meget forbløffet over synet. Men da han nærmede sig for at undersøge hvad det var, hørte han Jehovas stemme: 32 ‘Jeg er dine forfædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.’+ Moses begyndte så at ryste og turde ikke undersøge det nærmere. 33 Jehova sagde til ham: ‘Tag dine sandaler af, for den jord du står på, er hellig.+ 34 Jeg har set mit folk i Egypten blive undertrykt, og jeg har hørt dem sukke og stønne,+ og jeg er kommet ned for at befri dem. Kom nu, jeg vil sende dig til Egypten.’+ 35 Den samme Moses som de nægtede at kendes ved da de sagde: ‘Hvem har udnævnt dig til leder og dommer?’,+ er netop ham Gud sendte+ som både leder og befrier gennem den engel der viste sig for ham i tornebusken. 36 Denne mand førte dem ud,+ og han gjorde undere og tegn i Egypten+ og ved Det Røde Hav+ og i ørkenen i 40 år.+

37 Det er den Moses der sagde til Israels folk: ‘Gud vil blandt jeres brødre udvælge en profet som mig til jer.’+ 38 Han er den som var i menigheden i ørkenen sammen med den engel+ der talte til ham+ på Sinajs Bjerg, og sammen med vores forfædre, og han modtog levende hellige udtalelser som han skulle give til os.+ 39 Vores forfædre ville ikke adlyde ham men afviste ham,+ og i deres hjerte vendte de tilbage til Egypten,+ 40 og de sagde til Aron: ‘Lav os guder som kan gå foran os. For vi ved ikke hvad der er sket med ham Moses der førte os ud af Egypten.’+ 41 De lavede så en kalv i de dage og bragte et offer til afguden og glædede sig over det de havde skabt med deres hænder.+ 42 Så vendte Gud sig bort fra dem og overlod dem til at tilbede himlens hær,+ sådan som der står skrevet i Profeternes Bog: ‘Det var ikke mig I bragte forskellige ofre til i 40 år i ørkenen, vel, Israels hus? 43 Men det var Moloks telt+ og guden Raifans stjerne I bar, de figurer I lavede for at tilbede dem. Derfor vil jeg deportere jer til den anden side af Babylon.’+

44 I ørkenen fik vores forfædre Vidnesbyrdets telt, sådan som Gud havde befalet Moses at lave det efter den model han havde vist ham da han talte til ham.+ 45 Og vores forfædre overtog det og bragte det sammen med Josva ind i det land der havde tilhørt nationerne,+ dem som Gud drev ud foran vores forfædre.+ Her blev det indtil Davids tid. 46 Han var elsket af Gud og bad om lov til at opføre* en bolig til Jakobs Gud.+ 47 Det blev dog Salomon der byggede et hus til ham.+ 48 Men Den Højeste bor ikke i huse der er bygget af mennesker.+ Det er som profeten siger: 49 ‘Himlen er min trone,+ og jorden er min fodskammel.+ Hvilken slags hus ville I bygge til mig, siger Jehova, eller hvor skulle mit hvilested være? 50 Har jeg ikke skabt alle disse ting?’+

51 I er stædige, og jeres hjerter og ører er lukkede,+ og I modarbejder altid den hellige ånd. I gør ligesom jeres forfædre.+ 52 Hvem af profeterne har jeres forfædre ikke forfulgt?+ Ja, de dræbte dem der forudsagde at den retfærdige+ skulle komme, ham I nu har forrådt og myrdet,+ 53 I der modtog Loven sådan som den blev formidlet af engle,+ men ikke har holdt den.”

54 Da de hørte det, blev de rasende og begyndte at skære tænder ad ham.+ 55 Men fuld af hellig ånd stirrede han ind i himlen og så Guds herlighed og Jesus stå ved Guds højre hånd,+ 56 og han sagde: “Se! Jeg ser himlene åbne og Menneskesønnen+ stå ved Guds højre hånd.”+ 57 Så råbte de højt og holdt sig for ørerne og kastede sig alle sammen over ham. 58 Efter at have jaget ham uden for byen stenede de ham.+ Vidnerne+ lagde deres yderklæder ved fødderne af en ung mand der hed Saulus.+ 59 Mens de stenede Stefanus, sagde han indtrængende: “Herre Jesus, tag imod min ånd.” 60 Så faldt han på knæ og råbte med høj røst: “Jehova, kræv dem ikke til regnskab for denne synd.”+ Og efter at have sagt det sov han ind i døden.