Hebræerne
12 Så lad da også os, da vi har så stor en sky af vidner*+ der omgiver os, aflægge enhver vægt+ og den synd som let omklamrer os,+ og lad os med udholdenhed+ løbe det væddeløb+ der ligger foran os,+ 2 mens vi ufravendt ser hen til vor tros hovedformidler*+ og fuldender,+ Jesus, som for den glæde der lå foran ham, udholdt en marterpæl,*+ idet han foragtede skammen, og nu har taget sæde ved højre side af Guds trone.+ 3 Ja, betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse+ af syndere som går imod sig selv,* for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.+
4 I jeres kamp imod den synd har I endnu ikke stået imod så langt som til blodet,+ 5 og I har helt glemt den tilskyndelse der taler til jer som til sønner:+ „Min søn, forklejn ikke tugten fra Jehova,* giv heller ikke tabt når du retledes af ham;+ 6 for den Jehova* elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn.“+
7 Det er til [jeres] optugtelse+ at I holder ud. Gud handler med jer som med sønner.+ For hvad er det for en søn som en fader ikke tugter?+ 8 Men hvis I er uden den tugt som alle får andel i, er I jo uægte børn,+ og ikke sønner. 9 Endvidere har vi haft fædre som var af vort kød og som optugtede os,+ og vi plejede at vise dem respekt. Skal vi så ikke meget mere underordne os vort åndelige livs* Fader og leve?+ 10 For de tugtede os i nogle få dage efter hvad de syntes var godt,+ men han gør det til vort gavn, for at vi kan få del i hans hellighed.+ 11 Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg;+ men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred,+ nemlig retfærdighed.+
12 Ret derfor de slappe hænder+ og de svækkede knæ+ 13 og træd fortsat lige spor med jeres fødder,+ for at det der er halt ikke skal gå af led, men snarere blive helbredt.+ 14 Jag efter fred med alle+ og efter den helliggørelse+ uden hvilken ingen skal se Herren,+ 15 og se til at ingen går glip af Guds ufortjente godhed,+ at ingen giftig rod+ skyder op og volder vanskeligheder og mange besmittes af den,+ 16 at der ikke er nogen utugtig eller nogen som ikke værdsætter det der er helligt, som Esau,+ der i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort.+ 17 For I ved at han også senere, da han ønskede at arve velsignelsen,+ blev forkastet,+ for skønt han ivrigt og med tårer søgte en sindsændring,*+ fandt han ikke rum for den.+
18 For I er ikke kommet til noget [bjerg] man kan føle på+ og som er blevet sat i brand af ild,+ og til en mørk sky og tykt mørke og en stormvind+ 19 og en trompets skingren+ og en stemme som taler;+ da folket hørte den [stemme] bad de sig fri — ikke et ord mere måtte blive tilføjet.+ 20 For de kunne ikke udholde befalingen: „Selv hvis et dyr rører bjerget, skal det stenes.“+ 21 Skuet* var endog så frygteligt at Moses sagde: „Jeg er bange og skælver.“+ 22 Men I er kommet til et Zions Bjerg+ og en by+ der tilhører [den] levende Gud, et himmelsk Jerusalem,+ og titusinder* af engle,+ 23 til hele forsamlingen,*+ og menigheden af førstefødte+ som er blevet indskrevet+ i himlene, og Gud, alles dommer,+ og retfærdiges åndelige liv,*+ retfærdige som er blevet gjort fuldkomne,+ 24 og Jesus, en ny pagts+ mellemmand,*+ og bestænkelsens blod,+ som taler på en bedre måde end Abels.+
25 Se til at I ikke beder jer fri for ham som taler.+ For hvis de som bad sig fri for ham der forkyndte den guddommelige advarsel på jorden,+ ikke undslap, skal vi det meget mindre hvis vi vender os bort fra ham der taler fra himlene.+ 26 Dengang fik hans stemme jorden til at ryste,+ men nu har han lovet og sagt: „Endnu en gang vil jeg sætte ikke blot jorden men også himmelen i bevægelse.“+ 27 Og udtrykket „endnu en gang“ betegner at de ting der rystes, nemlig ting der er dannet,+ skal tages bort, for at de ting der ikke rystes, skal forblive.+ 28 Derfor, da vi skal modtage et rige der ikke kan rystes,+ måtte vi da fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste* med gudsfrygt og ærefrygt.+ 29 For vor Gud er en fortærende ild.+