Til romerne
14 Hvis en er svag i troen,*+ skal I acceptere ham, men gør jer ikke til dommere når der er forskellige meninger om et spørgsmål. 2 Én person har en tro der tillader ham at spise alt, men den der er svag, spiser kun grøntsager. 3 Den der spiser, skal ikke se ned på den der ikke spiser, og den der ikke spiser, skal ikke dømme den der spiser,+ for Gud har accepteret ham. 4 Hvordan kan du tillade dig at dømme en andens tjener?+ Det er hans egen herre der bestemmer om han står eller falder.+ Han vil blive stående, for Jehova kan holde ham oppe.
5 Én person regner den ene dag for vigtigere end andre dage,+ en anden regner alle dage for lige vigtige.+ Lad enhver gøre det han føler sig overbevist om. 6 Den der betragter en bestemt dag som noget særligt, gør det for Jehova. Og den der spiser al slags mad, gør det for Jehova, for han takker Gud.+ Men den der undlader at spise visse ting, gør det også for Jehova, og han takker også Gud.+ 7 Ingen af os lever jo for sig selv,+ og ingen dør for sig selv, 8 for når vi lever, lever vi for Jehova,+ og når vi dør, dør vi for Jehova. Både når vi lever, og når vi dør, tilhører vi altså Jehova.+ 9 Kristus døde og kom til live igen netop for at han kunne blive Herre over både de døde og de levende.+
10 Hvorfor dømmer du så din bror+ eller ser ned på din bror?+ Vi skal jo alle træde frem foran Guds dommersæde,+ 11 for der står skrevet: “‘Så sandt jeg lever,’+ siger Jehova, ‘vil hvert knæ bøje sig for mig, og hver tunge vil åbent anerkende Gud.’”+ 12 Hver enkelt af os skal altså aflægge regnskab for sig selv over for Gud.+
13 Lad os derfor ikke længere dømme hinanden.+ Vær hellere besluttet på at I ikke vil lægge en snublesten eller en hindring i vejen for en bror.+ 14 Som en discipel af Herren Jesus ved jeg, og er jeg overbevist om, at intet er urent i sig selv.+ Men hvis et menneske betragter noget som urent, er det urent for ham. 15 Hvis det du spiser, får din bror til at føle sig krænket, følger du ikke længere kærlighedens vej.+ Du må ikke lade din mad få en som Kristus har givet livet for, til at falde.+ 16 Hvis noget som egentlig er i orden, vil få andre til at tale dårligt om jer, så lad være med at gøre det. 17 Guds rige handler ikke om* hvad man spiser og drikker.+ Det er derimod forbundet med den* retfærdighed, fred og glæde den hellige ånd giver. 18 Den der tjener Kristus på denne måde, bliver godkendt af Gud og får menneskers anerkendelse.
19 Så lad os jage efter det der skaber fred,+ og det vi kan styrke hinanden med.+ 20 Hold op med at rive Guds værk ned bare på grund af mad.+ Ja, alt er rent, men det er skadeligt for* et menneske at spise noget der får andre til at snuble.+ 21 Det vil være bedst ikke at spise kød eller drikke vin eller gøre noget andet som kan få din bror til at snuble.+ 22 Den overbevisning du har, skal du beholde for dig selv hvis du kan forsvare den over for Gud. Lykkelig er den som ikke må fordømme sig selv for det han går med til. 23 Men hvis han er i tvivl med hensyn til noget han spiser, er han allerede dømt skyldig fordi han ikke handler i god tro. Ja, alt hvad man ikke gør på grundlag af tro, er synd.