Ifølge Matthæus
19 Da Jesus var færdig med at tale, forlod han Galilæa og kom til Judæas grænseområde på den anden side af Jordanfloden.+ 2 Store menneskemasser fulgte ham, og han helbredte dem dér.
3 Nogle farisæere kom til ham for at udfordre ham, og de spurgte: “Har en mand lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?”+ 4 Han svarede: “Har I ikke læst at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde+ 5 og sagde: ‘Af den grund vil en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét’?+ 6 Altså er de ikke længere to, men ét. Derfor, hvad Gud har forenet, må intet menneske skille ad.”+ 7 De sagde til ham: “Hvorfor har Moses så bestemt at man kan give hende en skilsmisseattest og skille sig fra hende?”+ 8 Han sagde til dem: “Fordi I er så hårdhjertede, har Moses tilladt at I kan skille jer fra jeres hustruer,+ men sådan har det ikke været fra begyndelsen.+ 9 Jeg siger jer at enhver der skiller sig fra sin hustru af nogen anden grund end at hun har haft et umoralsk seksuelt forhold, og som gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.”+
10 Disciplene sagde til ham: “Hvis det er sådan manden er stillet i forhold til sin hustru, er det bedre slet ikke at gifte sig.” 11 Han sagde til dem: “Ikke alle giver rum for det – kun de der har gaven.+ 12 For der er eunukker som er født sådan, og der er eunukker som andre har gjort til eunukker, og der er eunukker som har gjort sig selv til eunukker på grund af himlenes rige. Lad den der kan give rum for det, give rum for det.”+
13 Nogle kom nu til ham med små børn så han kunne lægge hænderne på dem og bede for dem, men disciplene skældte dem ud.+ 14 Jesus sagde imidlertid: “Lad de små børn være, og prøv ikke at forhindre dem i at komme hen til mig, for himlenes rige tilhører dem der er som disse børn.”+ 15 Og han lagde hænderne på dem og gik derfra.
16 Der kom nu en ung mand hen til ham og sagde: “Lærer, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”+ 17 Han sagde til ham: “Hvorfor spørger du mig om hvad der er godt?+ Der er én som er god. Men hvis du gerne vil gå ind til livet, så fortsæt med at overholde buddene.”+ 18 “Hvilke bud?” spurgte den unge mand. Jesus sagde: “Du må ikke myrde,+ du må ikke begå ægteskabsbrud,+ du må ikke stjæle,+ du må ikke afgive falsk vidneforklaring,+ 19 du skal vise din far og din mor ære,+ og du skal elske dit medmenneske som dig selv.”+ 20 Den unge mand sagde til ham: “Dem holder jeg allerede. Hvad mere skal jeg gøre?” 21 Jesus sagde til ham: “Hvis du vil være fuldkommen, så sælg hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have værdier i himlen,+ og kom så og følg mig.”+ 22 Da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet sin vej, for han ejede mange ting.+ 23 Jesus sagde til sine disciple: “Jeg siger jer at det vil være vanskeligt for en rig at komme ind i himlenes rige.+ 24 Ja, jeg siger jer: Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.”+
25 Da disciplene hørte det, blev de meget forbavsede og sagde: “Hvem kan egentlig blive frelst?”+ 26 Jesus så på dem og sagde: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”+
27 Så sagde Peter: “Hør! Vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får vi ud af det?”+ 28 Jesus sagde til dem: “Jeg siger jer: I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig, sidde på 12 troner og dømme Israels 12 stammer.+ 29 Og alle der har forladt huse eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, vil få hundrede gange så meget og arve evigt liv.+
30 Men mange af de første skal blive de sidste, og de sidste skal blive de første.+