Ifølge Lukas
21 Han kiggede nu op og så de rige lægge deres gaver i bidragsbøsserne.+ 2 Han fik øje på en fattig enke der lagde to småmønter i,+ 3 og han sagde: “Jeg siger jer at denne fattige enke har lagt mere i end alle de andre.+ 4 For de gav alle* af deres overskud, men fattig som hun er, gav hun alt hvad hun havde at leve af.”+
5 Senere, da nogle talte om at templet var smykket med smukke sten og ting der var viet til det,+ 6 sagde han: “Med hensyn til de ting som I nu ser, så vil der komme dage hvor der ikke vil ligge to sten oven på hinanden* uden at de vil blive revet ned.”+ 7 Så spurgte de ham: “Lærer, hvornår vil alt det ske, og hvad vil være tegnet på at det skal til at ske?”+ 8 Han sagde: “Pas på I ikke bliver vildledt,+ for mange vil komme i mit navn og sige: ‘Det er mig’ og: ‘Tiden er nær.’ Følg ikke efter dem.+ 9 Og når I hører lyden af krig og uroligheder, så bliv ikke grebet af panik. For det er ting der nødvendigvis først må ske, men enden kommer ikke straks.”+
10 Så sagde han til dem: “Nation skal gå i krig mod nation,+ og rige mod rige.+ 11 Der vil være store jordskælv, og det ene sted efter det andet hungersnød og epidemier,+ og folk vil se skræmmende ting og store tegn fra himlen.
12 Men før alt det sker, vil man arrestere jer og forfølge jer+ og overgive jer til synagoger og kaste jer i fængsel. I vil blive ført frem for konger og statholdere for mit navns skyld.+ 13 Det vil give jer mulighed for at aflægge et vidnesbyrd. 14 Beslut derfor i jeres hjerte at I ikke i forvejen vil øve jer på hvordan I skal forsvare jer,+ 15 for jeg vil give jer ord og visdom som alle jeres modstandere tilsammen ikke vil kunne modstå eller modsige.+ 16 Desuden vil endda forældre, brødre, slægtninge og venner overgive* jer, og de vil slå nogle af jer ihjel,+ 17 og I vil blive hadet af alle på grund af mit navn.+ 18 Men ikke engang et hår på jeres hoved vil blive krummet.+ 19 Vær udholdende, så vil I bevare livet.+
20 Når I ser Jerusalem omringet af hære,+ ved I at byen snart vil blive ødelagt.+ 21 Så skal de der er i Judæa, flygte til bjergene,+ de der er inde i byen, skal forlade den, og de der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen, 22 for dette er de dage hvor retfærdigheden sker fyldest så alt det der står skrevet, kan blive opfyldt. 23 Stakkels de gravide kvinder og dem der har et barn at amme i de dage!+ For der vil være stor nød i landet, og Gud vil lade sin vrede ramme dette folk. 24 De skal falde for sværdet og føres som fanger til alle nationerne,+ og Jerusalem skal trampes ned af nationerne indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.+
25 Der vil være tegn i sol og måne og stjerner,+ og på jorden vil der være angst blandt nationerne som ikke ved hvad de skal gøre, på grund af havets larmen og dets oprør. 26 Mennesker vil besvime af frygt og i forventning om det der kommer over den beboede jord, for himlenes kræfter vil blive rystet.+ 27 Og så skal de se Menneskesønnen+ komme i en sky med magt og stor herlighed.+ 28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres befrielse nærmer sig.”
29 Så fortalte han dem en lignelse: “Læg mærke til figentræet og alle de andre træer.+ 30 Når I ser at de springer ud, ved I at nu er sommeren nær. 31 Sådan ved I også når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær. 32 Jeg skal sige jer at denne generation afgjort ikke skal forsvinde før alt dette sker.+ 33 Himlen og jorden vil forsvinde, men mine ord vil afgjort ikke forsvinde.+
34 Men vær opmærksomme på jer selv så jeres hjerte aldrig bliver tynget af fråseri og drikkeri+ og livets bekymringer*+ og den dag pludselig, på et øjeblik, kommer over jer 35 som en fælde.+ For den vil komme over alle dem der bor på hele jorden. 36 Hold jer derfor vågne+ mens I hele tiden beder+ så I kan undslippe alle disse ting der skal ske, og bestå over for Menneskesønnen.”+
37 Om dagen underviste han i templet, men om aftenen gik han ud og overnattede på det bjerg der hedder Oliebjerget. 38 Og folk kom til ham tidligt om morgenen for at høre ham i templet.